Som jeg skrev i mit sidste indlæg, ville der gå et stykke tid, før jeg var på banen igen. Men nu skrider det godt frem med køkkenrenoveringen og min computerarbejdsplads er genoprettet. Jeg har været rundt i haven med kameraet, og jeg glæder mig til igen at lave blogindlæg.
Haven har jo ikke holdt pause, fordi jeg har gjort det på min blog, så der er rigtig kommet gang i blomstringen. Dronningebusken er virkelig junihavens dronning. Busken i baggrunden med de hvide blomster er en uægte jasmin.
Hist og her i haven dukker selvsåede fingerbøl op. Denne har placeret sig i gårdhaven ved vinen, der sender sine lange skud ud til alle sider, hvis man ikke jævnligt er over den med saksen.
I bedet ved siden af indkørslen blomstrer storkenæb og pæoner, mens taksene næsten lyser med alle de gulgrønne skud.
På terrassen står krukker med tvillingblomster, stedmoderblomster og pelargonier.
I bedet, som ses på næste billede, er storkenæb, Geranium nodosum, brugt som bunddække. Til dette formål er den fortrinlig, den levner ikke ukrudtet mange chancer. I beplantningen af storkenæb er der lavet 3 runde bede, hvori der vokser Dahlia.
De næste 2 billeder er fra den del af haven, vi kalder den tørketålende have, fordi der hovedsagelig er plantet tørketålende stauder.
Snefrytle, Luzula nivea, har i ugevis stået med de smukke hvide blomsteraks.
Farvebælg, Baptisia, er med de smukke blå blomster en af favoritterne i junihaven.
Når man går tur i en blomstrende have, kan øjnene også trænge til hvile, så her kommer en lille serie billeder uden blomster. Bjergmynternes små tætte planter med en næsten rund vækstform står så fine på rad og række.
Taksen på hushjørnet blev plantet i foråret. Vi passer godt på, at den ikke tørster. Den skulle jo gerne vokse sig stor og læ for blæsten.
"Ranker" af hulsten skaber variation blandt de grønne blade.
I sidste weekend var der havefestival med mange åbne haver over hele landet. Det er en weekend, jeg altid ser frem til med stor forventning. Vi tog til Fyn, hvor vi så et par meget spændende haver og mødte dejlige havemennesker, som gerne ville vise deres haver frem og svare på spørgsmål.
Her kommer et par smagsprøver fra Helle Aagaards have og fra Søllested gl. præstegård. Måske kommer der flere billeder på et senere tidspunkt.