Fuglefløjt og blomsterflor

Jeg vidste ikke ret meget om Hallig Hooge, før vi en dag stod af en færge på den lille hallig i den tyske del af Vadehavet. Her ville vi tilbringe en dag af vores sommerferie. 

Man kan ikke kalde det langtidsplanlægning. Vores planlagte ferie til Azorerne havde vi måttet aflyse på grund af corona, og da vi var kommet ovenpå igen efter forholdsvis milde forløb, skulle der ske noget. Vi fandt Tysklandskortet frem, og vi måtte erkende, at det ikke var ret meget, vi kendte til vores store naboland mod syd. Vi traf en rask beslutning og bestilte hotelferie på to hoteller i det nordlige Tyskland.

Og nu var vi så blevet sat i land på Hallig Hooge. En hallig er en vadehavsø, som ikke er beskyttet af diger. Huse og gårde er bygget på jordforhøjninger, som er menneskeskabte. Hvis der kommer stormflod og halligerne bliver oversvømmet, vil værfterne rage op over vandmasserne, og mennesker og husdyr kan være i sikkerhed på værfterne..

Det var en ubeskrivelig smuk og speciel oplevelse at gå i land på den lille hallig. Horisonten er helt lige, som var den trukket efter en lineal. Kun værfterne rager op som små prikker i horisonten.

Blæsten går frisk herude i det flade land. Kun på værfterne er der lidt bevoksning, der kan give læ.

Strandskadernes fløjten og mågernes skrig blandede sig med fårenes brægen. Ellers var der stille. Hallig Hooge er næsten bilfri.

Blomsterfloret var betagende. 

Hindebæger, Limonium, vokser overalt på halligen, og de store grupper af lilla blomster var et smukt syn.

Den grå malurt, Artemesia, vokser på de lave strandenge.

Hvorfor er det, vi mennesker anlægger haver, når naturen er så gavmild?

Det spørgsmål kan man ikke svare entydigt på, men jeg tror, at menneskers skabertrang er så stor, at vi anlægger haver, fordi vi ikke kan lade være. Også på Hallig Hooge satte man skærmende stakit op og skabte de yndigste små haver. Heldigvis er der plads til både naturens blomsterpragt og menneskers skabertrang.

En julidag, hvor fårene græsser fredeligt på de grønne marker og turister i små flokke går rundt på de smalle veje, føler man sig tryg herude i Vadehavet. Men jeg kan godt mærke et sug i maven, når jeg prøver at forestille mig, hvordan det må være at bo her på en mørk vinterdag, hvor vejrmeldingen siger stormflod, og vandet slår op over værfterne. Stormflodssøjlen er beviset på, at man herude må leve med frygten for oversvømmelser. Og nogle gange går galt.

Flere stauder fra den tørketålende have

Jeg er ikke helt færdig med at fortælle om stauderne i den tørketålende have. Siden jeg lavede det sidste indlæg derfra, er nye stauder kommet i blomst, og jeg har været ude med kameraet.

Den lyserøde katost kommer hist og pist, hvor der er et hul, hvor dens frø kan få fat. Den har sin pælerod langt nede i jorden, så den kan altid finde en tår vand. Jeg synes ikke, selvsåning er et problem, men planter med pælerod skal man selvfølgelig altid være lidt på vagt overfor, da de ikke er så lette at rykke op, når først de har vokset sig store.

Kamferbalsam, Tanecetum balsamita, har små margeritlignende blomster. Det er en af de mest tørketålende planter i bedet.

Geranium Rozanne hører ikke rigtig hjemme i den tørketålende have. Jeg havde ikke sat mig nok ind i dens krav, da jeg plantede den. Jeg tror ikke, den går ud, hvis den får det for tørt, men dens blade bliver helt brune og visne. Men nu står den der og er så smuk med de lyseblå blomster, og så må jeg huske af og til at give den en kande vand.

Den hvide moskuskatost, Malva moschata alba, har en meget ren hvid farve. Her ses den sammen med blå dusksalvie, Salvia horminum. Salvien er etårig, men har man den først i haven, dukker den op fra år til år. Begge planter er altid omgivet af summende insekter. Som det ses på billedet. bliver den hvide moskuskatost ikke så stor som den lyserøde.

Den lyserøde brudeslør, Gypsophila 'Rosenschleier', har en dejlig lethed over sig. Den væver sig ud og ind mellem nabostauderne, og den dækker næsten stien. Den lyserøde storkenæb, Geranium 'Rose Clair', i forgrunden, var blevet lidt trist at se på, så jeg klippede den ned, efter at billedet var taget. Så vil den skyde friske grønne blade

Denne merian har jeg ikke navnet på. Den stammer fra en pose frø, der blev sået for mange år siden. Dens blomster kan man have glæde af over lang tid.

Her ses merian sammen med en sankthansurt med lysegrønne blade. Når man har de to stauder sammen, er man sikker på blomstring igennem flere måneder.

Den hvide staudelathyrus, Lathyrus latifolius, står vist lidt i skyggen af de etårige ærteblomster, måske fordi den ikke dufter. Men jeg vil godt reklamere lidt for staudelathyrussen, fordi det er så nemt, at den kommer igen år efter år. Man slipper for frøkøb og såning. Her er den i let og yndefuld selskab med en hvid brudeslør af ukendt navn.

