fredag den 17. april 2026

Det grønnes

Nu begynder der rigtigt at ske noget i haven. Man kan se fra dag til dag, hvordan det grønnes. 

Fjeldribs, Ribes alpinum, bliver også kaldt "vårens hæk", og det navn bærer den med rette. Blomsterne er gulgrønne og sidder i klaser, og sammen med det lysegrønne løv, giver de busken en meget flot vårgrøn farve.


Den japanske røn, Sorbus 'Dodong' har foldet bladene ud og står med rødlige knopper. Det skal man dog ikke lade sig narre af, for blomsterne bliver hvide. Havens almindelige rønnetræer er slet ikke så langt fremme.



Forårsoprydningen i haven er tilendebragt. 


Nu er det ukrudtet, der skal bekæmpes. Hertil er cirkelhakken og den japanske håndhakke udmærkede redskaber.


I nogle af bedene er der så mange løgplanter, at ukrudtet ikke har mange chancer.


I andre bede er det selvsåede sommerblomster, der myldrer op som ukrudt. Her er det honningurt.


Krukkerne står fortsat på rad og række med bunden i vejret og venter på, at nattefrosten er ovre, så de kan blive tilplantet. Det er temmelig lang tid siden, vi har haft nattefrost. Bare man vidste, om der kommer mere.


De tidligste løgplanter og nogle af påskeliljerne er visnet, men der springer heldigvis nye løgplanter ud.



Den lille yndefulde narcis 'Thalia' står lige på spring, og den vil snart sende sin stærke duft ud over haven.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar