fredag den 5. april 2019

Aprilhaven

Så nåede vi ind i april. Efter en fugtig marts, hvor der kom 121 mm regn, har april indtil nu været tør. Vejret har været mildt, så det var godt, havemøblerne kom frem til sidste weekend.

Træer og buske begynder at røre på sig. Den koreanske røn, Sorbus 'Dodong' viser både blade og blomsterknopper.


Benveden, Euonymus har travlt med at sende de nye lysegrønne skud til vejrs.


Vinterglans, Pachysandra terminalis har jeg flere gange skrevet om, fordi jeg synes, det er en god bunddækkeplante. Lige nu blomstrer den med smukke cremehvide blomster.


Nogle stauder er knap kommet over jorden, mens andre er tidligt ude. Her er det skotsk lostilk, Ligusticum scoticum der står med fine blanke blade på de rødlige stængler.


Den skotske lostilk er en af mine favoritstauder. Den er altid sund, bliver aldrig spist af snegle, og så har den smukke hvide skærmblomster. Jeg viser lige et junibillede, hvor man kan se blomsterne.


Efter at vi fik lonicerabuskene savet ned i vinter, kom stakittet til syne. Og her er jo muligheder for at plante nogle klatrende planter. Foreløbig er der indkøbt et par clematis.



Der er mange blomster i haven her i begyndelsen af april.


Påskeliljerne holder stand lidt endnu.


Det samme gør påskeklokkerne. Synd at de ellers så smukke blomster skal hænge så bedrøvede med hovederne.


Der er mange spændende anemonesorter, men jeg synes, den hvide skovanemone er smukkest af dem alle.


Perlehyacinternes blomster har den skønneste blå farve.


I stuen står pelargonierne på række klar til at komme ud i haven. Men der meldes om nattefrost i næste uge, så de må styre deres utålmodighed.



15 kommentarer:

  1. Så spennende å se din Sorbus Dodong. Den kjøpte jeg i fjor, men det er stadig masse snø der den står så jeg får ikke sett på min enda. Ja, det er synd at påskeklokkene gjemmer blomstene, for de er jo så vakre. Flott bilde av skoganemonene. De er så fine, og når de blomstrer er det virkelig vår!
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sorbus Dodong springer altid tidligt ud, og træet er smukt i udspring. Men det er i det hele taget et dejligt træ, for det har jo kønne bær og smukke efterårsfarver. Og så er træet hårdfør.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Ja så er der gang i den igen, du har så mange bunddækkeplanter, det ser godt ud. Jeg kendte ikke skotsk lostilk, den ser fin ud. Ja nu må du have noget op af hegnet, fine clematis. Ingen roser? eller er de ikke gode hos dig.
    Øv frost i næste uge, jeg håber, den springer over Samsø.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt lide roser, men jeg tror, de får det for skyggefuldt op ad hegnet. Der vokser 4 store egetræer og et birketræ langs hegnet, men du kan ikke se dem på billedet, for de vokser til venstre for den nedklippede hæk.
      Jeg håber også, at nattefrosten vil springe Ringkøbing over.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hej Elna

    Det ser super forårs-frodigt og flot ud hos dig!
    'Dodong' er på min liste:)
    Ja nu må vi se -. hvad næste uge bringer - det er noget af et vejromslag de varsler...

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det kan næsten kun blive frodigt, når vi først fik regn og bagefter varme.
      ‘Dodong’ kan jeg kun anbefale.
      Det vil jo være usandsynligt, hvis ikke vi får mere nattefrost, men vi vil da helst være det foruden. Jeg har nogle indtørrede dahliaknolde, som jeg har lyst til at sætte i jorden nu, men jeg tør ikke rigtig.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Dejlige forårsbilleder! Ja, det var dejligt med en masse vand i marts, men nu vil vi gerne have lidt tørvejr:) Jeg har tit tænkt på at plante vinterglans om bunddække, men har ikke fået det gjort endnu. Skotsk lostilk er et nyt bekendtskab for mig - breder den sig meget?

    SvarSlet
    Svar
    1. Skotsk lostilk er en dejlig staude. Her i haven breder planterne sig kun lidt. De sår sig selv i meget begrænset omfang. Skotsk lostilk kan ikke lide en tung jord, som kan være fugtig om vinteren.
      Skotsk lostilk vokser vildt enkelte steder langs den nordjyske vestkyst. Den er fredet.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!

    Så vackert när de första skotten på träden slår ut. Den gröna färgen är ljuvlig men varar bara en kort stund.
    Allt ser så prydligt och välordnat ut hos dig men det sker inte av sig själv - jag vet. Bra jobbat Elna och ha en trevlig helg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den vårgrønne farve er så smuk, og mon ikke vi netop værdsætter den så meget, fordi den varer så kort.
      Tak Gunilla!
      Du må også have en dejlig weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Åh godt du slår et slag for Skotsk Lostilk for det er en fantastisk staude som alt for få kender. Virkelig en af mine yndlinge i det hvide bed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt sjovt, du skriver det, for hvis jeg husker rigtig, har jeg købt min af dig på et plantemarked. Ja, det er en fantastisk staude.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. April er en helt fantastisk havemøbler, og hos dig vrimler det da med blomster og knopper. Sådan et område, hvor man har ryddet op og plantet nyt, kan nemt gå hen og blive en yndlingsplet bagefter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Havemåned ikke -møbler😞

      Slet
    2. Det er altid spændende med “ubrugt” jord. Så kan man begynde at fantasere, og lige pludselig ser man måske nogle muligheder, man ikke havde tænkt på før.
      April tegner bestemt til at blive en fantastisk havemåned. Vores jord kan godt være meget tør i april, men sådan er det jo ikke i år.

      Hilsen Elna

      Slet