Om vinteren og i det tidlige forår, hvor buske og træer står uden blade, bliver haven så "gennemsigtig". Der er mest kun de stedsegrønne, samt mure og læhegn til at bremse blikket. Nu er træer og buske imidlertid ved at have så tæt løv, at haven igen får karakter af en have med både rum og lange kik.
Egetræerne er nogle af de sidste træer, der springer ud. Men snart vil den store rødeg midt på græsplænen folde bladene ud, og bladene vil danne tag over en del af græsplænen, så man kan sidde i skygge. Billedet er taget gennem et vindue på 1. sal.
Bare det, at træerne kaster skygger på plænen, er med til at give dybde til haven. Bøgehækken bagerst i billedet er endnu ikke sprunget ud, så den står med de brune blade. Den markerer skellet mellem vores og naboens have.
Træer og buske er med til at klæde huset på, og de to hække, avnbøgehækken forrest til venstre og takshækken nederst til højre deler haven op.
Vejtræerne er på en måde også med til at skabe rum, da de bryder den lange lige vej. Vejtræerne består af rødbladet ahorn, der på denne årstid nærmest lyser i forårssolen.
Det næste billede er taget fra indkørslen og viser forhaven, som den ser ud, når man går om bag hækken.

I sydhaven har rønnetræerne og buskene foldet deres blade ud, og det føles næsten, som om sydhaven er en lille have i den store have.
Forhaven og sydhaven forbindes af en lille græssti.
Så til noget helt andet. Bagerst i haven er en lille kompostplads. Den består af nogle sammenhængende kompostkasser af træ samt en tønde med kompostorm. Tønden og ormene fik vi for snart mange år siden af kommunen til kompostering af grønt husholdningsaffald samt haveaffald. Det er virkelig en effektiv måde at kompostere på. Ormene er utrolig sultne og fortærer alt vores grønne husholdningsaffald, og desuden bliver der også plads til en del haveaffald. Når vi tømmer tønden for komposteret affald er der fyldt af kompostorm.
Intet indlæg uden blomster. Først de søde små forglemmigej. De lever deres helt eget liv og sår sig forskellige steder. Det får de lov til, men hvis foråret er tørt får de altid meldug, og så bliver der gjort kort proces.
Pinseliljerne ville ikke vente til pinse.
Bronzeblad skal nydes, mens den endnu lever op til sit navn. Snart bliver bladene næsten helt grønne.
Skal - skal ikke. Det er altid svært at finde ud af, hvornår krukkerne kan tilplantes, for hvornår har vi den sidste frostnat? Med bellis, stedmorblomster og japansk skovgræs kan det aldrig gå helt galt, de kan sagtens tåle lidt nattefrost.
God arbejdslyst til alle jer, der skal i haven i weekenden!