fredag den 17. juni 2022

Junihaven

 

Er der noget skønnere end de lange junidage? Når man går ud i haven, bliver man betaget af farverne, duftene, lydene... Nogle stauder står i fuldt flor, og andre er på vej. Haven virker ung og let.

Iris, storkenæb og pæoner er i blomst - så er det snart midsommer.


I gårdhaven glædes vi over klatrehortensiaens hvide blomster. Pladsen er for trang til en klatrehortensia, så gang på gang må der klippes fri ved dør og vindue.


På havebordet står et par potter med brøndsel, Bidens. Det er ikke en slags sommerblomster, jeg tidligere har haft, men de har vist sig som nemme og blomsterrige, de tåler blæst, og så giver de solskin på en gråvejrsdag.


Når vi drikker kaffe på bænken, giver kornellerne ikke bare læ, vi kan også nyde synet af blomsterne med de store hvide højblade.


I den hvide have er der ikke så mange blomster lige nu. De høje hvide i forgrunden er jakobsstiger, Polemonium caeruleum. Både dagpragtstjerne og gederams har jeg klippet halvt ned for at forhale blomstringen, og for at planterne ikke skal blive så høje, at de vælter. Jeg har ikke prøvet det før med netop de to slags planter, så jeg ved ikke, om det vil lykkes at få dem i blomst, det må tiden vise. 


Sidste år lavede vi et nyt bed, som jeg kaldte det spraglede bed. Det var min intension, at bedet skulle rumme blomster i mange forskellige farver. Det lykkedes ikke helt. Bedet blev for uharmonisk. Nogle gule og lilla georginer blev for store og dominerede over stauderne. I år har jeg fjernet de lilla georginer, og de gule er sat bagerst op mod hækken. De gule er ikke i blomst endnu, så indtil videre ser bedet nogenlunde ud. Til venstre ses snefrytlens, Luzula nivea, hvide blomster og til højre en lyserød salvie, Salvia nemorosa Rose. Længst til højre ses en lav mørkerød georgine, som jeg ikke kender navnet på. På billedet ses venstre side af bedet.


Herunder ses den højre side af bedet med blå og hvide salvier samt fingerbøl.


Den lille sti fører hen til terrassen. I bedet vokser bl.a porcelænsblomst og farvebælg.




Det næste billede er fra den tørketålende have. Her ses storkenæb, hvide salvier og katteurt i blomst.


Krybeklokke er en rigtig sød og god staude til en tør have. Den finder op i alle revner og sprækker, og det er den velkommen til.




22 kommentarer:

  1. Jeg er så imponert over din klatrehortensia. Den er virkelig flott, og ser ut til å trives veldig godt hos deg. Morsomt at du må klippe hull til vinduene 😊
    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Klatrehortensiaen gror villigt, og den ville helt sikkert kunne dække en stor mur. I vores have må den dog nøjes med en mur, der er ca. 1 meter bred, så den skal klippes nogle gange i løbet af sommeren.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Junihaven ser rigtig godt ud. Jeg kendte ikke til dit solskin på en gråvejrsdag, men det lyser da vældigt op.
    Vi venter regn søndag, men lad os nu se.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Man hører altid, at man ikke må sjatvande, for så søger rødderne op i det øverste jordlag. Men gennem hele foråret og den første del af juni er det kun små sjatter regn, der er kommet, i dag har vi fx fået 1 mm. Ønsketænkningen vil være en grundvanding på søndag, men lad os nu se.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. flot klatrehortensia.
    Og den brønsel er da en rigtig solskin. Jeg kendte den ikke. Men den ser rigtig spændende ud, den må jeg vist kikke efter hos plantepusheren. Men måske har de den først til næste år.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  4. Brøndsel ses mest i en stærk gul farve, og den er lidt for gul efter min smag. Men i Kvickly fandt jeg orangefarvede brøndsel, og dem måtte jeg lige prøve et par stykker af. Mig bekendt kan brøndsel også fås i lyserød.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  5. Hej Elna!
    Så fint det är med pionerna i blom. Har några som slagit ut hos mig också. Är glad att inte alla blommar samtidigt, trots att de kommer ganska nära inpå varann. Klätterhortensian är mycket dekorativ.
    Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Pæonernes blomstring måtte gerne have varet lidt længere. Jeg tror til gengæld, det er godt, at blomstringen ikke varer hele sommeren, så var det vist blevet for meget med de store blomster.
      Jeg ville gerne have haft en længere mur til klatrehortensiaen, så den rigtig kunne have fået lov til at vokse sig stor, men det har jeg desværre ikke.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Spændende at komme rundt om så mange forskellige bede i din have. Jeg kan godt se du har mange tørketålende stauder, og det er sikkert det eneste rigtige i din jord, men også et godt træk med de tørre somre vi får flere og flere af. Her er det også salvie, pæoner, geranier, krybeklokke og porcelænsblomst plus krydderurter, der trives bedst - af de blomstrende. På dit andet foto kan jeg genkende den samme dejlige blå geranium som vokser i min kolonihave. Den blomstrer kun kort, netop nu, og hvis du har et navn til den bliver jeg glad!
    Jeg kom til at tænke på, at i sådan et kulørt bed som du prøvede sidste år, skulle man måske helt undgå hvide blomster, for at få denne mættede stemning af farver hvor det hele kan blandes, men da ikke alting blomstrer samtidig er det alligevel svært at opnå den vilde virkning. Jeg tror faktisk slet ikke det er så nemt - som du allerede har konstateret:)
    Her i højsommeren gælder det bare om at nyde det hele mens det er frisk! Spændende om dit chelsea-chop virker på dagpragtstjerne og gederams, men mon ikke det går ganske udmærket. Du har vist en fin fornemmelse for dine stauder og sommerblomster!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har desværre ikke navnet på den blå Geranium. Den stammer fra mine forældres have, hvor den voksede da jeg var barn, så det må være en meget gammel sort ;-)
      Det er sjovt, jeg har tænkt det samme om de hvide blomster. Når de hvide salvier har afblomstret, vil jeg flytte dem til den hvide have, hvor der vokser nogle i forvejen. Lige nu mangler der noget gult i mit kulørte bed, men det kommer, når georginerne kommer i blomst.
      Jeg er også spændt på mit chelsea-chop. Gederams blomstrer jo over lang tid, så jeg vil næsten tro, de når det.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Klätterhortensian är så vacker tillsammans med tegelfasaden. Och det ser underbart ut att kunna sitta bland kornellernas blommor och dricka kaffe. Den mixade rabatten - ofta får jag en bild när jag kombinerar växter i planteringar men sen tar sig inte växterna som jag tänkt och då får jag göra om precis som du. Det går inte ens att rita i förväg och få det sant. Så jag planterar och utvärderar, sen får jag ändra så det blir bra :)

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. På bænken drikker vi en kop kaffe hver formiddag, og jeg nyder at kunne gemme mig inde mellem kornellerne.
      Jeg eksperimenterer med det kulørte bed, og egentlig er det ganske sjovt at gå og fundere over plantesammensætninger, og flytte lidt rundt på stauderne.
      Hav en dejlig weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Fin og let beskriver junihaven helt perfekt. Det ser ud, som om der er gang i blomstringen overalt, hvor du bevæger dig rundt. Det er altid spændende at se, hvordan et nyanlagt bed udvikler sig. Selvom man lægger omhyggelige planer, bliver man altid overrasket.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt, at stauder ikke er så svære at flytte rundt på, for det går tit galt, når jeg prøver at anlægge et nyt bed. Jeg synes, der er så mange ting, man skal tage højde for.

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Dejligt med en rundtur i junihaven - sikke smuk den er! Det må være en fornøjelse at nyde en kop kaffe ved bænken under kornellerne. God ide med et spraglede bed, men jeg kunne forestille mig at der skal nogle småjusteringer undervejs. Svært helt at forestille sig, hvordan farverne spiller sammen. Porcelænsblomsten er så fin - er den også tørketålende?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en rigtig god kaffebænk - og så kan vi sidde og følge trafikken på vejen og hilse på naboerne :)
      Beplantninger bliver ikke altid som jeg forestiller mig dem. Men så må man jo gribe spaden og flytte lidt rundt.
      Porcelænsblomsten er desværre ikke tørketålende, så den må have livgivende førstehjælp af vandkanden.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Kære Elna
    Det er en rigtig flot og både blomstrende og frodig junihave, du viser, trods tør jord og formentlig ringe nedbør? Jeg nyder dine tørketålende beplantninger.
    Det kulørte bed er spændende, men jeg kan godt følge Ullas og dine betragtninger om at undvære de hvide. Knaldorange til de lillablå salvier er måske mere spraglet.
    'Sladrebænken' er godt nok hyggelig - sådan en rigtig hilse-på-naboerne. Hvem går der og har de noget at fortælle....
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Nedbør får vi desværre alt for lidt af, og jeg kan se, at græsplænen er ved at blive brun. Jeg bærer nogle kander vand ud hver dag, og så vander vi lidt om aftnerne med vandslangen.
      Jeg tror, du har ret i, at orange kan være en fin farve til blå og lilla.
      Vi er så glade for den bænk, og vi sidder der og nyder formiddagssolen. Men der er gået råd i bænken, så vi skal vist snart have den repareret. Jeg tror sædet skal udskiftes.

      Hilsen Elna

      Slet
  11. Ser fantastisk ut i hagen din, hvite blomster så fint. Her er det bare trepeonen som har blomstret, og avblomstret, til nå, men resten av peonene kommer nok snart. Ha en fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
  12. Tak Ingeborg! Du kan glæde dig til dine pæoner kommer i blomst, mine er desværre ved at afblomstre.
    God søndag!

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  13. Hei Elna! Det er en fryd å bli med i hagen din. Nydelige junistemninger. Junifarger har en letthet som gleder. Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne! Junifarverne er lyse og lette, og de lyse juniaftner har et fortryllende skær over sig.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet