fredag den 11. juli 2025

Havebetonie

For en to-tre år siden købte jeg en havebetonie på et plantemarked. Damen jeg købte den af, var en af den slags sælgere, der havde gravet et eksemplar op hjemme i haven og taget med på plantemarked, fordi hun syntes, det var en smuk og god staude, som andre også skulle have fornøjelsen af. Den slags havefolk kan jeg godt lide, og de findes fortsat.

Som det ofte er tilfældet på plantemarkeder kendte sælgeren ikke sortsnavnet, men hun vidste, det var en havebetonie. Jeg har prøvet at google og er kommet frem til, at det måske kan være Betonica grandiflora Superba.

Jeg er blevet meget glad for planten. De lyserøde blomster er meget holdbare. De står så ranke på stive stilke og skal aldrig bindes op. Bladene er mørkegrønne og meget dekorative med en "rynket" overflade.

Planten vokser i den tørketålende have, hvor den trives godt. Den vokser i sandjord, og får sol det meste af dagen. Vanding har ikke været nødvendig, selvom jorden er tør.

Naboplanterne er vintersar, Satureja, sankthansurt, Sedum telephium, og vild merian, Origanum vulgare.

På billedet nedenunder ses havebetonien i forgrunden. 

Flere og flere blomster springer ud i den tørketålende have. Her er det en brudeslør.



Også blåhat er i blomst. Den er ven med mange forskellige insekter.


Nede i bunden af den tørketålende have vokser planterne, hvor de kan finde fodfæste, og det bliver mere og mere vildt.


Men valmuerne er gået i frø, så de bliver snart rykket op.


En smalbladet søjletørst, Rhamnus frangula 'Fine line' vokser imellem valmuerne. Den ser også lidt vild ud.




9 kommentarer:

  1. Hej Elna!
    Jag har en lila blommande prakt Betonica, den är lite annorlunda i bladen, Den är jag mycket förtjust i. Har inte sett den med rosa blommor, den är riktigt fin.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. I min søgen efter navnet, har jeg fundet en del forskellige havebetonier. Jeg har også en anden, som har større blomster og blade. Den blomstrer i juni.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Både sælgeren og planten som er tørketålende lyder som noget jeg også godt kan lide. Den rhamnus har jeg også, den er rigtig fin.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Du ville sikkert kunne få en god havesnak med den rare dame. Ja den er fin. Den vokser meget langsom, men det gør ikke noget, så skal den ikke klippes.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Bare planterne bliver gravet op i god tid inden markedet, er det en rigtig god måde at få nye planter på. Jeg har en betonie med tilnavnet Hummelo, og jeg tror måske, den er en smule spinklere end din. Ellers ligner de hinanden til forveksling. Dit tørkebed står rigtig fint. Er det højsæson for det bed her i juli?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hummelo er jeg også stødt på i min søgen. Jeg synes, der er flere forskellige, som ligner hinanden meget.
      Tørkebedet kan vist betegnes som et sommerbed. Man kan ikke se det fra husets vinduer, og det ligger adskilt fra resten af haven af en høj hæk. Der er ingen forårsløg, da vi for nemheds skyld har valgt kun at lægge løg i de bede, vi kan se fra indkørslen og husets vinduer. Omkring 1. maj blomstrer æbletræet som det første, og så begynder stauderne derefter. Høstasterserne lukker bedet ned i oktober.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Den er god den havebetonie. Jeg havde en engang, men den så bestemt ikke sådan ud. Den var meget mere spinkel og sart. Og det duer ikke i min have, hvor det er den stærkeste overlever.
    Dit tørkebed er så fint. Det ser ud at få fuld sol? Desværre kan jeg nok ikke lave det efter. Nok er min have osse til den tørre side. Men det er tør skygge. Noget af en udfordring, når man elsker blomster og gerne vil have noget godt at se hele året.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må vist leve med ikke at kende betoniens fulde navn.
      Den øverste del får fuld sol. I den bagerste del er der lidt skygge fra et egetræ. Æbletræet er beskåret, så det er ikke så stort, men alligevel skygger det lidt. Jeg kan sagtens forstå, at tør skygge er lidt af en udfordring. Er det en mulighed, at fælde et par træer, eller er det helt udelukket ;-)

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Det ser ut som din havebetonie heter Stachys monieri 'Hummelo' når jeg googler den. Den er veldig fin, og jeg liker fargen godt. Din tørre hage ser ut til å klare seg godt.

    Hilsen Marit

    SvarSlet