fredag den 22. november 2019

Novemberhaven

I den seneste tid har havearbejdet drejet sig om at føre vores nye haveplan ud i livet, resten af haven har bare ligget novembergrå og våd og mere eller mindre passet sig selv. Men forleden skulle resten af haven have en omgang, og da solen skinnede, kom kameraet med ud.

Solen nåede lige op over de høje buske og ramte det brede bælte af vinterglans, der vokser langs gavlen af huset. Jeg har vist skrevet det mange gange før, men nu gør jeg det igen, vinterglans er altså en dejlig bunddækkeplante - og navnlig på denne tid af året, hvor man rigtig nyder de planter, der har beholdt bladene.


En anden plante, jeg vil anbefale, er buksbombladet kristtorn, Ilex crenata 'Rotundifolia'. Den blev plantet forrige år på en af de mest udsatte steder i haven. Den vokser på nordsiden af huset under et tagudhæng, og på et sted med meget træk på grund af en åbning i en læmur. Den er med andre ord udsat for skygge, tørke og vind. Ikke desto mindre klarer den sig glimrende.


Nogle af de buske og træer, som får de smukkeste efterårsfarver, tabte løvet for over en måned siden, men papegøjebusken, Parrotia persica, har det meste af løvet i behold, og det tæller absolut til dens fordel. 


Ved dagens havearbejde blev sommerblomsterne rykket op på nær løvemund og morgenfruer. Løvemund kan overvintre i milde vintre, så den får chancen igen til næste år. Morgenfruernes blomster lyser som små sole selv på de mørkeste dage, så dem nænnede jeg ikke at rykke op, selvom planterne er blevet lidt ranglede.


Bregnerne og dronningebuskens grene lyser op i solskinnet.


I samme bed vokser klasekortlæbe, Teucrium scorodonia 'Crispum'. Den blev anskaffet, fordi den er meget tørketålende, men den tåler åbenbart også regnen. Man bemærker den på grund af bladene, der har en dekorativ kruset kant.


På en ferie på Madeira for et par år siden købte jeg et par Agapanthus. De voksede i tusindvis langs vejsiden, og en ældre kone havde gravet nogle af dem op, og nu stod hun og solgte til turisterne. Selvom jeg af pladsmangel plejer at gå langt udenom de planter, der skal vinteropbevares frostfrit, kunne jeg ikke modstå hendes tilbud, så et par knolde med halvvisne toppe kom med i kufferten hjem. Første år kom de aldrig rigtig til hægterne, men jeg overvintrede dem i garagen, og i sommer kom der liv i planterne, og den ene kom endda i blomst. Men nu har jeg gravet dem ned i haven: Jeg vil prøve at dække dem godt, så må jeg se, om de overlever.


Lonicerahækken blev savet ned sidste vinter, og den blev beskåret i sommer, for at den skulle blive tæt. Det ser ud til, at den er kommet godt i gang igen.


På havebordet står en potte med en krybende rosmarin, Rosmarinus officinalis 'Corsican Blue'. Den har stået grøn hele sommeren, men nu har den besluttet sig for at blomstre.


Det samme har vinterjasminen, men det er ganske normalt.


Det var dejligt for en gang skyld at opleve en solskinsdag i haven.

24 kommentarer:

  1. Ja i øjeblikket trænger vi utroligt til solskin, men der er nu længe imellem snapsene :) Jeg har prøvet at overvintre en Agapanthus, det gik ikke. Der findes en hårdfør, den forsvinder helt om vinteren men kommer igen i foråret. Til gengæld har den jeg har vidst kun blomstret en gang.
    Kortlæbe har jeg også, den er helt fin nu. Buskbombladet kristtjørn kendte jeg ikke, det ser ud til at være et godt bekendtskab ligesom papegøjebusken. Min har også løvet i behold, den er så flot.
    Hilsen og god weekend
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg mener at have læst om en skærmlilje med smalle blade, som er vinterhårdfør. Jeg kender jo ikke navnet på mine, men jeg synes bladene ser brede ud. Hvis de dør, er der ikke noget at gøre ved det, vi har jo også en bil, som der skal være plads til i garagen😉.
      Jeg synes, at fx en “Dodong” røn er smuk, men vores tabte allerede bladene i oktober, så får man da mere løv “for pengene”, hvis man planter en papagøjebusk.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Vinterjasmin lyser så dejligt op. Jeg har lavet nogle stiklinger fra min mors have. De skal nu ud og finde en plads i min have. jeg glæder mig til de glade lysglimt.
    Buskbombladet kristjørn kendte jeg ikke. Den ser spændende ud, især det med dens hårdførhed.. Den må googles...
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt lide planter, der har en historie, ligesom dine vinterjasmin har. Det er dejligt, at de blomstrer henover vinteren, dermed viser de, at et nyt år er på vej.
      Ja hvad skulle vi gøre uden google? Google gør mange ting nemmere.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. På gode steder på Vestlandet i Norge kan Agapanthus overleve ute, så de mest hardføre sortene burde jo overleve hos dere også?
    God drenering og dekke av noe oppå burde jo bedre overlevelsen! :)
    Så heldige dere er som har sett solen. Den tror jeg har forsvunnet her :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg været ude at dække mine Agapanthus med blade samt nogle kristtornegrene, som jeg har stukket i jorden omkring dem, så håber jeg det bedste.
      Tja, vi har også dage, hvor det slet ikke vil blive lyst. Når der så pludselig kommer en solskinsdag, bliver man helt glad, og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme ud i haven.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Hej Elna!

