Sommerens farvel

Efter nogle varme dage, hvor temperaturen lå på omkring 27 grader midt på dagen, skete der et vendepunkt i vejret i mandags. Søndag blev således sommerens farvel, og vi tog afsked med sommeren med en tur til stranden, nærmere bestemt ved Lyngvig Fyr.

De ellers så forhadte hybenroser, Rosa Rugosa, er der mange af i området omkring fyrtårnet, og man bliver helt bedøvet af blomsternes dejlige duft.

De orangerøde hyben er rige på C-vitaminer.

Man kan måske undres over, at der er sommerfugle helt herude på kanten af Vesterhavet. Men hvert år i september trækker admiralerne sydpå til Middelhavet, hvor de overvintrer, og de flyver oftest langs kysterne.

Her er ingen sommerhuse, området er fredet.

Vesterhavet kan godt vise tænder, men i søndags var der ikke mange bølger.

Lyngvig Fyr blev bygget i 1906, og den er fortsat i funktion, selvom skibenes moderne navigationsudstyr næsten har gjort fyrtårnene overflødige.

I haven begynder det at blive mere og mere synligt, at sommeren har sagt farvel og efteråret er ved at indfinde sig. Stormen, vi havde sidst i august, rev blade af træerne. Bladene er visnede og ligger nu i dynger, hvor blæsten har fejet dem sammen.

Solsikken lagde sig ned under stormen, men den holder fortsat hovedet højt.

Georginerne blomstrer og vil gøre det et stykke tid endnu, hvis frosten holder sig væk. 

Det er en staudehirse, Panicum virgatum, der let og elegant blander sig med georginerne.

Drejeblomst, Physostegia virginiana 'Vivid', er en af de rigtig gode efterårsstauder.

Høstasters kaldes også sommerens farvel. Navnet bruges om forskellige høstasters, men det er vist mest Aster lateriflorus, man kalder sommerens farvel. 

Selvom sommeren har sagt farvel, kan vi håbe på, at solen vil skinne imellem bygerne, og vi kan finde en plads i haven, hvor der er læ for vinden. Det kan sagtens blive et dejligt efterår. 

Haven i øjenhøjde

Alle billederne i dette indlæg er fra mit fotoarkiv.

I 2022 var jeg til haveselskabets store udstilling CPH Garden i København. Der var specielt en af showhaverne, der gjorde indtryk på mig, og jeg har tænkt på den mange gange siden. Det var Helle Troelsens have, "Haveglæder".

I haven var der lavet en brændevæg, og i denne væg var der anbragt stålringe i forskellige højder. De laveste af ringene var anbragt i børnehøjde, og på den anden side brændevæggen var der blomstrende stauder og svirrende insekter, som børnene kunne kikke lige ud på. Når voksne bøjede sig, kunne de selvfølgelig også kikke ud på blomsterne.

Det lyder måske ikke som en uforglemmelig oplevelse, at man kunne bøje sig ned og kikke igennem et rundt hul. Men det var altså en stor oplevelse at være i øjenhøjde med blomster, sommerfugle og bier i stedet for at kikke ned på blomsterne, som man ofte gør.

Nu er det jo temmelig besværligt at ligge på knæ og betragte blomsterne, men så må blomsterne i stedet komme op i øjenhøjde, og jeg har tænkt så meget på det runde kikhul, at jeg er begyndt at plante flere høje stauder i haven.

De følgende billeder af høje stauder, er fra vores egen have:

De næste billeder er fra en privat have i Ribe. Her er det duftende roser, der er kommet i højden til glæde for både syns- og lugtesans.

Det næste billede er også fra Ribe, fra Quedens gård. Her har man arrangeret en lille samling krukkeplanter på et bord. Det giver en helt anden oplevelse, når krukkeplanter hæves fra jorden.

Da Anne Just anlagde Haven i Hune, var hun meget opmærksom på at få planterne op i øjenhøjde. Hun gjorde det på den måde, at hun kørte jord på og lavede bakker og skråninger i haven.

I Enemærkets Hostahave har man lavet en lang vold med en varieret beplantning.

I Tivoli udnytter man også niveauforskellene.

Endelig kan man finde symaskinen frem og skabe en lodret have. Billedet er fra Bryggen i Bergen.

Og til slut et par billeder fra Floriaden i Holland i 2022. Her er der lodret have i stort format.