Efter en spændende haverejse til Bremen var det dejligt at komme hjem og konstatere, at de tørkeramte planter, vi tog fra, havde rejst sig og nu stod så friske. Det skyldtes, at der var kommet 15 mm regn. Efter vi er kommet hjem, er der yderligere kommet 44 mm, så det er helt perfekt.
Der er fortsat tekniske problemer. Jeg fotograferer med min telefon og lægger billederne over på en pc, som jeg også bruger, når jeg laver indlæg. Det plejer ikke at give problemer, men efter at jeg har skiftet min gamle iPhone ud med en iPhone 15, driller det. Og er der noget, jeg ikke gider, så er det computerproblemer :-( Nu er det dog lykkedes med sagkyndig bistand, at få samlet en serie blomsterbilleder, og de kommer her:
Årstiden forbinder jeg især med pæonernes blomstring. De store statelige blomster i smukke farver tiltrækker sig altid opmærksomhed. Nedenunder ses Paeonia lactiflora 'Immaculee.
En anden blomst, der også altid får opmærksomhed er fingerbøl, Digitalis. Der kommer mange nye sorter, men jeg foretrækker den gammeldags slags, som jeg forbinder med min barndoms have. De viste fingerbøl har alle sået sig selv. Der var blevet rodet i jorden i forbindelse med, at en række buske var blevet gravet op, og der må have ligget nogle frø. I det hele taget er fingerbøl gode til at dukke op forskellige steder i haven, hvor der lige er en bar plet. Bliver det for meget med fingerbøl, er de lette at hakke op, mens planterne endnu er små.
Knudret storkenæb, Geranium nodosum, fylder et helt bed, og det ser så yndigt ud med alle de små lilla blomster.
Blomstringen varer hele sommeren, men i år vil jeg prøve at huske at klippe den ned, inden den spreder alle sine frø, for de små frøplanter er ikke så lette at luge op.
Farvebælgen, Baptista australis, minder lidt om lupinen, men den er lettere og mere elegant end lupinen, og så får den dekorative sorte frøstande. Planten har pælerod, og som så mange andre planter med pælerod er den tørketålende.
Husløgene, Sempervivum, vokser i en skål på havebordet. Her kan vi rigtig iagttage de små stjerneformede blomster. Husløg vil gerne have det tørt, så skålen er placeret for enden af bordet, som står under et tagudhæng.
De næste blomster har det til fælles at de vokser i den del af haven, vi kalder den hvide have. Den første, jeg vil vise, er denne lille røllike, Achillea kellereri. Den er plantet for en del år siden, men den har aldrig vokset sig stor. Jeg skal måske prøve at give den lidt opmærksomhed, så den ikke bliver overgroet af naboplanterne, for den er værd at have i haven. Den har de yndigste grå blade og fine hvide blomster.
Dagpragtstjerne, Silene fimbriata, har brug for lidt støtte, det får den af ædelcypresserne, som den væver sig ind imellem.
Skærmplanter er altid gode til at give lethed i bedene. Hertil bidrager Bjørnerod, Meum athamanticum, dobbelt, for både blomster og blade er fine og lette.
Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum 'Album' er gode til at fylde huller ud. De spreder sig både ved frø og ved udløbere, men bliver det for meget, er de lette at rykke op. Det er en staude, jeg holder meget af.
Den lille vedbendtorskemund, Cymbalaria muralis 'Alba', kryber rundt som bunddække. Den er helt sin egen og vil ingen regler indordne sig under. Den får som regel lov, men bliver den for næsvis rykker jeg et par håndfulde op.
Tak til jer der kommenterede på mit sidste indlæg og ønskede en god haverejse. Det blev en på alle måder vellykket tur til Bremen og omegn. Jeg vender tilbage med billeder på et senere tidspunkt.
Tekniske problemer er fryktelig. Det var godt at du fikk hjelp så vi fikk sett dine vakre bilder. Nydelige pioner og digitalis.
SvarSletHilsen Marit
Ja, jeg bliver helt opgivende, når jeg bliver mødt af tekniske problemer, men jeg er glad for, at det lykkedes med billederne.
SletJeg holder også meget af digitalis og pæoner. Digitalis er så nemme, de kommer af sig selv, og ofte på steder, hvor jeg aldrig ville have tænkt på at plante dem. Pæonerne blomstrer så kort, men planterne er jo også kønne uden blomster, især om efteråret i høstfarver, og i det tidlige forår, når de røde skud kommer frem.
Hilsen Elna
Hej Elna!
SvarSletVilken vacker samling av blommande perenner. Jag är mycket förtjust i både pioner och fingerborgsblomman. De är fortfarande i knopp här hos mig. Jag har flera sorters geranium, de trivs extra bra och förökar sig i min torra skuggiga rabatt. I år har de brett ut sig än mer. Men de har blommat över ganska fort, men bladen är också fina. Vi har soligt och varmt och har fått väldigt lite regn.
Hälsningar Marika
Ja geranier har fine blade. Geranium phaeum blomster ikke så lang tid, men heldigvis er der mange forskellige slags geranier, så på den måde kan man jo strække blomstringen. Flere sorter, fx 'Rozanne' kan man have glæde af hele sommeren.
SletHilsen Elna
Ja regn juhu. Vi fik 33 i morges og så 10 ekstra i løbet af formiddagen.
SvarSletJeg elsker digetalis. men jeg må plante dem for de selvsår sig ikke i bedene, kun på gangene.
Jeg er på udkik efter farvebælg. Den ser så god ud. Bare den blå farve, skøn.
Jeg købte den hvide storkenæb sidste år. Så den er ikke begyndt at sprede sig endnu, men den skal være så hjertelig velkommen til det.
hilsner Gunvor
Der er ikke noget så godt, som når haven træder ind i den første sommermåned struttende af friskhed, og vandslangen er gemt langt væk.
SletDet må vokse tæt i dine bede, eftersom digitalis ikke selvsår sig der. Farvebælg er en dejlig staude, den kan du roligt anskaffe dig. På vores tur til Bremen så jeg en sort, der hedder 'Blue Towers', den er mere kompakt i væksten og i blomsterstandene.
Hilsen Elna
Du er god til at finde de små ting frem. Men jeg glædede mig over pæonerne, jeg har kun træpæoner her, de blomstrer ikke i år. Men jeg har tigget pæoner hos min zoneterapeut, så jeg får nogle d. 10. juli.
SvarSletJa her er vi ikke kede af regn endnu, planterne elsker det, det gør ukrudtet også.
Hilsen Lisbeth
Tak! Det er da en sød zoneterapeut, du har. Ja vi er mange, der elsker regnen. Ukrudtet kommer lynhurtigt igen. Jeg lugede i går i et bed, hvor jeg har sået en blomsterengsblanding. Det var ikke let at finde ud af, for hvad var ukrudt, og hvad der kom fra frøposen. Og i virkeligheden kan man vel kalde hele molevitten for en blomstereng.
SletHilsen Elna
Hvor er det irriterende, når teknikken driller. For nogle måneder siden fik jeg en ny computer, og det tog lidt tid, inden jeg fandt ud af at overføre mine billeder. Dine silkepæoner er langt fremme i forhold til dem, jeg ser heromkring. Silene fimbriata er så yndig, men umulig at opdrive både som plante og som frø.
SvarSletJa! Og jeg har slet ikke tålmodighed til den slags drillerier :-(
SletJeg var lige ude i gå for at klippe visne hoveder af pæonerne. Blomstringen varer desværre så kort i det varme vejr.
Jeg tror, du kan købe Silene fimbriata i Staudestedet i Rimsø.
Hilsen Elna
Flot blomstring at vende hjem til Elna! - og heldigt du kunne få hjælp til at udgive et indlæg.
SvarSletDet er dog irriterende at teknikken skal stikke en kæp i hjulet, og jeg har en følelse af at telefonproducenterne er de eneste der virkelig har glæde af (læs: tjener penge på) alt det bøvl. Helt urimeligt!
Dine pæoner er fantastiske og alle de lette planter i den hvide have er så fine. Jeg tror der er stor forskel på hvilke planter vi kan have her i forhold til din placering, og så meget des bedre at se noget helt andet. Jeg husker din hvide have som vendt mod vejen og med de flotte stribede græsser som overstandere. Kan tænke mig hvor stemningsfuldt der er lige nu med bjørnerod, dagpragtstjerne osv. Du tænker på alle niveauer når du planter!
Storkenæb og fingerbøl har vi dog til fælles, og jeg nyder også de mange fingerbøl her hos os. De fanger lyset så fint og leverer måltider til humlebierne. Dine står flot med den nye hæk i ryggen. Her flytter jeg lidt rundt på dem der står upraktisk, så der er altid noget at plante på et bart sted.
Håber du får fundet en gangbar metode til at lave dit næste indlæg. Det glæder jeg mig jo også til:-)
Hilsner fra Ulla
Det var skønt, at der var kommet regn, ellers ville der ikke have været meget at komme hjem til. Jeg hader virkelig når teknikken driller - men jeg nænner dog ikke at trampe på min nye telefon.
SletJeg tror det gør en stor forskel på mange planter, om de kommer til at vokse i lerjord eller i sandjord. Og man gør det meget lettere for sig selv, hvis man køber planter efter jordbunden i stedet for at tilføre jorden forskellige produkter, som kan købes i dyre domme i planteskolerne.
Det var godt husket. Den hvide have vender mod vejen og 'Kleine Silberspinne' er brugt som overstander. Dog vokser der en pilebladet pære over dem alle. Jeg ville have vist et oversigtsbillede, men glemte at tage det i første omgang, og så gad jeg ikke at kæmpe mere med teknikken.
Mon ikke storkenæb og fingerbøl er ligeglade med jordbundsforholdene, dog er en storkenæb som 'Rozanne' ikke glad for tør sandjord. Det er så dejligt med regnen, for nu kan vi netop gå og flytte lidt rundt på de selvsåede planter.
Tak Ulla. Jeg håber...
Hilsen Elna
Smukke pæoner - der er bare noget WOW over pæoner. Dejligt med nogle bunddækkeplanter som spreder sig rundt men kan hives op efter behov. Jeg er blevet så glad for min blå Baptisia, at jeg sidste år plantede en cremefarvet og en lysegul!
SvarSletJa lige præcis. Ligesom der også er over dahlia. Jeg har kun den blå Baptisia, men jeg har overvejet den lysegule, som også har en smuk farve. Jeg var ikke klar over, at der findes en cremefarvet.
SletHilsen Elna
dejlige flotte stemningsbilleder :)
SvarSletEr glad for, du kan lide dem.
SvarSletHilsen Elna