fredag den 6. september 2019

Septemberhaven

Efter at haven havde været igennem en lang tørkeperiode, fik vi endelig regn i august. Hele 114 mm blev det til, og ved indgangen til september ser haven igen grøn og frisk ud. Det ses navnlig på græsplænen, som igen er blevet - ja græsgrøn hedder farven vist. På billedet er det løvefod, der takker for regnen.


I septemberhaven er det især forskellige sommerblomster, georginer og sankthansurt, der er i blomst.


Dahlia 'Creme de Cassis'. Blomsterne er tofarvede, idet kronbladene er rosa på oversiden og mørk vinrød på bagsiden. Den begyndte blomstringen meget tidligt, og den er meget blomsterrig, så den har allerede leveret blomster til mange buketter


Dahlia 'Karma Serena'. Det er en Dahlia, som vi har haft i haven i flere år. Den er stiv i væksten og behøver ingen opbinding. Blomsterne er holdbare i buketter.


Dahlia 'Apricot Desire'. Planten bliver høj og kraftig, og blomsterne er store. De abrikosfarvede blomster har strejf af både gult, lilla og mørkerødt, hvilket gør dem lette at sætte sammen med mange forskellige blomster.


Blandt sankthansurterne er denne min favorit. Jeg synes, den lyslilla farve får de ellers så tunge blomster til at virke lette. Jeg kender ikke navnet på den, da den stammer fra en buket, jeg engang fik foræret. Sankthansurt er jo lette at få til at slå rod, så jeg plantede buketten.


I den hvide have er staudesalvie, Salvia nemorosa 'Schneehügel' i gang med en ny blomstring. Her vokser den ved siden af en hvid sankthansurt også kaldet kinesisk stenurt, Sedum spectabile 'Star Dust'.


Salvier hører til mine favoritstauder, og heldigvis er de lette at stiklingeformere. Her er det stiklinger af  'Caradonna', som for nylig er plantet ud.


Poppelroserne, Lavatera olbia 'Barnsley' har blomstret i meget lang tid. De lyser så dejligt op med deres smukke hvide blomster med et strejf af lyserødt.


En anden plante med en meget lang blomstringstid er solbrud, Helenium 'Potter's Wheel'. Jeg troede ikke, den ville blive så stor, så da jeg købte den i foråret, plantede jeg den foran en vin. Nu ser det næsten ud, som om vinen har fået røde blomster.


Rødt og hvidt - det er jo helt dannebrogsfarvet. Foran den hvide hortensia vokser en benved, der lige nu står med røde frugter.


Der er meget at glæde sig over i septemberhaven. Lige nu er vejret lidt "mulet", men lad os håbe, at der også kommer dage med indian summer.

18 kommentarer:

  1. Så mange fine dahlia du har! Takk for tips om gode navnesorter av de. 'Creme de Cassis' må jeg bare prøve til neste år. Potters Wheel har jeg også, og jeg liker så godt den mørke fargen den har.
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er selv blevet meget begejstret for ‘Creme de Cassis’. Den er meget blomsterrig, og så kan jeg godt lide farverne. Jeg er normalt ikke så begejstret for tofarvede blomster, men lige netop her, synes jeg, det ser flot ud.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna

    Dejlige sensommer billeder.
    Helenium slægten er et klart hit! Og din står da ualmindelig flot der midt i vinen!

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er et godt makkerpar. Vinen har ikke så mange drueklaser, så det liver op med de røde blomster.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Den er så fin den lyse St Hansurt.. De er et af efterårets hit til insekterne.
    Og den Poppelrose er lækker. Men jeg troede faktisk den er frostfølsom??? Så den har jeg indtil nu prøvet at lukke øjnene for den. Hvor meget vinterdækker du den??
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har utrolig mange sommerfugle omkring sankthansurterne, og det giver bestemt en ekstra stjerne til de smukke planter.
      Jeg har også læst mig til, at poppelrose kan være frostfølsom. Jeg bor så tæt på fjord og hav, at vi kun har meget lidt frost, så jeg dækker ikke mine poppelroser, og de kommer igen år efter år. Jeg har nogle gange taget stiklinger om foråret og plantet dem ud om efteråret, og de nye stiklinger har jeg dækket den første vinter.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Hej Elna!

    Hela trädgården står i blomning ser det ut som, vackert är det trots att hösten knackar på dörren.
    Helenium är vackra färgklickar och med sin sena blomning är de värdefulla växter för insekterna. Jag förlorade den solbrud jag planterade för länge sedan men borde göra ett nytt försök.

    Hälsningar
    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er først for nylig, jeg har fået øjnene op for Helenium, men jeg giver dig ret i, at de er smukke. Der er også liv i og omkring dem, og det er jo dejligt at opleve.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Creme de chassis har jeg i en krukke, og det er den ikke ret vild med, men jeg glemmer nu også at gøde den. Det burde jeg nok gøre. Det er en imponerende gruppe salviestiklinger, du har kreeret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes generelt at georginer gror godt i vores sandjord, når ellers ørentviste og snegle kan lade dem være i fred. Problemet for mig er, at jeg ikke har et godt sted til overvintring af knoldene.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. September er en af mine yndlingsmåneder.
    Din Potters Wheel står flot. Den er så slank forneden. Står den i krukke?
    /Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, den er plantet direkte i jorden i et lille bitte bed, hvor der ellers kun vokser vinen. Når den er slank forneden, er det fordi, jeg kun har en plante. Jeg købte den i foråret på et plantemarked, og jeg kunne ikke få flere.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Bare så fint alt sammen! Du laver nogle flotte sammensætninger og alt ser så frodigt ud. Håber virkelig vi får en del af disse klare septemberdage til at nyde haven i. Når september virkelig folder sin blå himmel ud er den en yndlingsmåned her.
    Skt. Hansurter skal jeg virkelig have indført ved først givne lejlighed!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ulla!
      Hvis jeg kun skulle have en staude i haven, måtte det være en sankthansurt. De er supernemme, og de er kønne på alle årstider. Når de blomstrer, er der altid liv omkring dem af sommerfugle og bier.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Tack för tipset! Nu ska jag sticklingsföröka min stackars ensamma Salvia :) Tyckte mycket om din vita kombination men den fick mig att fundera... Var är min vita Hylotelephium? Kanske har sorkarna tagit den :( Får kontrollera. Men kombinationen med den och Salvia och den kraftfulla dahlian i bakgrunden var mycket vacker :)

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Salvier er nemme at stiklingeformere, og de slår hurtigt rod. Jeg har lavet en del stiklinger, og jeg kan især godt lide den hvide ‘Schneehügel’. Jeg synes, den har en fin vækstform, og så kan man nå at få 2 blomstringer på en sommer. Ærgerligt hvis markmusene har været på spil.
      Jeg er glad for, du kan lide sammensætningen af de hvide blomster.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Ja det har kommit mycket regn i höst. Här också. Dahliorna är en fröjd så här på sensommaren och hösten. jag letar alltid efter sorter med stadiga stjälkar för det kommer garanterat flera störtregn. En bra egenskap hos en dahlia.
    Ha det fint
    Helene

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores have ligger på et meget forblæst sted, så de fleste høje blomster skal bindes op. Det er ikke lige det arbejde, jeg holder mest af, for det tager tid og det er ikke let at gøre pænt. Så jeg leder også altid efter blomster med stive stilke.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet