fredag den 4. november 2022

Novemberhaven

Det var svært at sige farvel til oktober. Vi har haft så mange dejlige solskinsdage med temperaturer på 15-16 grader om dagen og næsten ligeså høje nattemperaturer. Tilmed kunne vi afblæse tørken, da oktober bød på 65 mm regn.

Men enten man kan lide det eller ej, går året jo sin gang, og nu skriver vi november - og i næste måned er det jul. Havemøblerne er sat til vinteropbevaring i garagen, og nogle af krukkerne er tømt for de sidste sommerblomster og er gået samme vej. Det er blevet så bart på terrasserne. Men heldigvis er der fortsat efterårsfarver i haven. Troldnødden gør, hvad den kan for at give kulør til novemberhaven.

Figentræet er på vej. Jeg kan godt lide de gulgrønne farver. Der er fortsat mange figner på træet, men de når desværre ikke at modne.


Men rønnetræerne er ved at have tabt de sidste blade. De ligger på flisestien og stråler i rødt og gult.


Nogle af hostaerne gløder,


mens andre endnu står grønne.


November kan også byde på blomster, selvom bedene ikke står mål med oktobers farvestrålende bede.


Kinesisk hundetunge, Cynoglossum amabile 'Mystery Rose' er ny i haven. Den blev sået på friland i foråret, men den kunne ikke lide den tørre sommer, så den begyndte først at blomstre i efteråret, da der kom regn. Kinesisk hundetunge har yndige lyserøde blomster, som pynter både i haven og i buketter. Den må gerne så sig selv og komme igen til næste år.


En anden ny blomst er Dahlia Rocco. Jeg købte et par knolde i foråret. De blev lagt i potter, og planterne fik en god start indendørs. Men da de blev plantet ud i haven, gik de fuldstændig i stå, og de blev næsten overgroet af en stor gruppe margeritter. Jeg havde næsten opgivet at se dahliaerne i blomst, men forleden fik jeg øje på en fin lille pompon.


Japansk snebolle, Viburnum plicatum 'Watanaba' har bestemt sig for at fortsætte blomstringen ind i november. Den har sin hovedblomstring i juni, men bliver ved med at blomstre lidt henover sommeren og efteråret.


Buskvedbenden, Hedera helix 'Arborescens' har fine grøngule blomster.


Vinterjasminen, Jasminum nudiflorum, lever ikke op til sit navn. Den er tidligt på den i år. 


Det er november og havemøblerne er sat i garagen, men i ly af et halvtag står en bakke med stiklinger og venter på foråret. 




18 kommentarer:

  1. Jeg liker godt din novemberhage, og du har fortsatt mye som blomstrer. Vintersjasmin kjenner jeg ikke til fra før. Fiken har jeg stående i drivhuset, og jeg er spent på om den vil klare seg her. Din ser jo veldig flott ut. Her har det også vært veldig varmt i hele oktober. Vi har kun hatt en frostnatt, og det er helt uvanlig.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marit! Engang blomstrede vinterjasminen i januar-februar, men med det mildere klima, vi har nu, starter den blomstringen omkring 1. november, så den burde skifte navn til efterårsjasmin. Figentræet vokser ved en sydmur. Det kan den lide, og den bliver alt for stor, hvis ikke den bliver beskåret hvert år.
      Vi har ikke haft frost endnu, og det er også usædvanligt her. Vi plejer at have den første frostnat i oktober.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Ja der er blevet lidt stille farvemæssigt i vores have, det må vi tage med, når vi skriver november. Heldigvis ved vi at efter den mørke tid, bliver det igen forår. Din hundetunge kendte jeg ikke, den ser fin ud.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi må vist være glade for, at vi endnu ikke har haft nattefrost. Langsomt slukkes de glødende farver, så må vi glæde os til forårets sart lysegrønne spirer.
      Kinesisk hundetunge er en sommerblomst. Nogle kalder den kinesisk forglemmigej. Den har fine lyserøde blomster. Den ynder lidt fugtig jord, og det kan jeg desværre ikke give den, men fint at den begynder at blomstre, når efterårsregnen sætter ind.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Troldnød kan være så flot glødene. Vores har dog tabt alle blade. Ginkoen er derimod flot gul endnu. Lidt sjovt som hosta er forskellige. Nogle er helt splattet ud andre er gule, og enkelte er fint grønne endnu.
    Sød lille en den hundetunge.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige nu er der storm herude ved vestkysten, så jeg er spændt på at se, hvor mange blade der er tilbage på træerne i morgen. Du er heldig at have en ginkgo, det er flotte træer.
      Hundetungen er så sød. Bortset fra farven ligner den en forglemmigej. Den må gerne så sig selv.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Så mye fint i hagen din, og den hundetungen har jeg aldri sett før. Nydelig farge på de øverste georginene også. Ha en fortsatt fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ingeborg! Hundetungen er en søg lille sommerblomst med små lyserøde blomster. Den vil helst vokse i en lidt fugtig jord, så jeg havde egentlig opgivet den i sommer. Men da regnen kom i september, begyndte den at vokse, og nu blomstrer den. Jeg håber, frøene kan nå at modne, så den sår sig selv.
      Du må også have en god aften!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Figentræet er virkelig flot hvor det er en blanding af grøn og gul. Dejligt at der stadig er nogle blomster i haven som giver et pift af de lyse sommerfarver. Åh ja jeg går også forbi mine stiklinger og småplanter og glæder mig til foråret!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja figentræet lyser op om efteråret med de gule og grønne blade. Novembers blomster er altid kærkomne, også selvom de er lidt forpjuskede.
      Det er altid godt med nogle stiklinger, som man kan fylde hullerne ud med om foråret.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Hei Elna!
    Danmark er nesten Syden. Overvintrer du fikentreet ute? Her ligger dahliaknollene for lengst i kjelleren. Drømmen om vår, akkurat som stiklingene dine. Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja der er helt eksotisk i Danmark ;-)
      Figentræet vokser på en lun plads ved en sydmur. Det har stået der nogle år og er efterhånden 2-3 m højt. Jeg har aldrig oplevet, at det har fået frostskader. Der er fortsat rigtig mange figner på træet, men de sidste når ikke at modne, og de vil falde af til foråret.
      Jeg tager ikke dahliaknoldene op, før vi har haft den første nattefrost.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hej Elna!
    Så mycket fint du har, den Kinesisk hundetunge är riktigt vacker , liksom vinterjasminen. Rocco är en söt liten dahlia, här är de uppgrävda och inpaketerade för vintern. Brukar fikonen hinna mogna? Än så länge har vi värmegrader hoppas att det fortsätter ett tag till.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Den kinesiske hundetunge må gerne så sig selv. Det er en lille fin sommerblomst.
      Jeg havde glædet mig til at kunne plukke buketter af 'Rocco' men der kom uvist af hvilken grund kun en blomst. Jeg vil gemme knoldene til næste år og se, om jeg kan være mere heldig. Jeg graver først mine dahliaknolde op, når der kommer nattefrost.
      Der kommer mange modne figner i løbet af sommeren, men de sidste figner dannes så sent, at de ikke når at modne, og til foråret falder de af. I drivhus kan figner overvintre og modne det følgende år.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Mon blæsevejret i går gjorde kål på mere af det farverige løv på dine billeder? Min mand fik en vinterjasmin i fødselsdagsgave sidste år i december. Den blomstrer dog ikke endnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Blæsten ruskede i træer og buske i går aftes, og der faldt en del blade af. Blæsten rev også mange blomster af hortensiaerne, så nu ligger de store runde blomster på fliserne og ruller rundt.
      Vores vinterjasmin startede blomstringen i slutningen af oktober, så tidligt har jeg aldrig før set den i blomst. Dengang vi havde "rigtige" vintre, blomstrede vinterjasminen i januar-februar, så da levede den op til sit navn.

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Jeg må lykønske dig med regnen i oktober - her har vi stadig et kraftigt efterslæb...
    Tænker det var godt du fik fotograferet de flotte blade på figen og ikke mindst troldnød, for blæsten må have ramt dig godt og grundigt i går. Uanset er det jo ved at være sidste udkald, og alligevel kan du præsentere en skøn lille georgine her på falderebet. Din asters er også dejlig!
    Og så er der gjort klar til nye stiklinger til næste år. Her har jeg netop reddet en del pelargonie- og salviestiklinger ind i værkstedet, hvor der er frostfrit i vintertiden. Din salvie står stadig og blomstrer på kanten af terrassen og den vil jeg nyde til den segner:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Regnen var en stor gave at få. Nu er jorden fugtig et godt stykke ned, når man graver. Jeg vil håbe for dig, at du også snart kan afblæse tørken.
      Blæsten har taget godt for sig af bladene. Vores store rødeg, som vi sad i skyggen under, da I besøgte os i sommer, har næsten tabt alle sine blade. Så nu kan jeg få dem revet sammen og få græsplænen slået en sidste gang.
      Mine salvier blomstrer også. Får vi en mild vinter, kan de måske overleve i haven, men for en sikkerheds skyld har jeg også taget nogle stiklinger.

      Hilsen Elna

      Slet