Ude på spidsen af Helgenæs ligger Sletterhage fyr. Der er en skøn natur rundt om fyrtårnet. Ikke mindst de gamle fyrretræer giver charme til området.
Jeg har altid en pose fyrrekogler med hjem, når jeg er på Helgenæs. Efter nogle dage på et lunt gulv, er de klar til at bruge i julens dekorationer.
Stranden på Helgenæs er et fantastisk sted for en stensamler som mig.
Ebeltoft er en hyggelig by, og vi elsker at gå i de gamle gader.
Glasmuseet er en virkelig stor attraktion for Ebeltoft, og vi slutter altid vores novembertur af med et besøg på Glasmuseet. Jeg bliver så fascineret af at se, hvad dygtige glaskunstnere kan få ud at et materiale, som må være meget krævende at arbejde med.
Her er glas og træ sat sammen på en yderst elegant måde.
Ugen har ikke budt på så meget arbejde i haven. Et par morgener har jorden været frosset, og der lå rim på planterne, ikke ret meget, men nok til at gøre en novemberdag lidt lysere.
Løvehalerne, Phlomis, ser fine ud, når bladene bliver drysset med et tyndt lag rim.
Sankthansurterne er smukke på alle årstider.
Russisk mandstro, Eryngium planum 'Blaukappe', har flotte frøstande, der pynter i staudebedet.
Katteurterne, Nepeta faassenii 'Walker's Low', er blev klippet helt ned 3 gange i løbet af sæsonen. De 2 første gange kom der en ny blomstring. Efter sidste nedklipning i september nåede de ikke at blomstre, men de skød fine nye blade, der står helt tætte og dækker bunden.
Det sidste billede får koreakornellerne, Cornus kousa 'Schmetterling'. De står så fine med knopper på de nøgne grene.