fredag den 28. november 2025

Novemberhaven

Novembervejret har været meget omskifteligt. Herfra meldes om rim, sne, regn, solskin og gråt i gråt.

Det bedste var den morgen, da et fint lag rim havde lagt sig over haven. Det knitrede under gummistøvlerne, når man betrådte græsset. Solen var ved at stå op, og en orange stribe kom til syne mellem træerne.

Buksbomplanterne så ud, som havde de fået bladkanterne trukket op med en hvid tus.


Løvefodens blade er klasket sammen. Om blot nogle få måneder vil bedet stå fyldt med krokus.


Sankthansurt og hortensia havde klædt sig ud til fest,



men jo længere solen kom op over horisonten, jo mere magt fik den, og snart var rimen helt væk.


En anden morgen stod vi op og konstaterede, at sneen i løbet af natten havde lagt sig som et blødt og lunt tæppe over haven.


Den russiske mandstro havde fået hue på.


Buksbomkuglerne lignede store snebolde, og bambusserne i baggrunden bukkede så dybt, at de var helt nede at røre jorden.


Papegøjetræet havde sne på bladene. Det er helt utroligt så lang tid, den beholder bladene i år.


Sneen var en kort fornøjelse. Hjulpet på vej af regnen, forsvandt den igen i løbet af formiddagen.


Men smukt var det, så længe det varede.


For et par dage siden skinnede solen lige fra solopgang til solnedgang. Det var en fest at kunne gå i haven og få de sidste vinterforberedelser fra hånden.

Bladkomposten hober sig op. 11 fyldte sække er det indtil videre blevet til.


Det er dejligt med vintergrønne bunddækkeplanter, så man ikke ser så meget bar jord. Herunder er det vinterglans, der dækker jorden.


Passionsblomsten dækker fortsat muren. Den ser så eksotisk ud, men bladene tåler en del frost.


Japansk skovgræs er smuk, selvom bladene er visne.


Palmeliljens blade står som en grøn skulptur.


Det er meget småt med blomster i haven, men et rødt granatæble giver lidt kulør på trappen. Granatæbler er meget holdbare i dekorationer, og fuglene bryder sig ikke om dem.


I går var vejret gråt i gråt, så da blev der ingen fototur i haven.



15 kommentarer:

  1. Så flotte bilder av rimfrosten! Det er så pent å se på når hagen er dekket av rim. Det er spennende at din pasjonsblomst tåler frost. Tenk at du har fått snø før meg! Det tror jeg ikke har skjedd før. Her er det regn og frost om hverandre, men snøen kommer nok snart tror jeg. Granateplet er veldig fint, og det har en fin rødfarge.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Solskin og rimfrost giver gode billeder. Den formiddag, vi havde sne, manglede solen, så billederne blev lidt mørke og kedelige. Er det ikke også specielt, at du ikke har haft sne endnu?
      Jeg køber gerne nogle granatæbler før jul til at pynte med ved vores røde dør.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna!
    Det ser fint ut i trädgården med både lite snö och rimfrost. Vi hade lite mer snö, men den är borta nu. Tycker det är tråkigt då det varierar mellan varmt och kallt, det skulle gärna få vara lite vinterväder nu. Just nu är det +7 grader. Dina krukor är fina med det gröna, och äpplet är en fin färgklick . Tur att det får vara ifred för fåglarna, Jag har en enriskrans hängande på dörren med enbär, den har hängt där ett tag och nu såg jag att någon varit och pickat på den. Hoppas att de inte tyckte om dem, så kransen får vara ifred.
    Ha en fin Adventshelg!
    Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har aldrig ret meget sne, men jeg synes, det er så hyggeligt med lidt sne i december.
      Tak, jeg har ikke så mange krukker fremme om vinteren, men jeg pynter altid ved dørene. Jeg synes, at fuglene godt kan lade dit og mit julepynt i fred, når vi har så mange frø og bær i haven, som de kan forsyne sig med ;-(

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Så vakkert med en rimhage! Ja, det veksler mellom helgrått og blå himmel med frost nå for tiden.
    God helg!
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Man bliver så glad, når haven får et hvidt drys, og solen titter frem.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Rim og sne kan bare forvandle en have til et eventyrlandskab. Her har vi osse haft sne, selvom det var tøsne, lå det faktisk ret længe.
    Den ide med granatæblet skal jeg da huske. Men de smager jo osse godt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er spændende, om vi får julesne. Et lille fint lag kunne være godt, bare ikke så meget, at det generer trafikken.
      Røde granatæbler kan lige sætte prikken over i'et i en salat.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Ja, der har været fine dage i november, og du har været på pletten når det var allerdejligt. Jeg nyder alle dine billeder med rim og lav sol, hvor konturerne trækkes op med hvidt og giver en lethed til havens vintertunge planter, men også det kortvarige snedække gav gode nye indtryk. Jeres have står jo flot året rundt takket være en god planlægning af beplantningen. Der er altid noget at glædes over, og de stedsegrønne bunddække 'holder på formerne' sammen med hække og buske.
    Her i haven er det den egebladede hortensia der stadig har alle blade i behold, men dit papegøjetræ kan sandelig også være med! - Og græsserne giver fylde og farve - i hvert fald i solen. Variation og harmoni er kendetegnende for jeres have, og begge dele skal man bare være glad for.
    Fin og enkel dekoration Elna!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er dejligt at se haven i forskelligt "tøj". Det er godt, når der er hold på formerne. Din egebladede hortensia er flot. Den er en overvejelse værd, men jeg kan ikke finde den rigtige placering.
      Tak for de pæne ord, Ulla. Jeg bliver helt genert.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Flotte billeder. Du viser virkelig hvor omskifteligt vejret kan være hos os i november. Haven er så fin med et lag sne men jeg glæder mig altid igen til tøvejr så de vintergrønne planer kan pynte.

    SvarSlet
  7. Jeg kan godt lide sneen, så længe den ligger hvid og fin, men når den blive til tøsjap, vil jeg også gerne af med den. Og så er det jo godt, at der er en vintergrøn have under sneen.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  8. Ja det pynter meget med noget sne, det vi fik forsvandt hurtigt igen. Bunddækkeplanter kan man altid få inspiration til hos dig. Der er ikke meget af det hos os, men jeg tænker stadig over, hvad det skal være.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  9. Vores sne forsvandt på en formiddag, og der er vist ikke udsigt til sne i den nærmeste fremtid. Det er jo også her om vinteren, der er tid til armchair gardening. Så du finder sikkert inspiration til nye bunddækkeplanter.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  10. Det er jo deilig både med rim og snø, og sol også. Fine bilder. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet