fredag den 13. november 2026

Novemberhaven

Der er fortsat motiver med smukke efterårsfarver i haven, men det blæser, så bladene daler ned, og træerne bliver bladløse i toppen. Det er sjovt at se, hvordan de nedfaldne blade "ruller" hen over græsplænen. 

Forleden fik jeg ryddet op i den del af haven, jeg kalder den tørketålende have, fordi alle stauderne er tørketålende. Der var et frygteligt rod med væltede stauder, opbinding der ikke længere fungerede, og fliser, der var helt dækket af nedfaldne blade. Nu må den del af haven passe sig selv, til det bliver forår. Der er sikkert nogle frø, som fuglene kan fornøje sig med igennem vinteren.

De følgende billeder er fra gårdhaven, hvor der også er blevet ryddet op. I krukken ved bryggersdøren står en hosta, som helt var visnet bort. Nu blev krukken pyntet op med lidt grønt fra haven, samt nogle frøstande fra montbretia, Crocosmia.

På havebordet står også en dekoration med grønt fra haven. Selvom det er lidt tidligt, kunne jeg ikke modstå fristelsen, så der kom en lille lyskæde på dekorationen.

Klatrehortensiaen på muren har flotte gule blade med en grøn kant.

Det sidste billede fra gårdhaven viser et kik igennem åbningen i muren ud til forhaven.

En tur rundt i haven viser, at der fortsat er blomster at glædes over. Astrid Lindgrenrosen har endnu blomster og knopper, men det er spændende, om knopperne når at springe ud.

Salvia 'Amistad' kan vi kikke ud på fra køkkenvinduet.

De små blå lobeliaer har blomstret på fortrappen siden i foråret.

Parykbusken er dekorativ, selvom den ikke blomstrer.

Der er stor forskel på, hvordan hostaerne visner om efteråret. Nogle har fortsat dekorative blade,

mens andre har taget forfaldet helt bogstaveligt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar