Vores have er temmelig regelret og planlagt, men lige netop når det angår løgplanter, er der ikke meget system. Det hele kommer lidt tilfældigt, og egentlig synes jeg, det er ret charmerende. Det tilfældige skyldes vel, at der bliver lagt nye løg hvert år, og når man om efteråret står der med løgposerne, er det svært at huske, hvor der i forvejen er lagt løg.
Det er mest de hvide, lilla og blå farver, der præger haven lige nu. Men de gule påskeliljer er så småt begyndt at blande sig.
Men det er ikke bare blomsterne, der tiltrækker sig opmærksomhed. Blade og nye skud lyser så vårgrønne i solskinnet. Her er det rosenblade, der har foldet sig ud.
Krybeklokkens små grønne blade danner en fin bund.
Mosset vokser lystigt under egetræet. Man kommer næsten til at holde af det!
Den 11. marts skrev jeg om forhavens forvandling. I den forbindelse nævnte jeg, at vi havde planer om en eller anden form for rumdeler bag den hvide have. Vi snakkede om hæk, hegn eller rionet med roser. Valget faldt på en hæk af bøgetræer. Jeg tror, den vil komme til at danne en smuk, ensartet baggrund for den hvide have.
God påske til alle jer, der læser min blog!