fredag den 14. april 2023

Forårshaven - samt en hyldest til Sorbus 'Dodong'

Nu kan man for alvor se, hvordan det grønnes derude. De varme påskedage efterfulgt af et par regnvejrsdage var lige, hvad planterne kunne lide.

Træerne forrest i billedet er koreansk røn, Sorbus 'Dodong'. De er allerede næsten sprunget ud, hvorimod de almindelige rønnetræer ikke viser tegn på grønt endnu.


Koreansk røn er en af mine favorittræer. En af dens fordele er, at den ikke bliver så stor, så det er nemt at finde en plads til den i haven. Det er et sundt træ, som trives i vores tørre, sandede jord. Den lader sig ikke gå på af vestenvinden, som ellers kan være ret voldsom herude tæt på Vesterhavet. Den har en lang sæson med tidligt udspring og smukke hvide blomster om foråret. Om sommeren kan man nyde de orange bær, indtil de forsvinder i fuglenes maver. Og om efteråret slutter den af med et sandt festfyrværkeri i gule, orange og røde farver. 


Er den ikke fin op mod en blå aprilhimmel?

Påskeliljerne har haft en utrolig lang blomstringstid i år. Den 17. februar lagde jeg et billede af udsprungne påskeliljer på Havesysler. Blomsterne holdt i 1½ måned. Det var imponerende, men det skyldes vel især det kølige vejr. Der er fortsat påskeliljer af forskellige sorter i blomst i haven.


Den mørkegrønne takshæk og de lysende gule påskeliljer klæder hinanden. Påskeklokkerne ser altid så triste ud med deres bøjede hoveder.


I forhaven er det løgplanterne, der dominerer, men stauderne er på vej,


og blomsterne på et par af de stedsegrønne buske er parat til at springe ud.


Duftsnebolle


Buksbom


Til slut en serie billeder af blomster i aprilhaven:

Vinca


Hyacinter


Vibeæg


Perlehyacinter


Tulipaner




17 kommentarer:

  1. Så flott din vårhage er akkurat nå! Det ser ut som du har en jungel av påskeklokker 😊 Sorbus 'Dodong' er et fantastisk tre, ja.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Vi har en del påskeklokker. I nogle år lod jeg dem så sig selv, men nu har vi så mange, at jeg er omhyggelig med at fjerne frøstandene. ‘Dodong’ kan vi ikke undvære.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Tak for billeder af Sorbus dodong, som jo også er min favorit, jeg havde 3 og savner dem meget. Heldigvis har jeg bestilt en ny hos Anne Marie, Lønbæk. Den kan jeg ikke undvære, efterårsfarverne er nemlig fantastiske.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. ‘Dodong’ er forholdsvis hurtigtvoksende, så det varer ikke så længe, før du har et rønnetræ i din nye have. Det bliver spændende for dig at komme til Lønbæk, der er mange fristelser.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Jeg er helt med på at hylde Dodong som også trives vældig godt her på vores østlige breddegrader i lerjorden. Den er virkelig en gevinst for enhver have. Læste lidt undrende om varme påskedage - det er ikke noget vi er bekendte med:-) Her er foråret næsten altid præget af den kolde Østersø hvad enten det blæser eller ej, men rønnen er nu ret langt i udspring her også.
    Din løgsæson er jo næsten urimeligt lang, når du allerede starter med påskeliljer i februar, men skønt ser det ud overalt, og du deler jo gerne dine herligheder med os andre. Det nyder jeg! Vibeæg er også på vej her sammen med hyazinterne, så jeg klager ikke.
    De blomstrende buske bliver et flot syn inden længe, og så går det bare slag i slag.

    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er måske også for meget sagt at skrive varme påskedage, men vi havde temperaturer omkring 17 g. og dertil solskin. Når de kolde vinde fra Østersøen når over til os, har de varme med sig. Derimod kan vestenvinden være bidende kold.
      Tak Ulla! Du ville også være utaknemmelig, hvis du klagede over din have. Du har så mange flotte bede.
      Ja inden længe går det slag i slag, og vi kan ikke skrue ned for hastigheden.

      Hilsen Elna

      Slet
    2. Tænk, 17 grader... Ja, det ca. 10 grader mere end påsken her, så det kan vel mærkes:-)

      Slet
  4. Dodong er bestemt en hyldest værd, selvom den desværre ikke trives hos os. Det er generelt et problem, vi har med røn. Der er rigtig gang i aprilblomstringen i din have.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er helt sikkert forskel på jordbunds- og klimaforholdene i din og min have. Men jeg troede, at røn var noget af det nemmeste at få til at gro. Din jord må vel være for fed.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Jeg har ofte skelet efter Dogong,, men hvis jeg skal have et, må der fældes noget andet, såååe ikke lige nu.
    Flot forårsblomstring du har. Du er noget længere fremme end os, men de tidlige påskeliljer er begyndt her osse. Heldigvis her jeg flere forskellige så blomstringen strækker sig længere.
    Åh, påskeklokker er da ikke triste, de er generte. hi hi. Jeg syntes det er hyggeligt at trisse rundt en tur og hilse på dem, vende hovedet om.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder til, at du har træer nok. Man skal jo heller ikke lukke sig selv helt inde.
      Det er dejligt at kunne strække løgblomstringen over lang tid. Der bliver altid så tomt i haven, når de sidste løgblomster er afblomstret.
      Fra nu af vil jeg altid tænke på påskeklokker som værende generte ;-)

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Så fint ni har det i trädgården! Älskar hur påskliljorna återkommer i grupper genom trädgården. Dodong är så vacker och det står på listan att skaffa en ny. Under tiden spanar jag in en annan vacker som jag planterar. De nya skottknopparna är lila och de första rufsiga bladen orange mot det - Sorbus matsumurana.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt, når forårsblomsterne bliver ved med at blomstre over en lang periode. Hvis du står og mangler et træ i haven, kan jeg bestemt anbefale dig 'Dodong', den har mange kvaliteter.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hej Elna!
    Det ser helt fantastiskt ut i trädgården, så fint med alla påskliljor och pärlhyacinter och andra vårblommor. Visst är trädet fint.
    Ha en skön söndag / Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det er dejligt, så længe forårsløgene fortsat er i blomst. Der bliver så bart, når de er væk. Og man skal som regel vente lidt på stauderne.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Et flot billede af de fine skud mod den blå himmel. Ja påskeliljerne har blomstret længe i år - det har været en fornøjelse. Sikke mange smukke forårsblomster du har. Lækkert med så mange gode farver mens haven i baggrunden lige så stille bliver mere grøn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja en blå himmel er fin som baggrund for nyudsprungne blade. Det er så ærgerligt, hvis løgplanternes blomster visner alt for hurtigt. Jeg har ikke så mange tulipaner, men det skal jeg vist have noget gjort ved, for tulipaner er gode at have til at forlænge sæsonen med.

      Hilsen Elna

      Slet