Blomster skal der til

I sidste uge var vi i London på en lille ferie. London er på mange måder en meget farverig by, og netop derfor holder jeg så meget af byen. Da min blog er en haveblog, skal indlægget mest handle om blomster, om blomster i alle farver. Englænderne elsker blomster, og de elsker at pynte deres huse og forhaver med blomster.

Tænk sig at blive mødt af dette farvestrålende syn, når man skal have en øl på sin stampub.

Eller hvad med en kop kaffe fra kaffehuset?

Jo flere farver jo bedre!

Her i Neal's Yard er det både husene og blomsterne, der er farvestrålende.



Hvor tit ser man ikke en forhave helt uden planter? Det skal være nemt, og så lægger man granitskærver, grus eller betonfliser ud over det hele i den (fejlagtige) tro, at der ingen pasning kræves. Hvor må det være trist at komme hjem til sit hus, og blive mødt af sådan en forhave. Gab!

I Londonbydelen Notting Hill fandt jeg denne forhave. Den er også belagt med betonfliser, men ved at tilføje et par stedsegrønne buske samt nogle få krukker blev forhaven så indbydende, at der også måtte et bord og et par cafestole til, så man kan sidde og nyde omgivelserne.

Længere nede ad gaden var det umuligt at lade være med at stoppe op og tage et foto af denne fortryllende forhave.

Selv om man kun har en ganske smal forhave, kan man godt skabe frodighed.

Ja, har man kun en altankasse, kan man jo også gøre sig umage og skabe noget smukt.

De næste 3 billeder er fra Holland Park. Her er der også farver, og man bliver så glad af at se disse flotte sensommerbede.

Har man fået farver nok, er der også bede, hvor øjet kan finde ro.

Her er der plantet hæk på hæk. Bag stammehækken vokser en takshæk. De grønne farver og stramme former giver ro. Beplantningen foran stammehækken er visnet. London har også haft en ekstrem tør sommer.

Jeg holder meget af de grønne farver og stramme former. Men blomster skal der - også - til.

"Forårsarbejde" i augusthaven

Jeg prøver at få haven til at tage sig nogenlunde ud efter sommerens tørke. Når jeg går og klipper visne staudetoppe ned, føles det næsten, som om man er i gang med forårsarbejdet i haven. Normalt plejer planterne fuldstændig at dække jorden på denne årstid, men sådan er det ikke i år, der er mange bare pletter, hvor ukrudtet begynder at spire, hvilket også leder tankerne hen på en forårshave. Og græsplænen, tja, den kunne såmænd godt ligne en forårsplæne med sneskimmel og bare pletter, hvor mosset er revet af. Men det er ikke forår - vi er sidst i august - og skulle man komme i tvivl, er der også mange tegn på, at vi har nået sensommeren:

Æbletræets grene er tynget af frugt,

høstastersen blomstrer,

og rynkeblad, Viburnum rhytidophyllum, står med skinnende mørkerøde bær. De ser næsten ud, som om de er dyppet i lak.

Andet man kan glæde sig over i augusthaven er georginerne. Nu er blomsterne store og friske at se på. Da vi havde tørke og bagende hede, var blomsterne små, og de visnede næsten, før de sprang helt ud. Her ses Dahlia 'Apricot Desire'.

Latyrusserne havde jeg næsten opgivet, men nu er de kravlet til tops i stativet. Lathyrus 'Black Knight' vokser i samme bed som 'Apricot Desire', deres farver klæder hinanden så godt.

Hortensia, Hydrangea paniculata 'Limelight', er blevet meget populær i danske haver. Det forstår man godt, for det er en smuk og "driftssikker" busk.

Vi dyrker normalt ikke tomater, men da jeg i foråret var i planteskolen, kom ejeren hen til mig og fortalte, at nu havde de fået en tomatsort med navnet 'Elna'. Den måtte jeg selvfølgelig prøve!

Tomatplanten står i en potte i gårdhaven. Den har nydt godt af den varme sommer, så udbyttet har allerede været stort.

I den hvide have er sankthansurten i blomst. Den er upåvirket af den varme og tørre sommer.

Staudehaven

Sydhaven

Selvom haven har været ramt af både tørke og hede, er det dejligt at se, at den langsomt er ved at komme til hægterne igen. Det er utroligt, at visne planter nu begynder at skyde små friske blade. Det er næsten som i en forårshave.

Nationalpark Thy - og lidt om at være uønsket

Vi har flere gange kørt igennem Nationalpark Thy, men uden at have tid til at gøre stop og gå i detaljer. Men nu skulle det være. Vi har igennem et par dage gennemkørt nationalparken på kryds og tværs og gjort holdt, når der var noget, vi fandt interessant at kikke nærmere på.

I nationalparken kan man køre kilometer efter kilometer igennem et landskab bestående af klitheder og klitplantager. Her er det hjælmernes grågrønne farver og nåletræernes lidt dystre mørkegrønne farver, der dominerer.

Der er ingen trængsel på vejene, så man kan køre rundt i sit eget "tempo" og betragte landskabet. Billedet er fra Agger Tange.

Langs kysten ligger flere små fiskerlejer. Her sejlede fiskerne ud fra stranden. Men i takt med, at kutterne blev større og større, blev det for besværligt at trække dem op på land, så da havnen i Hanstholm blev indviet i 1967, flyttede de fleste fiskere deres både hertil. Enkelte steder er der dog fortsat kystfiskeri. Ved Stenbjerg Landingsplads er der et spændende miljø omkring fiskekutterne og de gamle huse.

I Vorupør fiskes der også fra kysten. Det fine lille rød- og hvidstribede fyr er et ledefyr, som skal lede fiskefartøjerne sikkert ind på stranden. Blæsten kan være hård herude ved kysten, så man har sikret fyrtårnet med barduner.

Livet længst mod vest har gennem århundreder været en kamp på grund af sandflugten, der har fordrevet beboerne fra hus og hjem. Men omkring 1800 begyndte man at plante hjælmer. Hjælmer er en græsart med meget lange rødder, og når hjælmerne først får godt fat, kan rødderne holde på sandet. Men man skal hele tiden være opmærksom på, at der ikke opstår huller i beplantningen, for en ny sandflugt kan hurtigt opstå. Derfor planter man hvert år efter med hjælmer, hvor der er behov.

Her i eftersommeren brydes de grågrønne farver af lyngens lilla blomster og af havtornens og rynket roses orange bær og hyben.

Når det drejer sig om rynket rose, Rosa rugosa, så er det, at min overskrift om at være uønsket kommer ind i billedet. Rynket rose kommer oprindelig fra det nordøstlige Asien. Den blev bragt til Danmark i 1800-tallet, hvor den blev en værdsat prydplante på grund af dens hårdførhed, dens smukke, duftende blomster og dens hyben, som er meget vitaminrige. Men som det af og til går med prydplanter, forvildede den sig til naturen. Her blev den knap så populær, da den breder sig voldsomt ved både rodskud og frø. Den skygger for den naturligt voksende vegetation, som den med tiden fortrænger helt.

Det indebærer, at man mange steder også i Nationalpark Thy er begyndt at bekæmpe den. Man har taget forskellige hjælpemidler i brug, men på grund af plantens store grokraft er det en vanskelig opgave at bekæmpe den. På billederne herunder ses, hvordan man først har slået planterne ned og fræset rødderne, hvorefter man har dækket jorden til.

Historien om rynket rose siger en hel del om, at man skal være forsigtig, når man lader indførte planter sprede sig fra haven til naturen!

Vi havde en dejlig tur rundt i nationalparken, men der er så meget at se, at 2 dage slet ikke var nok ...

 

 

Sensommerhaven

Så er Havesysler tilbage efter sommerferien. Og hvilken ferie? Den har bestået af en lang række varme sommerdage, som er blevet nydt dels ude på ferie dels hjemme sammen med familie og venner.

De solbeskinnede morgener er blevet budt velkommen hver og en. Eftermiddagsheden har jeg været knap så begejstret for, men at sidde i skyggen under et træ og bare drive den af kan gå an. Aftenerne har været de skønneste. Tænk at kunne hygge sig ved havebordet i en næsten endeløs række
af lyse sommeraftener.

Men haven er tørkeramt. Træer og buske ser ud til at klare sig, men nogle af stauderne har givet op, og andre ser temmelig triste ud.

Går man uden for hækken og ser virkningerne af tørken i et større perspektiv, kæmper brandmænd mod naturbrande, landmænd må slagte deres dyr, fordi de mangler foder til dem, og skovbrugere må se nyplantede skove bukke under. Det er slemt og chokerende.

Men tilbage til haven. Nogle stauder har klaret tørken godt, og dem skal der satses mere på i fremtiden. Sankthansurtene står med store knopper, der er lige ved at vise farve. Jeg er i gang med at lave stiklinger af dem, og det er meningen, at de skal plantes ud både i bede og i krukker.

Jeg kan særlig godt lide den cremehvide sankthansurt, Sedum spectabile 'Star Dust'.

Men Sedum 'Matrona' hører også til blandt favoritterne.

Den lille kamille, fyldt romersk kamille, Anthemis nobile 'Flore pleno', har også klaret sig fint i sommer. Den kryber hen ad jorden og væver sig smukt ud og ind mellem andre stauder. Når den ikke står fyldt med små hvide blomster, lægger man rigtig mærke til det spinkle lysegrønne løv. Fyldt romersk kamille skal der vist sås flere af til foråret.

Bjergmynte, Calamintha nepeta, er noget af det mest tørketålende, jeg kender. På et meget tørt sted i haven har vi et bed udelukkende med bjergmynte. Bedet er slet ikke blevet vandet i sommer, alligevel står planterne grønne, og de har allerede blomstret i flere uger. Blomsterne lokker insekter til, og der er altid en summen i bedet. Vi formerer planterne ved deling om foråret.

Til slut vil jeg lige nævne løvefod, Alchemilla mollis. Planterne blomstrede smukt hele forsommeren. Før vores ferie klippede vi dem hårdt og brutalt ned, hvorefter de fik en lille smule gødning og en grundvanding med havevanderen.

14 dage senere havde de allerede skudt fine lysegrønne blade.

Og nu har bladene næsten dækket jorden. Lidt efterblomstring vil der formentlig også komme.

I nat kom der for første gang i flere uger regn. 7 mm blev det til. Skal man tro vejrmeldingen er der mere på vej. Det kan være græsplænen snart bliver grøn igen, man har da lov at håbe.