Fletcher Moss Park & Botanical Gardens

I år gik efterårsferien til England, nærmere bestemt til Manchester med en afstikker til den smukke nationalpark i Yorkshire Dales.

Manchester er en rodet blanding af nyt og gammelt, men det er en spændende by at gå på opdagelse i.
I bydelen Didsbury ligger et stort grønt område. Her havde rådmand Fletcher Moss en park, som han i 1915 donerede til byen Manchester. En del af parken er indrettet til botanisk have. Det er et meget hyggeligt område med mange store træer. Hver årstid har sin charme, og var vi kommet der en sommerdag, havde vi selvfølgelig oplevet en blomstrende have. En oktoberdag er det de smukke efterårsfarver, der springer i øjnene.

Når man kommer ned ad denne smukke vej, hvor træernes grene danner tag, og får øje på den røde mur, bliver man straks nysgerrig.

Inde bag muren bliver man mødt af dette smukke syn.

Nysgerrigheden pirres yderligere, og når man har stået stille lidt og nydt farverne, duften af den regnvåde jord og stilheden, må man videre for at se, hvad der gemmer sig bag svinget.

Hele tiden er der smukke kik. Jeg nød helheden og gik ikke så meget i detaljer, så jeg har ingen plantenavne.

Falder trætheden over en, kan man hvile sig på denne finurlige bænk.

Det var det farvestrålende efterårsløv, der sprang i øjnene, men kikkede man nedad, var der flere steder små diskrete blomster i bunden.

Igen og igen betages man af de smukke efterårsfarver.

Mange offentlige haver og parker er i dag afhængige af frivillig arbejdskraft. Sådan er det også her. Vi blev mødt af en frivillig, som ville vise os et par planter og fortælle en spændende historie. Som en lille påskønnelse for deres indsats bliver de frivilliges arbejdstimer lagt sammen og vist på en tavle.

De slanke popler danner en fin alle. Jeg tør ikke gætte på, hvor høje træerne er, men man måtte virkelig kikke opad.

Den gamle taks spreder derimod sin krone ud.

Jeg tror, der er tænkt meget over plantesammensætningerne:

 

Skulle vejen falde forbi Manchester, kan jeg varmt anbefale, at man bruger et par timer i Fletcher Moss Park & Botanical Gardens.

Oktoberhaven

Man skulle være hurtig i går, da jeg fotograferede til dette indlæg. Når solen brød igennem, var det bare med at få gummistøvlerne på i en fart og komme ud med kameraet, for et øjeblik efter silede regnen ned. Jeg løb ud og ind nogle gange, og til sidst blev jeg inde og tænkte, at nu kunne det være nok. Blomsterne bærer præg af regnen, men løvemund

og morgenfruer er ikke sådan at slå ud.

Kæmpejernurt breder sig ved selvsåning, og de kan sikkert gå hen og blive et problem, hvis man ikke luger de fleste af de små frøplanter op. Planterne har den fordel, at de som regel holder sig oprejste uden opbinding, og det giver dem lige et par ekstra stjerner.

Vedbendbuskene står så flotte med små knopper, der sidder i kuglerunde stande.

Her er et kik igennem forhaven. Det ses, at efterårsfarverne er begyndt at gøre sig gældende.

Spiræaerne gløder.

Hortensiaens blomster skifter også til røde efterårsfarver.

Æblerne er skinnende røde. Jeg går og drejer dem, men de vil ikke slippe, så jeg må styre min utålmodighed.

Hjortetaktræet skulle også have begyndt at vise efterårsfarver, men ak, træet er gået ud. Det konstaterede vi i foråret. Jeg begyndte at lede efter en forklaring og læste mig til, at træet kun må beskæres, når det står med blade. I vores uvidenhed har vi beskåret det to vintre i træk. Hvad nu?

De stedsegrønne - en rynkeblad til venstre og en benved til højre - er helt upåvirkede af efteråret. Det kan måske synes lidt småkedeligt, men når vinteren sætter ind, og de løvfældende træer og buske har smidt de sidste blade, tager de stedsegrønne revanche og tiltrækker sig opmærksomheden.

Frisk fra haven:

God weekend - og god efterårsferie til jer, der er så heldige!

Oktobersysler

Efteråret har indfundet sig, det er tydeligt at se, når man går derude. Vejtræerne har blæsten haft godt fat i, og mange af bladene er allerede blæst ned. Så løvriver og løvstøvsugere er fundet frem, og vejens beboere forsøger at få hold på bladene.

Regnmåleren landede på 151 mm i september, så tørken er afblæst, og der er er fortsat lunhed i jorden, så der kan plantes. Jeg har flyttet lidt rundt på nogle selvsåede planter. Andre af de selvsåede er blevet luget op sammen med en masse små ukrudtsspirer.

Det ene øjeblik kaster solen lange skygger,

det næste øjeblik må man søge læ for en hidsig regnbyge.

Efteråret har noget af det hele.

Forfaldet kan også være smukt.

Jeg elsker at besøge planteskoler, og da jeg i går var i Holstebro, måtte jeg selvfølgelig en tur forbi Jespers Planteskole.

Her var som altid meget at kikke på, fx denne lille samling af stauder, der giver liv til efterårshaven.

Det lykkedes for mig at begrænse min købetrang til lidt blomsterløg og en krukkeplante.

Aftnerne bliver længere, og så er det jo godt at have en god havebog inden for rækkevidde. Jeg er ved at læse bogen om Tivoli.

Hvis man skal tage ordet armchair gardening helt bogstaveligt, er bogen komplet uegnet. Det er en moppedreng på 2600 gram - ja jeg har vejet den. En bog i den vægtklasse kræver, at man har et bord foran sig. Men bortset fra det, er det en god bog. Først og fremmest er den flot. En bog om Tivoli må selvfølgelig være fyldt af store farvestrålende billeder.

Men der er også en fin tekst, som beskriver bygningerne i Tivoli og fremfor alt beplantningen. Fra gartnernes side ligger der et stort arbejde i at lave beplantninger, der passer til bygningerne og som tager sig smukt ud igennem hele sæsonen. Der er meget at lære om plantesammensætninger i bogen, og bagerst findes en fortegnelse over de anvendte planter. Ann Malmgren har fotograferet og Marian Haugaard Steffensen har skrevet teksten.

Det gamle træ, o, lad det stå

Jeg bliver altid så betaget, når jeg ser flotte gamle træer. Og så bliver jeg samtidig så taknemmelig over, at der bliver passet på træerne, så generation efter generation kan glædes over dem.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over træernes historie, hvem har plantet dem, og hvad har de oplevet? Tænk hvis de kunne fortælle deres historie. Træet på billedet nedenunder vokser i Fredensborg Slotshave. Det ville sikkert kunne fortælle mange spændende historier om prinser og prinsesser, men også om turister fra hele verden, der har lagt vejen forbi.

Og hvad mon dette gamle træ, der vokser ved Sønderborg Slot, har oplevet? Har det hørt kanonernes bragen på Dybbøl i 1864?

Jeg ved det ikke, for jeg kender ikke træets alder. Det står rankt og flot, men en af dets grene er blevet lidt træt, og har lagt sig til hvile på muren.

Det gamle træ i Husby Klitplantage trodser vestenvinden, men selvom det har vokset i årtier, er det ikke blevet ret højt. Det står lidt alene, måske har stormen lagt dets naboer ned. Selvom det ingen værdi har i driftsmæssig sammenhæng, har man alligevel valgt at lade det stå.

På gårdspladsen ved herregården Hessel i Vesthimmerland vokser disse gamle lindetræer. Bygningerne er fredet, og man har heldigvis også valgt at frede gårdspladsen og lindetræerne.

Det næste billede er også fra Hessel. Da man lavede diget, har man vist respekt for træet og ladet det stå. I dag er både dige og træ fredet.

Mange træer må lade livet, fordi de står for tæt på huse. Men på Skagen Museum har man fundet en mere fredelig løsning på det problem. Træet bliver beskåret, så det ikke når bygningen. Det lille træ bærer ikke bare frugt, det bærer også på et hjem for fuglene.

De gamle lindetræer i Møgeltønder bliver der passet godt på, og de bliver omhyggeligt beskåret af dygtige fagfolk. Hvad ville Slotsgade være uden Lindetræerne?

Nogle gange må træerne have en pind at støtte sig til. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så dette træ på Madeira.

Træernes livskraft kan nogle gange være enorm. Selvom de vælter, gror de tappert videre og sender nye skud op i lyset. Træet vokser i Trädgårdsföreningens Have i Göteborg.

Det gamle træ på det næste billede vokser i anlægget i Ribe. Det vil ikke se druknedøden i øjnene, men klamrer sig fast med rødderne og prøver at holde balancen.

Boller-egen ved Horsens er en gammel kæmpe. Den har gået så gruelig meget igennem. Engang blev træet ramt af lynet, hvorved toppen knækkede af, og de sidste 200-300 år har det været hult. Man vurderer det til at være omkring 1000 år. Tænk at rumme 1000 års historie!

Vi skal passe på de gamle træer, de bærer på en historie, og de er en del af vores historie. H. C. Andersen udtrykte det således:

          Det gamle træ, o, lad det stå,
          indtil det dør af ælde.
          Så mange ting, det husker på,
          hvad kan det ikke melde.
          Vi det så fuldt med blomster så,
          de friske grene hælde.
          Det gamle træ, o, lad det stå,
          det må I ikke fælde.