I foråret lavede vi denne lille sti igennem et staudebed. Stien blev primært lavet, fordi det skulle være lettere at komme ind i bedet, når der skulle luges eller plukkes blomster.
fredag den 24. september 2021
Det brogede bed
fredag den 17. september 2021
Indian summer
Når man går ind på ordnet.dk og læser definitionen på indian summer står der: "Periode om efteråret med sommervarme, klar himmel, lav sol og vegetation i gyldne farver". Definitionen passer præcis på septembervejret, og hvor har det været skønt.
Dahliaerne 'Noordwijk's Glorie', strækker sig efter solen.
Vi har flere forskellige sankthansurt i haven, men jeg holder mest af den med de lilla blomster. Den kom hertil i en buket, så navnet kender jeg ikke.
fredag den 10. september 2021
Smukke sensommerbede
I havebøger og -blade læser man af og til om manglende blomstring i efterårshaven. Som begrundelse gives, at havegejsten er størst om foråret, hvorfor det er om foråret, de fleste planter købes. Og vi har størst interesse i at købe planter, der står i blomst eller i det mindste i knop. Det er lidt ærgerligt, for dels er efteråret et godt tidspunkt at plante på, dels er der mange smukke efterårsblomstrende planter, som bliver overset.
I sidste weekend besøgte jeg haven ved Gråsten Slot, og her er de sensommerblomstrende stauder ikke blevet overset - tværtimod. Staudebedene er planlagt, så der er noget at kikke på igennem hele sæsonen, og bedene så forrygende ud på en solbeskinnet septemberdag.
De store staudebede glødede i gule, røde og orange farver.
Indimellem blev de varme farver brudt af en kølig blålilla.
fredag den 3. september 2021
Geografisk Have i Kolding
En af de sidste dage i august kørte vi en tur til Geografisk Have i Kolding. Jeg har tidligere vist billeder og fortalt om haven, men der er så utrolig meget at se, at man sagtens kan lave flere blogindlæg om haven uden at gentage sig selv alt for meget. Så kom med på en rundtur.
Haven kan groft sagt deles op i to afdelinger, den gamle geografiske have, som blev påbegyndt af planteskoleejer Aksel Olsen i 1917, og en nyere del, som består af bl.a. en rosenhave og forskellige temahaver.
I den geografiske del af haven har buske og træer vokset sig endog meget store. Jeg nød at gå rundt på stierne og betragte alle de spændende planter, der er hjembragt fra hele verden.