søndag den 17. december 2023

God jul

Så nåede vi til 3. søndag i advent, og det 3. lys skulle tændes i adventskransen. Der lovgives om så meget, men mig bekendt er der ingen lov, der siger, hvor mange lys vi må tænde. Det er så upraktisk, når man 4. søndag i advent står med en adventskrans med 4 lys i 4 forskellige længder, så i år har jeg snydt og tændt alle 4 lys fra begyndelsen. 

I dag er der en uge til jul, og juletravlheden er tiltagende. Heldigvis er de fleste juleforberedelser lystbetonede.

I går blev der pyntet op i gårdhaven. I haven er der en del forskellige stedsegrønne planter, der kan klippes af, og desuden er der jo meget at finde i naturen. Det er en fornøjelse at have så meget forskelligt at kunne bruge, og jeg hyggede mig virkelig derude.


Indenfor er der også julestemning.


Duften af bagværk breder sig. Det ligner næsten julemandens værksted, når der pakkes gaver ind, og julepynten har indtaget hylder, vinduer, og hvor der ellers kan blive plads.


Dette bliver mit sidste blokindlæg i år. Haven har været lidt udfordret på grund af vejret, men det tager jo ikke modet fra en haveelsker, og jeg glæder mig meget til et nyt haveår.


Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har fulgt havesysler i 2023 - ikke mindst en stor tak til jer, der tager jer tid til at lægge en kommentar.

Også en tak til alle jer havebloggere der lægger spændende indlæg ud på jeres haveblogs, det er både lærerigt og hyggeligt at følge jer.


Jeg vil ønske jer alle en god jul og et godt nytår. Vi "ses" i 2024!



fredag den 8. december 2023

Decemberhaven


Lige et lille pip herfra. Vi har været på vores traditionelle adventsferie i Göteborg, og desuden har vi været til julemarked i Flensborg, så havesysler har ligget lidt stille. Imens har haven også passet sig selv. Efter nogle dage med barfrost kom der heldigvis sne, som lagde et beskyttende lag over planterne.

Det er efterhånden blevet en sjældenhed, at vi har sne. Sidste år så vi slet ikke haven snedækket, og det savnede jeg.

Billederne er taget en tidlig formiddag. Vi var kommet hjem fra Göteborg ved midnatstid aftenen før, og det var utrolig dejligt at trække gardinerne fra om morgenen og se sneen ligge. Efterhånden som det lysnede, kunne man se haven dukke frem. Himlen var overtrukket, og det var næsten som et sort-hvidt billede. 

Vedbendbuskens og hortensiaens visne blomster var så smukke med sne på.



Figentræet står med en masse små figner, der ikke nåede at modne. Men nu er fignerne blevet pudret med sne, og de ser så fine ud.


Nogle siger, at alle haver er ens, når de er snedækkede. Det er jeg nu ikke helt enig i, for en have, der kun består af græs og fliser, synes jeg er kedelig året rundt. Det skal noget beplantning til at give højde, for at en have føles hyggelig. Og det gælder også om vinteren.



Hvis man klipper sine stauder ned om efteråret, snyder man sig selv, hvis der kommer sne. 


Herunder ses et udsnit af staudebedet. Planterne længst til højre er brudeslør. Når jeg ser supermarkedernes bundter med tørret brudeslør, som er indfarvet i alle regnbuens farver, kan jeg ligefrem komme til at hade den lille blomst. Men når de står i haven med sne på de små blomsterkugler, er de altså yndige.


Sneen ligger endnu på jorden, men det har været tøvejr de seneste dage, så desværre er den sne, der lå på planterne, smeltet bort. Men det var fortryllende at opleve en vinterpyntet have.