fredag den 26. april 2019

Varme dage

Efter en lang og god påskeferie er jeg tilbage på bloggen. Meget er sket i haven i den forløbne tid. Vi har haft en lang række af varme dage med temperaturer over 20 grader. Varmen satte for alvor gang i planterne. Bøgen sprang ud, og den står nu med den smukkeste vårgrønne farve. Det er med at nyde den, for allerede efter få dage, skifter løvet farve til "sommergrøn". For mig er det forårets højdepunkt, når bøgen springer ud. Så er det for alvor forår i Danmark.


Vejrmæssigt er der desværre også andet end varme at skrive om. I april har vi indtil nu kun fået 2 mm regn, og det er alt for lidt. Vores sandjord er knastør, og nogle af planterne ser ret medtagne ud. Porcelænsblomsterne, Saxifraga urbium, der stod så fine i marts, er nu næsten helt visne.


En dag var luften helt brun af sand fra landmændenes nytilsåede marker, og når man kørte uden for byen, var sigtbarheden meget nedsat.

Nu har vi heldigvis mange tørketålende planter, så haven har det overvejende godt. Flere buske og træer er i blomst. Her er det bærmisplens, Amelanchier laevis, blomster, der danner en hvid sky på den blå himmel.


Espalieræbletræet, har det varmt ved sydmuren, og det er for længst i blomst. Jeg håber, det bliver bestøvet, da vores andet æbletræ ikke er i blomst endnu.


Duftsnebollen, Viburnum burkwoodii 'Conoy', står lige på spring til at åbne de svagt rosa blomster og sende en bedøvende duft ud over haven.


Det lune vejr har også sat gang i de stedsegrønne, som står med lysegrønne skud. Her er det en buksbom.


Forårets løgvækster er ved at være afblomstrede. Det gik lidt for hurtigt med tulipanerne i det varme vejr. Men i påsken kunne vi glæde os over tulipaner og tazetter.


Nogle af forårets stauder er i blomst. Favoritten er kærmindesøster, Brunnera macrophylla, først og fremmest fordi jeg ikke kan stå for de yndige blå blomster,


men også de dunede kobjælder hører til favoritterne.


Prydjordbærrene, Fragaria, var nogle af de sidste, der blomstrede i efteråret. Nu blomstrer de allerede igen. Det kan man da kalde flid.


Pæonerne klarer tørken i fin stil, de vokser sig store.


Der er fortsat blomstrende anemoner, men de siger snart farvel og går i hi til næste år.

 
En af mine naboer fortalte i dag, at svalerne var kommet. Hvert år kommer et svalepar og bygger rede i en fin lille kurv, som naboen hænger op under loftet i garagen. Det er et sikkert forårstegn, når svalerne flyver den lange vej fra Afrika til en garage i Ringkøbing. Man kan kun beundre de små fugle.

8 kommentarer:

  1. Ja det ser skønt ud, godt vi fik noget regn. Vi har ikke haft det så varmt som I har, men det har været en fin påske. Hvis dine tulipaner allered er ved at falde, må de da være tidlige. Nogle af mine er først ved at springe ud. Sneboldbusken er på samme stade som din.
    Hilsen og god weekend.
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har haft en lang periode med østenvind, og herude er det jo lune vinde, der komme fra øst, så det har været varmt, 24 grader målte vi en dag. Blæsten forleden rev også godt i tulipanhovederne.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna

    Kan godt forstå du har valg planter der tåler tørke godt!
    Sidste år så min svenske Porcelænsblomst ud som din, men det var i august - den kom sig fint i månederne efter.
    Tørken begynder bare for tidligt i år - lad os håbe på en ordentlig skylle disse dage!

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores porcelænsblomster så også sådan ud i august, men de kom sig også godt igen. Så er det jo lige et spørgsmål, hvor mange gange, de kan tåle at visne ned. Nu fik vi lidt regn i eftermiddag, og der meldes om meget lavere temperaturer, så lad os bevare optimismen.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Ja, så tørt det er - vi kunne se, at luften var helt diset i dag af støv. Og havemøbler m.m. havde et tyndt lag overalt. Vi har ikke fået regn i seks uger og kun 10 mm i dag.
    Det er godt, hvis dine planter kan klare det. Det er rart, hvis man ikke skal være nervøs. Jeg har en hæk af buskpotentiler, der desværre ser ud til at være død. De er ellers meget tørketålende. Men åbenbart ikke så meget, som jeg troede.
    Men ellers er det dejlige forårsbilleder, du viser.
    God weekend. Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. 10 mm er ikke så meget, men det kan da heldigvis vaske støvet af, så forårsfarverne træder tydeligere frem. Jeg håber din hæk klarer det. Jeg troede også, at potentilerne var tørketålende.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Ja, det har skjedd mye i din hage i det siste. Varmen setter jo alt i gang, og da skjer det mye på en gang. De blå blomstene er utrolig vakre.
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er lige nu, det sker. Vi har fået lidt regn, og i kombination med varmen er det jo rigtig grødevejr.
      Jeg holder også så meget af de blå blomster.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet