Her ventede der os en stor oplevelse. Haven er en parcelhushave, men ikke en almindelig en af slagsen. Da vi ankom blev vi allerede ved indgangen til haven mødt af et sandt rosenflor og den skønneste duft. Vi fik at vide, at haven rummer ca. 250 roser.
Denne lille charmetrold - der bærer navnet Rose - tog imod og fulgte os rundt i haven.
I haven er der flere skønne siddepladser, bl.a. små rosenlysthuse. Bemærk Birthes smukke patchworktæppe.
Der er gjort meget ud af at finde selskabsplanter, der klæder roserne.
Her er et kik ned over græsplænen. Bedet i baggrunden er kantet med en lav takshæk. Takshækken skaber ro og strammer op, og så er der noget grønt at se på om vinteren.
Haven er omgivet af et hegn, og foran hegnet er der plantet slyngroser. Det er et helt betagende syn, når rosenblomstringen er på det højeste.
Bøgehækken er med til af dele haven i rum. Men det grønne er også godt for øjnene, som her kan finde ro midt i en meget blomsterrig have.
Det er en have, hvor der er tænkt rigtig meget på farvesammensætninger. Her er det ikke bare krukkeplanterne der harmonerer indbyrdes og med slyngrosen. Se også hvor smukt planterne farvemæssigt passer til belægningen.
Hvem har ikke lyst til at sætte sig her?
Det er en have, som det er svært at løsrive sig fra. Men vi skulle videre. Birthe og Ernst guidede os til en anden åben have i Ribe. Den vil jeg fortælle om næste gang.