fredag den 4. juli 2025

Det er nu, vi haveejere skal bestå vores prøve

Eksamenstiden er ved at være slut. Studenterne ser efterhånden lidt brugte ud, men man kan fortsat høre lyden af studentervogne med syngende og råbende unge mennesker. Men snart bliver studenterhuerne gemt væk inderst i skabet, hvor de kan ligge til 25-års jubilæet.

Men vi haveejere har en hård tid foran os, for det er nu, vi skal bestå vores prøve. Vi er nået til årets havemæssige højdepunkt. Indtil nu er det kun gået fremad. Planterne har stået ranke og smukke med nyudsprungne blomster og friske knopper, og vi har kunnet glæde os over synet. 

Men nu begynder stauderne at blive ranglede og vælte, og blomsterne afblomstrer og går i frø. Så er det, vi som haveejere må sætte ind for at bevare haven smuk hele sommeren og langt ind i efteråret. Det kræver en indsats, hvor havesaksen er det væsentligste redskab. Det kan godt betale sig at klippe stauderne ned, selvom alle blomster ikke er visnet endnu. Der kommer til at se lidt bart ud i bedene, men efter et par uger begynder der at komme nye blade, og mange af stauderne kan få en flot efterblomstring. Sidegevinsten er, at man slipper for en masse selvsåede frøplanter. 

Digitalis og valmuer er gået i frø, og der skal klippes og rykkes op med hård hånd. 


Ved første øjekast ser det ganske fint ud i bedet herunder. Men ser man nøjere efter, er katteurterne ved at være afblomstrede, og de vælter ud over stier og naboplanter, og det samme gør storkenæbene.


I sommerblomstbedet skal der ryddes op. Morgenfruerne har fået morgenhår, og hvis blomstringen skal fortsætte, skal de visne blomster klippes af.


Jeg er ikke så god til at få stauderne klippet ned, for jeg nænner det ikke og kommer derfor ofte for sent i gang, desuden er det jo hårdt arbejde. Men i år - i år vil jeg gøre en indsats for at bestå prøven. Så inden længe vil jeg klippe løvefodene på det øverste billede ned, og jeg vil klippe storkenæb, salvier og flere andre ned, så der kan komme nye blade og blomster.

De følgende billeder er fra dagens haverunde. Formiddagssolen skinnede henover havegangen.


En lav sedum blomstrer under fjeldribsene. De lave sedum er gode og smukke som bundplanter i solbeskinnede bede. Efter blomstringen kommer der brune frøstande, der holder sig helt til næste forår, hvis man vel at mærke lader dem sidde. Sedum er desværre ikke helt effektive, når det gælder om at holde ukrudt væk.


Det er sjovt at se de forskellige valmuer, der kommer, hvis man sår en håndfuld frø.


En buket af blåhat og staudelathyrus kom med ind fra haven.


De sidste billeder er fra en tur til Enemærkets Hostahave. Billederne må tale for sig selv. 








8 kommentarer:

  1. Ja, det er alltid mye som må klippes i juli. Det hører sommeren til. Dine hvite sedum er så fine. Det er mye spennende som kan komme av valmuefrø ja.
    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. I år har planterne fået varme og vand, så de er groet meget i forsommeren. Det giver store mængder afklip, også fra hækplanterne.
      Jeg har også en lav sedum med lyserøde blomster, som jeg bruger til bunddække. Jeg har desværre ikke navnet hverken på den hvide eller den lyserøde.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna!
    Bild nr 2 får mig att le, så fin kombination, och jag gillar digitalis vallmo och är det en malva eller stockros. Så fint. Här väntar jag på att få se en endaste en vallmo men tror att de har försvunnit. Stockrosorna är i knopp och digitalisen blommar lite här och där. Men hos mig skall de få fröa av sig. Vill inte vara utan dem. Din trädgård är fin.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en lavetera, på dansk kalder vi den poppelrose. Jeg lader også enkelte digitalis så sig selv, så flytter jeg lidt rundt med de små frøplanter, hvis der er huller, der skal fyldes ud. Jeg synes, digitalis er så smukke, fordi de giver højde i bedene.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Så er jeg ikke sikker på at bestå den klippe prøve. Jeg har så svært ved at klippe ned når der stadig er blomster tilbage. Dog kan jeg se jeg har været for hurtig med at klippe bla. akelejerne ned. De har ikke frøspredt sig som de burde, så i år klipper jeg dem slet ikke, men går og smider de modne frøkapsler rund om i bedene. Så bliver de sørgelige rester af stilkene klippet ned til sidst. Lidt forpjusket men skidt pydt, jeg vil ikke undvære mit akelejehav i forsommeren.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Et akelejehav lyder som et meget smukt indslag i haven. Jeg må tilstå, at jeg prøver at begrænse mine akelejer, for de spreder sig lidt for meget.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Jeg består heller ikke klippeprøven, jeg har aldrig orket at klippe ned, derfor har jeg ikke så mange af dem, der skal klippes. Valmuer har jeg også mængder af, sjovt nok er de lilla i rosenbedet med varme farver, de er afblomstret nu. I det med kølige farver er de alle ens lyserøde, jeg synes, de er fine. God arbejdslyst med klipningen, det er hårdt job.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Mon ikke også du har nok at gøre med at klippe visne blomster af alle dine roser. Valmuer har det ellers med at blande sig. Jeg har også enkelte og dobbelte imellem hinanden. Tak, det er faktisk ret hårdt at klippe stauder ned. Løvefod kan man tage med plæneklipperen, men jeg plejer at bruge en hæksaks, så bliver det pænest.

      Hilsen Elna

      Slet