fredag den 28. april 2023

Aprilhaven

Så fik vi lige en prøve på, hvor lunefuldt aprilvejret kan være. Vi har vist det, der i vejrudsigten kaldes ustadigt vejr. Bedst som man tror, at man står op til en dag med blå himmel og solskin, kan man høre blæsten suse, og haglbygerne slå mod ruderne.

Men planterne er heldigvis ret upåvirkede af vejret. Nattemperaturerne har ikke været under frysepunktet de sidste uger, så nu kan man for alvor se, det grønnes og blomstrer. 

Bærmisplens blomster, Amelanchier laevis, ses som en hvid sky på himlen. Det lille træ med de hvide blomster, der ses til venstre bag bærmisplen, er en pilebladet pære, Pyrus salicifolia 'Pendula'.

Her ses bærmisplens blomster tættere på.

Vi har bærmispler flere steder i haven. Her skinner aftensolen på en række bærmispler, der har været skåret helt ned, så de nærmest har en vækstform som buske.

En anden busk, der blomstrer lige nu, er troldellen, Fothergilla major.


Der er fortsat narcisser i blomst. Her er det 'Sailboat'. Det er en lille narcis, der kun bliver omkring 25 cm høj. Den er meget blomsterrig.


Pinselilje, Narcissus 'Actaea'


Hostaerne er så småt begyndt at rulle bladene ud. De må gerne hurtigt vokse sig store, så de kan dække over de visnende blade fra løgplanterne.


En af mine favoritter blandt de forårsblomstrende stauder er kærmindesøster, Brunnera macrophylla. De små blomster har den yndigste himmelblå farve.


Vårfladbælg, Lathyrus vernus, er en anden af forårsfavoritterne.


Nogle af forårsstauderne har det med at forsvinde fra jordens overflade efter blomstring. Det gælder bl.a. den dobbelte blodurt, Sanguinaria canadensis 'Flora Plena'. Jeg bliver hvert år forbavset, når jeg ser dem i blomst, for når de visner ned, glemmer jeg helt, de er der.


I en af krukkerne står en flok stedmødre og kæmper om at komme med på det sidste billede.


14 kommentarer:

  1. Aprilværet er ustaig og lunefult ja. Her hadde vi frost i natt, og det er utrolig hvor lenge kulden her holder stand i år. Hos deg er det full vår og det ser så flott ut med alt som blomstrer hos deg nå. Blodurten er lett å glemme bort ja.

    Hilen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Her har vi ikke haft frost i et stykke tid. Men man ved jo aldrig, om der kan komme et par frostnætter, så selvom der er trængsel i vinduerne, tør jeg ikke plante pelargonier og andre sarte planter ud. Jeg har også 4 potter med den hvide passionsblomst stående, men det er vel også for tidligt at plante dem ud?

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Sikke mange fine sager du har i haven lige nu. Jeg er meget betaget af din Troldel. Den kender jeg ikke. Bliver den meget stor? Blodurten er meget smuk, men er det ikke lidt farligt når den forsvinder helt? Jeg vil ende op med at plante et eller andet på den "bare" plet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Troldel er en dejlig busk. Jeg synes, blomsterne er så smukke. Men allersmukkest er busken om efteråret, når bladene skifter til orange og røde farver. Busken bliver ikke stor. Den kan godt lide en lidt sur jord, men her i haven vokser den i en almindelig sandjord. Jeg ved ikke om det er medvirkende til, at den vokser meget langsom.
      Når blodurten forsvinder tager naboplanterne over. Det er vist især sommeranemonerne, der dækker jorden.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Vi havde frost i nat. Minus 2 kl 5 i morges uha uha. Men frølingerne i drivhuset klarede det fint og resten af haven osse, håber jeg. Måske er nogle af narcisserne blevet dasket ned så sneglene kan komme til blomsten, den elsker de jo. Mine pinseliljer viser knapt nok knopper endnu, men det er osse en meget gammel sen sort. St. Bededagsliljerne og majliljerne er lige begyndt, perfekt, for de første påskeliljer er færdige. Det ene flor afløser det andet. herligt.
    Hvert år når jeg ser andres bærmispel, at jeg osse vil ha,,, men pladsen... Nogle af dine ser ikke så store ud? Beskærer du dem eller er det en lav type?
    hilsner gunvor

    SvarSlet
  4. Det er lumsk, når der pludselig kommer en frostnat.
    Så er det måske snegle, der spiser af mine narcisser, når blæsten lægger dem ned. Jeg har aldrig hørt om store bededagsliljer. De stakkels liljer må få det svært, når vi ikke længere har en store bededag.
    Bærmisplerne er alle af en høj type. Jeg beskærer dem normalt ikke, men den række jeg viser, blev savet ned til en højde på 50-60 cm for 3 år siden. Vi gjorde det, fordi der vokser nogle store egetræer bagved, og vi vil ikke have haven lukket helt inde i træer.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  5. Ja vejret er lumsk, vi har nattefrost her, på Vestfyn havde de haglbyger i onsdags, det har vi ikke haft her. Alle de dejlige billeder du viser, jeg savner mine bærmispler, de er så flotte nu. Min nabo har de fineste Kærmindesøster, mon ikke jeg kan tigge lidt af dem.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  6. Det er sjældent, vi har nattefrost på denne årstid, men det er jo ingen garanti for, at der ikke kommer flere frostnætter, så man må træffe sine forholdsregler.
    Det er godt at have gode naboer. Har man først kærmindesøster inden for i haven, breder den sig hurtigt, så mon ikke, der kan blive en plante til dig.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  7. Her har vi også været forskånet for nattefrost, og jeg krydser fingre for, at vi slipper helt . Troldel er virkelig en fin lille busk, men vores er ikke sprunget ud endnu. Hosta er virkelig sene til at vise sig, og i år er jeg ved at være bange for, at vi har mistet to af mine favoritter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det vil være slemt at få nattefrost nu, men man kan jo aldrig vide sig sikker.
      Mon ikke der fortsat er håb for dine hostaer. Det er heller ikke alle mine, der er kommet op. Der er meget forskel på, hvor tidligt de forskellige sorter kommer frem - og hvornår de visner ned om efteråret.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Hej Elna!
    Det ser så fint ut med de vita fina blommorna på mispelträdet. Vackra vårblommor i dina rabatter. Fina violer. Vi har också haft ett omväxlande väder, med riktigt kalla dagar och några varma fina.
    Igår var en fin dag. Hoppas maj månad kommer med mera värme.
    Önskar dig en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Bærmispel er et meget almindeligt træ, men jeg synes, træet har så mange kvaliteter, at jeg aldrig bliver træt af at beundre det.
      Her har det blæst meget de seneste dage, og hvor kan man dog blive træt af blæsevejr. Vi håber på, at maj viser sig fra sin bedste side.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Træernes blomstring er kommet godt fra start hos dig, og bærmisplerne er skønne lige nu. Jeg er så spændt på om mine små usle eksemplarer vil tage fat i år, ellers må de ud og erstattes af noget der vil. Troldel var jo ikke et dårligt bud, og jeg har også tænkt på tørst.
    Nå, men din pilebladede pære er sandelig også godt i vej. Synes ikke den er så gammel i gårde... Her er vores kun lige på vej med knopper.
    Pinseliljerne er fine nu, hostaerne springer op af jorden og kærmindesøster kan man jo slet ikke leve uden:-) Ja, selv hornviolerne er begyndt at vise lidt livskraft her, og dine søde små skulle da i den grad med på billedet! Nu begynder en ny fase i haven hvor stauderne begynder at blande sig i koret, og det er dejligt.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt underligt, hvis dine bærmispler ikke vil begynde at vokse. Jeg synes ikke, de på nogen måde er krævende. Troldel er en smuk busk, men den vil helst ikke have alt for kalkholdig en jord. Tørst er et godt lille træ, og insekterne er glade for det.
      Vi har to pilebladet pære. Den på billedet er ret gammel i gårde, mens den anden kun er ca. 3 år.
      Da jeg så stedmødrene, kom jeg til at tænke på skolefotos af en klasse, hvor alle børnene strækker sig for at komme med på billedet ;-)
      Jeg glæder mig også til stauderne.

      Hilsen Elna

      Slet