fredag den 30. januar 2026

Så blev der udsigt til himlen

Vi har mange store træer i haven, måske også lidt for mange til en parcelhushave. Men vi holder af træerne, og de giver læ i en have, der ligger i en meget forblæst del af landet. Men vi vil jo heller ikke lukke himlen helt ude og leve i træernes skygge. Derfor plejer vi med ca. 4 års mellemrum at få træerne beskåret. Det bliver gjort af et firma, der har specialiseret sig i træpleje. Vi fandt, at det nu igen var tid til en grundig beskæring, og en mand fra firmaet har været rundt til havens træer og enkelte af buskene med saks og sav, og det har resulteret i, at vi til foråret, når træerne springer ud, kan få meget mere lys ned i haven.


Herunder er det den opstammede taks, der bliver beskåret


Kronen var efterhånden blevet meget stor og massiv, men nu ser træet meget mere harmonisk ud, og der er fortsat en ret stor krone, som fuglene kan bo i.


Der lå en stor bunke taksgrene på fliserne efter beskæringen.


Det ene af de to gamle rønnetræer, der om sommeren fungerer som parasol over terrassen, blev også beskåret, men det var desværre en nødvendighed. Træet havde nogle døde grene, og jeg er bange for, det er ved at gå ud.


Bærmisplerne i baghaven blev skåret helt ned. Det er de blevet før, og da kom de igen og blev til pæne små træer, så vi håber, det også kan lykkes anden gang.


Den gamle rødeg, der vokser midt på plænen, havde en del udgåede grene. Den er blevet meget kraftig beskåret, men jeg håber, den klarer det. En rødeg er ikke så robust som de almindelige egetræer. Hvor stilkeg og vintereg kan blive flere hundrede år gamle, bliver rødeg kun 60-80 år. Vores eg blev plantet for omkring 50 år siden, og dengang var den et ret stort træ, så den nærmer sig de 60 år.


Herunder ses resultatet. Det er svært at forestille sig, hvordan træet vil komme til at se ud, når det får blade.


Grenbunkerne voksede sig hurtigt store. Det tog ikke mange timer, før beskæringen var overstået. En lastbil, der var udstyret med en kran med grab, kom og hentede alle grenene, der blev kørt til flishugning.


Forårsblomsterne er så småt begyndt at titte frem, selvom jorden er frossen. Men både erantisserne og påskeliljerne er kortstilkede, så de små vaser er kommet i brug. Primulaen er ikke fra haven.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar