fredag den 30. juni 2023

Haven i slutningen af juni

Jeg kan lige nå et enkelt indlæg mere fra juni, inden vi går ind i juli. Nu begynder forsommerens planter at visne, og haven har ikke længere den friskhed over sig, som forsommerhaven har. Det varme vejr og tørken har gjort sit til, at mange blomster tidligt er afblomstrede i år. Men nu kommer der et nyt hold af blomstrende planter.

Blandt højsommerens planter hører hortensiaerne til de mest markante. De blomstrer i krukker på terrasser og i bede sammen med andre buske, og sydpå blomstrer de i vejsiderne.

Her er det 'The Bride', som lige er sprunget ud.

Af andre buske er også den lyserøde spiræa 'Little Princess' sprunget ud. Jeg anvender den bl.a. som bunddække under store buske.


Juli er også rosernes tid. Vi har ikke mange roser i haven, for de trives ikke så godt i vores jord, men op ad læmuren vokser 'Salita'. Det er en af de meget robuste roser. Den er kravlet godt til vejrs, og bliver hvert år for høj til muren.


Til gengæld trives poppelrosen godt i tør sandjord, og planten er blevet stor og tæt i år.


Blomstringen er lige begyndt.


Sidste efterår lavede vi et lille bed med lysegule blomster i et hjørne af haven. Gåseurten, Anthemis tinctoria 'Wargrave' er allerede blevet stor og kraftig. Gad vide om det er en staude, der breder sig meget?


Som nabo til det lille lysegule bed har vi det lange bed med syrenen og bundbeplantningen af løvefod. Man bliver helt glad, når man kommer i den del af haven og ser alle de gule blomster.


Den lille hvide matrem dukker op alle steder. Jeg lader dem som regel stå og blomstre, for derefter at rykke de fleste af dem op.


Her blander de sig helt tilfældigt med en hvid salvie, 'Schneehügel'. Det er et godt makkerpar, for salvien har en lidt vild vækstform og væver sig ind imellem matrems stive, oprette stængler.


Den lyserøde havebetonie, Stachys monieri, er ny i haven. Den har både fine blomster og blade, og så tiltrækker den insekter.


Det er altid hyggeligt at være sammen med haveblogvenner. Eirin og Lars, der har bloggen Hageidyll i Sponvika, kom på besøg en dag. Der blev snakket om blomster - og meget andet, og vi var selvfølgelig på havevandring.


Eirin og Lars har solgt deres hus og have i Sponvika. Nu bor de i Lillestrøm tæt på Oslo. Her har de en lejlighed med en dejlig terrasse samt adgang til fællesarealer.


søndag den 25. juni 2023

Midsommer


Midsommer forbinder jeg med blomstrende buske, for det er lige nu, mange buske står i fuldt flor. Blomstrende grene hænger ud over stier og fortove, i markhegnene blomstrer hylden, og langs vore kyster blomstrer hybenroserne, og man bliver helt beruset af deres dejlige duft. 

På billedet ses vores lille sti, hvor blomstrende uægte jasminbuske, Philadelphus, indrammer kikket fra forhaven til haven syd for huset, hvor terrassen ligger.


På næste billede er stien fotograferet i modsat retning. Det er en dronningebusk, der ses til venstre og en stjernetop, Deutzia, til højre.


Det er også nu, de 3 store koreakorneller, Cornus kousa 'Schmetterling', blomstrer i forhaven,


så bænken bliver flittigt brugt i denne tid.


Blandt stauderne hører storkenæb og salvier til de mest tørketålende, og de har en fin blomstring. 

Blodrød storkenæb, Geranium sanguineum,


og den lyserøde Geranium sanguineum 'Striatum'.


'Rozanne' er desværre ikke så tørketålende, men når man husker at vande den, kvitterer den med friske grønne blade og de dejligste blå blomster. Så her har jeg fraveget mit princip om kun at have tørketålende stauder.


Salvier er gode naboplanter til storkenæb.


Trekantblomst, Tradescantia 'Bärbel' klarer også tørken rimelig godt. 


Som de fleste andre steder i Danmark har vi det varmt og tørt. 28 grader er der i dag. 6 mm regn er det sammenlagt blevet til i juni.

Vi har traditionen tro fejret sankthansaften på "toppen af Danmark", som skagboerne kalder deres landsdel. På grund af afbrændingsforbud blev der ikke sankthansbål på Sønderstrand i år, men festlighederne med tale, musikalsk underholdning og fællessang blev afholdt som sædvanlig.

Når der ikke var bål, må jeg "nøjes" med at vise et foto fra Skagen Museum af P. S. Krøyers maleri Sankt Hansblus på Skagen Strand. De følgende billeder er også fra Skagen.







fredag den 16. juni 2023

Havevandring i junihaven

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, ville der gå et stykke tid, før jeg var på banen igen. Men nu skrider det godt frem med køkkenrenoveringen og min computerarbejdsplads er genoprettet. Jeg har været rundt i haven med kameraet, og jeg glæder mig til igen at lave blogindlæg. 

Haven har jo ikke holdt pause, fordi jeg har gjort det på min blog, så der er rigtig kommet gang i blomstringen. Dronningebusken er virkelig junihavens dronning. Busken i baggrunden med de hvide blomster er en uægte jasmin.


Hist og her i haven dukker selvsåede fingerbøl op. Denne har placeret sig i gårdhaven ved vinen, der sender sine lange skud ud til alle sider, hvis man ikke jævnligt er over den med saksen.


I bedet ved siden af indkørslen blomstrer storkenæb og pæoner, mens taksene næsten lyser med alle de gulgrønne skud.


På terrassen står krukker med tvillingblomster, stedmoderblomster og pelargonier. 


I bedet, som ses på næste billede, er storkenæb, Geranium nodosum, brugt som bunddække. Til dette formål er den fortrinlig, den levner ikke ukrudtet mange chancer. I beplantningen af storkenæb er der lavet 3 runde bede, hvori der vokser Dahlia.


De næste 2 billeder er fra den del af haven, vi kalder den tørketålende have, fordi der hovedsagelig er plantet tørketålende stauder. 



Snefrytle, Luzula nivea, har i ugevis stået med de smukke hvide blomsteraks.


Farvebælg, Baptisia, er med de smukke blå blomster en af favoritterne i junihaven.


Når man går tur i en blomstrende have, kan øjnene også trænge til hvile, så her kommer en lille serie billeder uden blomster. Bjergmynternes små tætte planter med en næsten rund vækstform står så fine på rad og række.


Taksen på hushjørnet blev plantet i foråret. Vi passer godt på, at den ikke tørster. Den skulle jo gerne vokse sig stor og læ for blæsten.


"Ranker" af hulsten skaber variation blandt de grønne blade.


I sidste weekend var der havefestival med mange åbne haver over hele landet. Det er en weekend, jeg altid ser frem til med stor forventning. Vi tog til Fyn, hvor vi så et par meget spændende haver og mødte dejlige havemennesker, som gerne ville vise deres haver frem og svare på spørgsmål.

Her kommer et par smagsprøver fra Helle Aagaards have og fra Søllested gl. præstegård. Måske kommer der flere billeder på et senere tidspunkt.





fredag den 12. maj 2023

Blot et lille pip

Det har været lidt travlt på det seneste, så I må nøjes med en lille billedserie af hvide blomster i majhaven.

Snebollebusk 'Conoy' er bare dejlig - både i knop og i blomst.

Pinseliljerne har en lang blomstringstid. De har en dejlig, men temmelig stærk duft, så jeg plukker ikke buketter, men nyder dem i haven.

Perlebuskene står i det fjerneste hjørne af haven, men når de blomstrer, lægger jeg vejen forbi flere gange om dagen.



Rynkeblad


Frugttræernes blomstringstid er for mig haveårets højdepunkt. Det er lige i disse dage, vi kan nyde vores gamle æbletræ af sorten rød ananas i blomst.


Det varer måske et stykke tid, inden jeg "pipper" igen. Vi skal i gang med en køkkenrenovering, og computerarbejdspladsen med den pc, hvor jeg har alle mine billeder, er i køkkenet.

fredag den 5. maj 2023

Stort og småt

Det er maj. Æbletræerne blomstrer, og bøgen står lysegrøn. Foran ligger lange lyse dage, hvor man kan være i haven til langt ud på aftenen. Det er en skøn tid.

Når jeg kalder indlægget stort og småt, er det fordi, man skal huske både at kikke op og ned. Der sker noget både i trækronerne og helt nede i jordhøjde.

På billedet ses vejtræerne langs vores vej. Det er efterhånden blevet til store træer, som er med til at give vejen karakter. Det er rødbladet ahorn, og i disse dage begynder bladene at folde sig ud.

Træerne er så høje, at det er vanskeligt at fotografere blade og blomster tæt på, men jeg har gjort et forsøg.

Ved jorden kan man flere steder i haven finde små violer. De er både elsket og hadet. Elsket fordi de har de yndigste blå blomster og en dejlig duft, og hadet fordi de sår sig overalt og er vanskelige at luge op.

Ved jorden kravler også jordbærrene. Det er ikke de gode gamle spisejordbær 'Dybdahl' og 'Senga Sengana', der voksede i min barndoms have og fik tænderne til at løbe i vand. Det er derimod prydjordbær. 

Guldjordbær er der også, endda i store mængder. Hvis guldjordbærrene får lov til at stå urørte igennem flere år, kommer der ikke ret mange blomster. Det gør måske ikke så meget, for blomsterne har en meget stærk gul farve.

I nogle af havens bede har der siden februar været mange løgblomster. Nu er festen ved at være forbi, og bortset fra nogle tulipaner i blomst, er der fyldt af blade fra løgblomsterne. Samtidig er stauderne på vej. Så det er lidt uoverskueligt, når der skal luges.

Så er det nemmere i bedet på billedet nedenunder. Her er ingen løgplanter, og stauderne er lette at få øje på.

Avnbøgehækkene, der er begyndt på den fjerde sæson, har vokset sig store, og i år vil de blive tætte og danne rum i haven. Stauderne langs fliserne er selvsåede vintersar, som jeg har fundet i bedene og flyttet.

Et lille bed med stjerneskærm er blevet udvidet. Der er fliser på alle sider af bedet, så hvis jeg kan huske at klippe de visne blomster af, inden de danner frø, skulle det være til at holde planterne inden for rammerne.

Det er ikke altid, man får det, man tror. Tulipanerne er købt for at være 'Formosa', der skulle være lysegul og grøn. 

Pelargonierne på trappen vokser sig store. De bliver båret ind om natten, men det er meget sjældent, vi har nattefrost i maj, så nu kan de vist blive plantet ud i krukker.

Stiklingerne af Salvia 'Amistad' har skudt rod, og de er nu også klar til udplantning.

I bakken vokser frølinger af hvid drejeblomst. Jeg er spændt på, om de når at blomstre i år, eller jeg må styre min tålmodighed til næste år.

Til slut et billede af to, som klæder hinanden - pæoner og kærmindesøster.

Hav en god store bededag!