    Du har många städsegröna växter som skänker glädje under höst och vinter. Här är allt blött och fuktigt och framförallt mörkt dygnet runt. Har inte sett solen på en månad tror jag men det är varmt, nästan vårvärme på natt och dag.

    Trevlig helg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bliver lidt trist i længden, når det både er mørkt og vådt. Vi har fået rigtig meget regn, så lige nu er jeg glad for vores sandjord, for her kan regnen trænge igennem.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Når solen skinner (for en kort bemærkning), stiger lysten til havearbejde bestemt med nogle grader. Din vinterglans står flot. Her foretrækker jeg nok hasselurt, fordi den bliver tættere, hvilket nok har noget med jordbundsforholdene at gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt lide hasselurt, men den får det let for tørt i vores sandjord. Der hvor den vokser i skygge, går det godt, men i halvskygge visner den.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Solsken, vinterjasmin och blommande rosmarin - så härligt och visst går det att skapa en trädgård som överraskar även i november. Kommer inte ihåg vad den gröna mattbildande kallas på svenska nu men det är en fantastisk effekt som du visar. Och den krusbladiga gröna vet jag att jag sett och beundrat förr.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke meget, vi har set til solen i november, men den den så endelig skinner en hel dag, bliver man så glad. Jeg kender ikke det svenske navn for vinterglans, men på latin hedder planten Pachysandra.
      Du må have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Bedet med vinterglans er flot. Jeg savner mit, når jeg ser billedet, men det ville ikke gro, som vi ville.
    Krybende rosmarin. Den kendte jeg ikke. Den ser ud til at være en fiks lille potteplante.
    /Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Den krybende rosmarin har stået på havebordet hele sommeren som “en fiks lille potteplante”. Men jeg har flere gange klippet den, for ellers var den blevet alt for stor. Det er nok også derfor, den først blomstrer nu, jeg er vel kommet til at klippe knopperne af. Jeg ved ikke, om den kan overvintre, men jeg vil prøve at plante den ud i jorden og dække den godt.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Vi har ett så dystert höstväder här på ön...grått, grått, grått...
    Njuter av dina bilder :)
    Varm kram från Titti

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, du nyder mine billeder. November har været alt for grå i år, men vejret er mildt, og vi kan forsat arbejde i haven.
      Du må have en god ny uge. Jeg håber, der bliver lidt solskin til jer på Øland.
      Hilsen Elna

      Slet
  9. Dejligt at se lidt solstrejf over blanke blade! Her prøver jeg også at få gang i vinterglans, og håber den vil sprede sig i halvskyggen. Dejlig plante.
    Sjovt at din rosmarin vælger at blomstre nu. Her har vi en meterhøj rosmarin som aldrig har blomstret, men jeg bevarer håbet.
    Glæder mig til at følge den anden del af haven med jeres mange nye tiltag!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg købte rosmarinen i foråret, for at den skulle stå og pynte på havebordet. Men jeg har klippet den et par gange, for den blev for stor. Mit gæt er, at jeg er kommet til at klippe knopper af, uden at opdage det. Så har den dannet nye knopper, og derfor blomstrer den så sent.
      Jeg vil fortælle om det nye haveprojekt næste gang. Vi har nu ryddet op og planeret, og vi er i gang med at plante.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Hej Elna

    Sjovt som nogen rosmarin blomstrer, og andre slet ikke - spændende din korsikanske:)
    Flotte solskinsbilleder - næste uge lover de klarere vejr - vi får se!

    Ha en dejlig søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, jeg fik en dejlig søndag. Men det blev ikke til solskinsbilleder i dag, dog holdt det tørvejr. Jeg tror, der meldes om lidt frost i slutningen af den kommende uge, så kan det være, vi får solen at se igen.
      Hav en god uge!

      Hilsen Elna

      Slet
  11. Ja, det er så skønt med en solskinsdag - jeg synes at det efterhånden er noget tid siden vi har haft det her.
    Jeg er enig i at vinterglans kan noget som bunddækkeplante og det ser flot ud med det store grønne areal i solskinnet.
    Jeg er spændt på hvordan det vil gå dine Agapanthus:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Her er det også skiftet til gråt - og så regner det tilmed. Jeg er også selv lidt spændt på mine Agapanthus. Fryser de ud, må jeg jo til Madeira efter et par nye😉.

      Hilsen Elna

      Slet
  12. Hei Elna!
    Det er morsomt å se "nye" planter får en annen oppmerksomhet nå når mange planter er forsvunnet. Grønne bunndekkere gjør swg veldig fint nå. Her er det mye grått vær. I dag har det nesten ikke vært dagslys, men vi fikk oss en tur i skogen for å finne mose.
    Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja bladformer og -strukturer bemærker man knap nok om sommeren, når haven eksploderer i farvestrålende blomster. Det er skønt at gå i skoven og finde friske materialer til julens dekorationer.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet