lørdag den 25. juli 2026

Sommerferie i Norge

En dejlig sommerferie i Norge er slut, og vi er hjemme i vante omgivelser. 

Den første del af ferien blev brugt i Oslo, og derfra tog vi videre til Trondheim, hvor vi tilbragte de sidste dage. Jeg vil vise en serie billeder og fortælle om nogle af vore oplevelser.

Hovedstrøget i Oslo hedder Karl Johans gate. Den går fra centralstationen til kongeslottet, og den passerer Stortinget og Oslo Domkirke. Gaden er en livlig forretningsgade. Men billedet er taget først på formiddagen, så det er let at komme til at fotografere. Hele vejen er der store plantekummer, som er smukt beplantede. Bagerst i billedet ses kongeslottet.


På billedet herunder er der mere liv i gaden. Ca. 90.000 mennesker havde taget opstilling for at se fodboldholdet, der vendte hjem fra VM. De blev modtaget på kongeslottet og skulle bagefter køre i åben bus ned ad Karl Johan. De blev meget forsinkede, så vi tabte tålmodigheden og gik hjem på hotellet og så modtagelsen på TV. Kikker man godt efter, kan man se menneskemængden, der strækker sig helt op til kongeslottet.


Vi besøgte vores "havevenner" Eirin og Lars. De har tidligere haft bloggen Hageliv i Sponvika. Nu er huset og haven i Sponvika skiftet ud med en dejlig lejlighed med 2 terrasser i Lillestrøm. Eirin passer sine mange pelargonier. Selvom hun ikke havde plads til den store pelargoniesamling på over 150 pelargonier, som hun havde i Sponvika, har hun fortsat mange pelargonier.




Lars maler og deltager på udstillinger. 


Eirin og Lars tog os med ud til et smukt naturområde ved Fetsund. Her har der tidligere været tømmerflådning, og der ligger et gammelt fredet flådningsanlæg, hvor tømmeret blev sorteret, bundtet og fragtet videre.



Nasjonalmuseet er helt sikkert et must, når man er i Oslo. Museet er meget stort og man kan umuligt se det hele på en gang. Vi koncentrerede os især om malerisamlingen på 2. sal. Her er en fin samling af nogle af Edvard Munchs mest kendte malerier.



Fra museets tagterrasse er der en smuk udsigt til bl.a. rådhuset.


Vi har været i Oslo en del gange, og hver gang er vi i Botanisk hage. Jeg skal se, om "mit" træ fortsat er i live. Det var det heldigvis, det gamle træ er sejlivet, selvom det er væltet og stammen er hul.



Et andet af de store gamle træer er denne smukke tyrkiske hassel, Corylus colurna. Rundt om træet står en bænk kaldet Siebkes skiferbænk. Den er sat til minde om Siebke, der var havens første gartner.


Der er mange smukke bede i Botanisk hage, og det hele er så velplejet.



Beplantningen med de store runde hostablade i kontrast til græssernes smalle blade, var så smuk.


Billedet af denne røde låge skal være det sidste billede fra Botanisk hage og fra Oslo. Efter nogle dage i Oslo tog vi videre til Trondheim. Mere herfra i mit næste indlæg.




12 kommentarer:

  1. Takk for alle de flotte bilder du har tatt fra Oslo! Så godt at treet "ditt" fortsatt lever i Botanisk hage. Det er hyggelig å se Eirin og Lars igjen :)
    Kombinasjonen av gress og hosta var veldig fin ja.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Siden jeg så træet første gang, har jeg følt noget for det. Det er så sejt, at det ikke giver op.
      Eirin og Lars har besøgt os flere gange, men det er første gang, vi besøger dem. Det er lettere at besøge dem nu, hvor de bor så tæt på Oslo.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna!
    Så trevligt att få se resebilder från Oslo och Eirin och Lars. Botaniska trädgården ser fin ut och "ditt" träd är väldigt fint. Jag gillar stora gamla träd, och dethär visar livskraft trots att det har fallit omkull och är ihåligt.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Oslo er en dejlig by, og den ligger så smukt. Vi fløj til Oslo, så det var jo nemt og hurtigt at komme dertil.
      Jeg holder også meget af store gamle træer, og dem er der jo en del af i Botanisk Hage.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Velkommen hjem. Det er godtnok nogle flotte plantekummer Oslo har i gadebilledet.
    Det må have været noget af en omvæltning at flytte i lejlighed uden have, når man er vant til stor have. Der skal mod til, tror jeg. Fine krukker de har.
    Jeg kan godt forstå du var spændt på "dit" træ. Det ligner et rigtig troldetræ. Så mon ikke det holder i nogle år endnu. Den Botaniske have ser spændende ud.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det er også dejligt at komme hjem, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere end de 3 mm regn, der var kommet, mens vi var væk.
      Plantekummerne er flotte, og så gør det sig godt, at der er så mange af dem.
      Jeg tror også, det var en stor omvæltning, men de var realistiske og indså, at de ikke kunne blive ved med at magte den store have og det store malede hus.
      Jeg tror, træet holder i mange år. Der er et skilt på det, hvor der står, at man ikke må klatre i det, men man må gerne give det en krammer.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Dejlig tur I har været på, og hyggeligt at besøge Eirin og Lars, godt at se at de trives i det nye, og at Eirin stadig har plads til mange planter.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, de begge to trives. Lars er begyndt at male igen. Da de boede i Sponvika og havde den store have, blev der ikke tid til at male. De har rigtig mange planter, men den ene terrasse er også meget stor, der er endda en lille græsplæne på den.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Jeg blev især fanget af de flotte billeder af de gamle træer, men også hyggeligt at høre nyt om de to norske exbloggere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Store gamle træer bliver jeg også grebet af. Tænk hvis de kunne have fortalt deres historie.
      Lars har en blog, hvor han viser malerier og keramik, som han har lavet igennem en årrække, men bloggen er ikke opdateret. Jeg er meget imponeret af indretningen af deres 2 terrasser. Det er blevet så hyggeligt, og de har fået plads til mange planter.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Det ligner en skøn tur allerede i Oslo. Tænk, at I var der midt i fodboldfesten - hvilket mylder!
    Ja, så har vi set hver sin etage i Nationalmuseet, og jeg glæder mig netop til at se 2. etage næste gang. Hyggeligt at I også besøgte Lars og Eirin i deres nye hybel. Nu har de da fået mere tid til alle deres andre interesser. Jeg er jo meget glad for Lars' bog som jeg stadig finder inspiration i.
    Botanisk have i Oslo nåede vi ikke på vores weekend-tur, men den må med på programmet næste gang. Herligt med de gamle træer som får lov til at henfalde og rejse sig igen.
    Glæder mig til næste indlæg!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var noget af en fodboldfest, både den aften, hvor Norge spillede mod England - og tabte, og den aften fodboldholdet kom hjem. Men nordmændene er gode til at feste på en ordentlig måde, og jeg tror, politiet havde det nemt.
      Jeg tror, Lars og Eirin lever et meget aktivt liv. Jeg har også somme tider fat i Lars' bog. Det er en god bog, og der er indhold i den.
      Botanisk have i Oslo er ikke helt så stor, som den i Göteborg, men den er hyggelig med flotte bede og store plæner, hvor folk tager solbad. Jeg tror, der kommer rigtig mange besøgende i haven.
      Tak Ulla. Så må jeg se at få lavet et indlæg fra Trondheim.

      Hilsen Elna

      Slet