Det gamle træ, o, lad det stå

Jeg bliver altid så betaget, når jeg ser flotte gamle træer. Og så bliver jeg samtidig så taknemmelig over, at der bliver passet på træerne, så generation efter generation kan glædes over dem.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over træernes historie, hvem har plantet dem, og hvad har de oplevet? Tænk hvis de kunne fortælle deres historie. Træet på billedet nedenunder vokser i Fredensborg Slotshave. Det ville sikkert kunne fortælle mange spændende historier om prinser og prinsesser, men også om turister fra hele verden, der har lagt vejen forbi.

Og hvad mon dette gamle træ, der vokser ved Sønderborg Slot, har oplevet? Har det hørt kanonernes bragen på Dybbøl i 1864?

Jeg ved det ikke, for jeg kender ikke træets alder. Det står rankt og flot, men en af dets grene er blevet lidt træt, og har lagt sig til hvile på muren.

Det gamle træ i Husby Klitplantage trodser vestenvinden, men selvom det har vokset i årtier, er det ikke blevet ret højt. Det står lidt alene, måske har stormen lagt dets naboer ned. Selvom det ingen værdi har i driftsmæssig sammenhæng, har man alligevel valgt at lade det stå.

På gårdspladsen ved herregården Hessel i Vesthimmerland vokser disse gamle lindetræer. Bygningerne er fredet, og man har heldigvis også valgt at frede gårdspladsen og lindetræerne.

Det næste billede er også fra Hessel. Da man lavede diget, har man vist respekt for træet og ladet det stå. I dag er både dige og træ fredet.

Mange træer må lade livet, fordi de står for tæt på huse. Men på Skagen Museum har man fundet en mere fredelig løsning på det problem. Træet bliver beskåret, så det ikke når bygningen. Det lille træ bærer ikke bare frugt, det bærer også på et hjem for fuglene.

De gamle lindetræer i Møgeltønder bliver der passet godt på, og de bliver omhyggeligt beskåret af dygtige fagfolk. Hvad ville Slotsgade være uden Lindetræerne?

Nogle gange må træerne have en pind at støtte sig til. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så dette træ på Madeira.

Træernes livskraft kan nogle gange være enorm. Selvom de vælter, gror de tappert videre og sender nye skud op i lyset. Træet vokser i Trädgårdsföreningens Have i Göteborg.

Det gamle træ på det næste billede vokser i anlægget i Ribe. Det vil ikke se druknedøden i øjnene, men klamrer sig fast med rødderne og prøver at holde balancen.

Boller-egen ved Horsens er en gammel kæmpe. Den har gået så gruelig meget igennem. Engang blev træet ramt af lynet, hvorved toppen knækkede af, og de sidste 200-300 år har det været hult. Man vurderer det til at være omkring 1000 år. Tænk at rumme 1000 års historie!

Vi skal passe på de gamle træer, de bærer på en historie, og de er en del af vores historie. H. C. Andersen udtrykte det således:

          Det gamle træ, o, lad det stå,
          indtil det dør af ælde.
          Så mange ting, det husker på,
          hvad kan det ikke melde.
          Vi det så fuldt med blomster så,
          de friske grene hælde.
          Det gamle træ, o, lad det stå,
          det må I ikke fælde.

Endelig lagde blæsten sig

Pyha, det har blæst meget de sidste dage! Smågrene er blæst af træerne, flere stauder har lagt sig ned, og krukker er væltet. Men i går blev vejret mere medgørligt, planterne stod stille og lod sig fotografere, og septembers himmel var blå med hvide skyer.

Bambusserne, hvis stængler næsten havde bøjet sig helt ned til jorden under blæsevejret, havde rejst sig. Det er en fantastisk elasticitet, bambusstænglerne har.

Her er bambusserne vist fra den anden side. Så ser man, at de har en mission som rumdelere.

Lige linjer og kugler. Begge dele har fået en opstrammer.

Hortensiaen er nu nået til det stadie, hvor den begynder at rødme.

Æblerne modner. Cd-skiverne er hængt op for at holde fuglene væk.

Kristtornens bær er røde og fine. Der er ingen cd-skiver, for her er fuglene velkomne.

I gårdhaven er der som regel læ for vinden, og her nydes septembersolen.

Flere stauder står med dekorative frøstande. Montbretia, Crocosmia 'Lucifer'.

Russisk mandstro, Eryngium planum.

Græsserne, Miscanthus sinensis 'Kleine Silberspinne', har vokset sig store i sommerens løb, og de er smukke, når solens stråler rammer. For at de ikke helt skal tage magten, er det nødvendigt at dele dem med få års mellemrum, og det er noget af et stykke arbejde.

Hvad sker der lige her? Jeg holder ikke så meget af gule blomster, og ikke desto mindre er der ved at være en lille samling af gule blomster i et hjørne af haven. Det startede med nogle løvehaler, så kom bleggul kløver til, og i foråret kom jeg til at købe et par månestråler på et plantemarked. Så var grunden ligesom lagt til en samling planter med lysegule blomster. Men forleden fik jeg af min gode "haveveninde" foræret både gul skønhedsøje og gyldenris, og så holdt de gule blomster for alvor deres indtog i bedet.

Jeg ved ikke helt, hvor det ender, og lige nu roder det, men jeg prøver, om jeg kan komme til at holde af den gule farve.

En blandet buket



Det er desværre uundgåeligt, men sommerblomsternes sæson går på hæld. Jeg sår aldrig ret mange forskellige sommerblomster, for bedene er godt fyldt op med andre planter, men nogle må der til, mest fordi jeg synes, de er rare at have til sensommerens buketter.

Skal jeg fremhæve mine favoritter blandt årets sommerblomster, må løvemund, Antirrhinum majus 'Potomac crimson' toppe listen. Den er blomsterrig, har lange, stive stilke og er meget holdbar i buketter. Løvemund har en meget lang sæson.

 

Morgenfruer er ikke til at undvære. De bliver let lidt ranglede og lægger sig hen ad jorden og væver sig ind imellem naboplanterne. Det kan være både en fordel og en ulempe. Jeg synes, det ser naturligt ud. Jeg er ikke så begejstret for de orange farver, så i år har jeg sået de lysegule Calendula officinalis 'Snow Princess'

 

 

Lathyrus bliver også sået hvert år. I år har jeg sået 'Royal Blue' og 'Black Night'. Sidstnævnte har gjort det rigtig godt, og jeg er begejstret for farven.

 

 

Dusksalvie, Salvia horminum 'Blue Monday' må også med på listen over de bedste. Den er nem og holdbar, og så har den en ualmindelig dejlig blå farve. Jeg har læst, at blomsterne kan tørres. Det har jeg nu ikke prøvet, da jeg er mest til friske blomster. 

 

 

Endelig vil jeg fremhæve frøkenhat, Zinnia 'Benary's Giant Bright Pink'. Den er uovertruffen i buketter.

 

 

Det var lidt om de bedste af sommerblomsterne. Men der er jo også stauderne. Her vil jeg gerne fremhæve de mest seje. Når de bliver udvalgt som de sejeste, er det, fordi de har blomstret uafbrudt lige fra foråret, og det ser ikke ud, som om de har tænkt sig at stoppe foreløbig. De har alle tre det til fælles, at de på ingen måde er "plejekrævende", de blomstrer bare på livet løs. Og hvis man ikke begrænser deres vækst får man hurtigt flere og flere og flere.

 

Gul lærkespore, Corydalis lutea.

 

 

Prydjordbær, Fragaria 'Pink'.

 

 

Storkenæb, Geranium oxonianum 'Rose Clair'

 

 

Og så er der jo endelig de stauder, der hører august-september til. Her må jeg fremhæve høstanemoner. De har en elegant vækst, og deres blomster er så fine.

 

 

Jeg kan allerbedst lide den hvide, Anemone japonica 'Honorine Jobert'.

 

 

Admiraler i hundredvis har fløjet rundt i haven. De skal nok snart af sted sydpå. De har udvalgt sig sankthansurt som deres favorit.

 

 

 





Septemberhaven

Efter at haven havde været igennem en lang tørkeperiode, fik vi endelig regn i august. Hele 114 mm blev det til, og ved indgangen til september ser haven igen grøn og frisk ud. Det ses navnlig på græsplænen, som igen er blevet - ja græsgrøn hedder farven vist. På billedet er det løvefod, der takker for regnen.

I septemberhaven er det især forskellige sommerblomster, georginer og sankthansurt, der er i blomst.

Dahlia 'Creme de Cassis'. Blomsterne er tofarvede, idet kronbladene er rosa på oversiden og mørk vinrød på bagsiden. Den begyndte blomstringen meget tidligt, og den er meget blomsterrig, så den har allerede leveret blomster til mange buketter

Dahlia 'Karma Serena'. Det er en Dahlia, som vi har haft i haven i flere år. Den er stiv i væksten og behøver ingen opbinding. Blomsterne er holdbare i buketter.

Dahlia 'Apricot Desire'. Planten bliver høj og kraftig, og blomsterne er store. De abrikosfarvede blomster har strejf af både gult, lilla og mørkerødt, hvilket gør dem lette at sætte sammen med mange forskellige blomster.

Blandt sankthansurterne er denne min favorit. Jeg synes, den lyslilla farve får de ellers så tunge blomster til at virke lette. Jeg kender ikke navnet på den, da den stammer fra en buket, jeg engang fik foræret. Sankthansurt er jo lette at få til at slå rod, så jeg plantede buketten.

I den hvide have er staudesalvie, Salvia nemorosa 'Schneehügel' i gang med en ny blomstring. Her vokser den ved siden af en hvid sankthansurt også kaldet kinesisk stenurt, Sedum spectabile 'Star Dust'.

Salvier hører til mine favoritstauder, og heldigvis er de lette at stiklingeformere. Her er det stiklinger af  'Caradonna', som for nylig er plantet ud.

Poppelroserne, Lavatera olbia 'Barnsley' har blomstret i meget lang tid. De lyser så dejligt op med deres smukke hvide blomster med et strejf af lyserødt.

En anden plante med en meget lang blomstringstid er solbrud, Helenium 'Potter's Wheel'. Jeg troede ikke, den ville blive så stor, så da jeg købte den i foråret, plantede jeg den foran en vin. Nu ser det næsten ud, som om vinen har fået røde blomster.

Rødt og hvidt - det er jo helt dannebrogsfarvet. Foran den hvide hortensia vokser en benved, der lige nu står med røde frugter.

Der er meget at glæde sig over i septemberhaven. Lige nu er vejret lidt "mulet", men lad os håbe, at der også kommer dage med indian summer.