Russisk mandstro, Eryngium planum 'Blaukappe', er en stikkende oplevelse. I vores have, hvor det blæser en del, lægger blomsterstænglerne sig altid ned, og man er simpelt hen nødt til at binde dem op, for hvis de stikkende blomster lægger sig ud over havens stier, river man sig på dem. Russisk mandstro bliver altid beskrevet som tørketålende, og det er for så vidt også korrekt, da den blomstrer fint trods tørke, men bladene blive gule. Det er så et spørgsmål, om det gør noget. Russisk mandstro er en (lidt for) ivrig selvsåer.

De senest udsprungne stauder (eller halvbuske er det vist) er lavendlerne. De tilfører haven den dejligste duft. Det er 'Munstead', der ses på billedet.

De fleste tørketålende stauder er insektmagneter, og der er en konstant summen mellem blomsterne.

Nogle vil måske spørge, om jeg aldrig vander i min tørketålende have. Det gør jeg, men ikke ret meget. Vi havde et meget tørt forår, i marts fik vi 8 mm og i april 25 mm regn, så haven fik en grundvanding i maj, så planterne kunne få en god start på vækstsæsonen. Og så har jeg vandet i denne uge, for det er fortsat tørt. Jeg har klippet nogle af de afblomstrede stauder ned, og for at få dem i gang igen, har jeg givet endnu en grundvanding. 

CPH Garden

Indledningsvis vil jeg skrive, at jeg desværre har fået notifikationer på kommentarer, som ikke bliver vist på min blog. Jeg kender ikke grunden, men jeg er selvfølgelig ked af det. Jeg værdsætter alle jeres kommentarer, og jeg kan garantere, at det ikke er mig, der har slettet dem.

I sidste uge mødtes havefolk fra hele Danmark samt temmelig mange fra Sverige på en mark i Ballerup. Her var der opbygget en stor teltby til Haveselskabets udstilling CPH Garden. Vi havde afsat en dag til udstillingen, men vi fandt ud af, at vi sagtens kunne have brugt 2 dage. I løbet af udstillingsperioden blev der holdt mange foredrag og workshops, som vi desværre ikke nåede at deltage i. Vi koncentrerede os om showhaverne og de forskellige stande, hvor der solgtes alt, hvad man kan ønske sig til haven.

Jeg blev selv meget inspireret af showhaverne. Der var lagt et kæmpe arbejde i dem, lige fra de første streger blev sat på papiret eller computeren til det praktiske arbejde var afsluttet. Jeg vil i det følgende vise nogle billeder fra showhaverne:

Vinduet er tænkt som et fint kikhul til det næste haverum.

Her er der opsat en hel væg af træstykker. I væggen er der lavet kikhul samt indsat kasser, der kan bruges til opbevaring eller udstilling.

Det lille staudebed er holdt i smukke vinrøde farver.

En fin lille detalje er de lave sedum anvendt som bunddække i en stor krukke.

Lette flerstammede træer brugt som overstandere i staudebede gik igen i mange af showhaverne.

En anden ting, der gik igen i showhaverne, var rektangulære bassiner. 

De følgende 3 billeder er fra Helle Troelsens showhave. Helle vandt i publikums afstemning om den bedste showhave. Jeg havde også stemt på hende. Helle havde lagt et stort arbejde i opbygningen af haven, haven virkede så hyggelig, og den var fyldt af gode ideer.

Jeg blev betaget af den smukke belægning af granitfliser og marksten.

Det runde kikhul er anbragt i børnehøjde. Det er meningen, man skal bøje sig ned og iagttage planterne og insektlivet, som mindreårige børn ser haveverdenen. Og jeg må sige, man får en helt anderledes oplevelse, når man kikker lige ind på planterne, end man gør, når man ser det hele sådan lidt fra over.

Det må virkelig have været et stort arbejde for Helle Troelsen og hendes hjælpere at opbygge haven. Man har fornemmelsen af, at man går i en ældre have, hvor planterne har vokset i mange år.

Den lille plads virkede så hyggelig med den fine belægning og de to smukke krukker. Det ville have været synd, hvis krukkerne havde været beplantet.

Fine farvesammensætninger.

Modsat showhaverne på CPH Garden for 3 år siden, havde man denne gang i stort set alle haverne lagt vægt på at skabe bede, der tiltrækker insekter. Det kan som bekendt gøres på mange måder, på billedet nedenunder ser det temmelig "vildt" ud.

Igen et eksempel på anvendelse af flerstammede træer. Her virker bundbeplantningen ikke så "vild", fordi baggrunden er rolig.

En plantevæg havde også sneget sig ind i en af showhaverne.

Mon ikke taburetterne er lavet af tagrør. En sjov detalje, men måske er de ikke så rare at sidde på. 

Den store sten er smuk, men den kan nok være lidt vanskelig at få anbragt i en moderne have. Jeg synes, man har klædt den godt på med beplantningen, der smyger sig op omkring den.

Foruden publikums favorit, var der også en fagjury, der skulle kåre en vinder. Juryens favorithave er designet af Karen Dahl og Tove Hede. De næste to billeder, er fra vinderhaven.

Denne smukke låge pirrer nysgerrigheden, og man får helt sikkert lyst til at gå ind.

Og når man kommer indenfor, bliver man nærmest suget videre. Det var meget smukt lavet.

En skulpturel fyr og en fin bundbeplantning.

Jeg tror, der var brugt græsser i alle showhaverne. Her kan man vel nærmest sige, at græsserne er brugt som bunddække.

Om de sidste 2 billeder vil jeg bare sige, at jeg synes, det er smukke beplantninger.