onsdag den 21. december 2022

Glædelig jul

I sidste uge fik vi et strejf af vinter. Et lille drys sne lagde sig på græsset, og solen kom til syne efter en lang periode med gråvejr. Den nåede lige op over naboens tagryg.


Rimen pyntede på bladene.


Forventningerne om en hvid jul steg ganske betragteligt.


Men glæden varede kun kort. Efter et par dage kunne vi kende vejret igen. Det blev gråt og vådt. Hvidjulsbarometret tog et ordentligt dyk og gik vel nærmest i nul.

I dag nåede vi så årets korteste dag, og fra nu af vender lyset langsomt tilbage. 

Dagen i dag blev også grå og regnfuld, men bare tanken om, at dagene længes sætter humøret betragteligt i vejret.


Snart er det jul, og her i huset glæder vi os til at holde familiejul. 


I december kan man godt få lidt travlt. Juleforberedelserne har været i gang i et stykke tid. Juletræet venter på, at børnebørnene kommer hjem og pynter det. Julekortene er skrevet, og selvfølgelig er der også julekort til Havesysler:






fredag den 9. december 2022

Juleforberedelser

Haveåret går på hæld. Nogle planter vil stå stedsegrønne hele året, mens andre lukker ned og tager et velfortjent vinterhvil, inden det går løs igen til foråret. Dermed være ikke sagt, at haven ser kedelig ud, for nogle planter står med smukke frøstande.

Andre har smukke grene som det gamle æbletræ, der har lavbevoksninger i grå og gule farver.


Men papegøjetræet holder fast i efteråret og vil ikke slippe bladene.


Rynkeblad kan derimod ikke rigtig finde ud af, om det er nu, den skal åbne de hvide knopper, eller om den skal vente til maj.


Juleforberedelserne er i gang. Jeg klipper løbende materialer i haven til at pynte med i krukker og potter samt til juledekorationer. Jeg har også været i naturen for at samle materialer. På billederne nedenunder ses store rødbrune bevoksninger af porse. Porsegrene er så smukke i vaser og krukker sammen med gran- og fyrregrene.



I klitterne vokser plader af grønt mos samt store puder med gråt rensdyrlav imellem marehalm og revling. Her er så meget, at man sagtens kan samle lidt i en pose, uden at det kan ses.


I mit sidste indlæg fortalte jeg om vores traditionelle adventstur til Göteborg. Når jeg er i Göteborg besøger jeg altid Floramor, som har en hyggelig blomsterbutik i en baggård i en af de gamle gader. Her er altid inspiration at hente til årets juledekorationer, og desuden har hun et fint udvalg i potter og vaser mm.




Jeg har det en smule anstrengt med alt for meget rødt julepynt. Men på det hotel, hvor vi boede i Göteborg, havde man i år valgt at pynte op i røde farver. Det var gjort så fint, og jeg får helt lyst til selv at prøve med den røde farve i år. 






fredag den 2. december 2022

Et åndehul midt i byen

Hvert år i begyndelsen af december laver jeg et blogindlæg, der tager udgangspunkt i Göteborg. Vi har nemlig den adventstradition, at vi sammen med en af vores gode venner hvert år tager på en lille ferie i Göteborg. I år var ingen undtagelse, og jeg har traditionen tro taget billeder til Havesysler.

I det centrale Göteborg ligger Brunnsparken, som dels er et trafikalt knudepunkt for busser og sporvogne, dels er en stor plads med træer og blomsterbede, bænke og flisestier. I 2019-2020 blev pladsen omlagt, så den kom til at fremstå som et indbydende og spændende åndehul midt i en fortravlet by.

Ved anlæggelsen af bedene er der taget hensyn til, at der i Brunnsparken skal være noget smukt at se på alle årstider. Og her ved begyndelsen af december fremtræder bedene indbydende med vintergrønne buske og stauder, med smukke frøstande og med enkelte gamle træer.

Selvom vi er inde i den næsten blomsterløse tid af året, er der skabt stor farvevariation i bedene.

Smukke frøstande er med til at give et varieret helhedsindtryk.


Bedene er beplantet med en blanding af stauder, græsser og buske.  


Al beplantning vokser i højbede. Disse er udformede med skrå sider, hvilket giver lethed, og man får næsten indtryk af, at bedene er svævende.


De gamle træer, der hælder ud over kanalen, var julepyntede med røde kugler.


De "indbyggede" bænke opfordrer til, at man tager sig en lille pause og nyder dette grønne åndehul.


For cirka et halvt år siden sad jeg også her på bænken. Vi var i Göteborg i pinsen, og på dette tidspunkt var det orangefarvede blomster, der lyste op i bedene.




Det er ikke en hel nem opgave at udforme bede, så de på alle tider af året kan give beskueren en oplevelse. Jeg synes, man i Brunnsparken er lykkedes med opgaven.