fredag den 23. oktober 2026

Efterårsferie i Nordtyskland

Vi tilbragte nogle dejlige feriedage i Nordtyskland. Vejret var solrigt og næsten vindstille, så det var skønt at opleve landskabet samt at gå rundt i de gamle byer. 

Først vil jeg vise en serie billeder fra Eutin. Det er en smuk by med en smuk beliggenhed midt i naturområdet Holstensk Schweiz. Byens største seværdighed er Eutin Slot. En gammel lindealle fører gennem slotsparken og op til slottet.


Her ses den side af slottet, der vender imod byen. På den anden side ligger slottet ud til Grosser Eutiner See.

Jeg bliver altid så fascineret, når jeg ser store gamle træer. Foran slottet stod dette dejlige træ med en flot regelmæssig krone.

Slotsparken er smuk, men desværre havde efterårsfarverne ikke foldet sig helt ud endnu.



I Eutin fandt jeg denne smukke "flod" af geranier.


Næste by er Wismar. Wismar er en gammel hansestad beliggende ved Østersøen. Den gamle bydel er med på UNESCOs liste over verdenskulturarv. 


Hansestæderne var rige, og det prægede deres byer. Wismar er ingen undtagelse. Byen har smukke gavlhuse og store pladser.


Markedstorvet er en meget stor og smuk plads omkranset af gavlhuse.


På pladsen står en gammel brønd. Den var i funktion som bybrønd helt frem til 1897. 


Til sidst kommer en lille smagsprøve på Lübecks seværdigheder. Lübeck er også en af de gamle hansestæder med store flotte bygninger. Den gamle bydel er med på UNESCOs verdensarvsliste.

Lübeck er tårnenes by. Den gamle byport Holstentor med de to store tårne er byens vartegn.


Men også kirkerne har karakteristiske tårne, der kan ses over hele byen. Billedet viser domkirken.


Men Lübeck er ikke bare rig på smukke bygninger. Der er en bydel, hvor husene er mere ydmyge, og hvor der er adgang til dem gennem smalle smøger. Nogle af smøgerne er så lave, at man skal bukke hovedet.



Når man kommer igennem smøgerne, finder man smalle gader og små hyggelige gårdmiljøer.


På billedet herunder kan man se fodspor af katte- og hundepoter i murstenene. Aftrykkene stammer fra middelalderen, hvor man troede, at disse aftryk kunne beskytte husene mod onde ånder, hekse og lynnedslag.



Indlægget i dag blev desværre ikke så haveorienteret, men jeg var så fyldt op af mine oplevelser i efterårsferien.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar