fredag den 8. oktober 2021

Hvordan gik det med georginerne?

Georginer er gode til at tiltrække sig opmærksomhed. De store farvestrålende blomster lyser op i sensommerhaven igennem flere måneder, og jo flere man plukker, jo flere kommer der. Oktober startede våd og blæsende, og det var hård kost for de ellers så robuste georginer. Nye blomster er på vej, men det store blomstershow er vist forbi for i år. Så det er tid at gøre status.

'Lilac Time' er en høj plante med stive stængler. Den vælter ikke så let, og den er god til af bære blomsterhovederne. Blomsterne er temmelig store og de er holdbare. 'Lilac Time' har gjort det godt igennem hele sæsonen, så den er værd at satse på til næste år.


'Thomas A. Edison' er en høj georgine med meget store blomster. Blomsterne er lidt for store og prangende efter min smag. Blæsten har været hård ved planterne. Nogle af stænglerne er væltet, selvom de var bundet op, og planterne har ikke helt kunnet bære de tunge hoveder. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil overvintre knoldene.


'Noordwijk's Glorie' skal have prisen som den bedste af årets georginer. Den er helt utrolig blomsterrig, og den bliver ved og ved med at blomstre. Den har meget stive stængler og har tålt blæsten godt.


Georginen på det næste billede har jeg ikke navnet på. På posen stod der kun Dahlia decorative lilac/pink. Den stammer fra et par tilbudsknolde købt i Bilka. Planterne kom sent i blomst, og der har kun været ganske få blomster. Stilkene er meget spinkle, så de store hoveder vil ikke holde sig oprejst. Det er ikke en georgine, jeg vil overvintre.



'Karma Serana' er en god og smuk georgine, som vi har haft i haven i en hel del år. Planten bliver ikke så høj, og den kan som regel klare sig uden opbinding. Blomsterne er hvide med et grønligt skær i midten. De er meget holdbare i buketter. Det er en georgine, som jeg ikke kan undvære. 


'Creme de Cassis' har nogle meget smukke blomster i en lys lilla farve med en mørkere bagside. Den har måske ikke været så blomsterrig, men til gengæld kom den meget tidligt i blomst. Det er en georgine, som også skal have sin plads i haven til næste år.



Den sidste af havens georginer har jeg ikke navnet på. Knolden stammer fra et plantemarked, hvor det eneste jeg fik at vide var, at planten ville få små gule blomster. Som det ses af billedet, blev det ikke tilfældet. Jeg bryder mig ikke om røde blomster, så den er helt alene om at repræsentere den røde farve i haven. Men, som en tidligere statsminister engang sagde, har man et standpunkt til man tager et nyt. De små røde blomster er frække farveklatter i det brogede bed, og jeg er virkelig kommet til at holde af dem. Planten har en meget opret vækst, og fylder derfor ikke ret meget. Blomsterne er meget holdbare og virkelig fine i buketter. 


Det var lidt om, hvordan det er gået med årets georginer. Alt i alt har det været et godt georgineår. Jeg har mest gjort det i typen dekorativ. Men nogle af georginerne er blevet lidt for store efter min smag, så til næste år har jeg planer om at købe nogle georginer af typen pompon.

21 kommentarer:

  1. Hej Elna
    Det syder som en god ide at lave status og ikke bare gemme alt. Jeg er glad for at 'Noordwijk's Glorie' overlever, for det er vel nok en smuk blomst i både form og farve. Jeg synes nemlig, de gyldne farver klæder georginer godt. Det samme gælder din røde pompom. I de rette omgivelser er den garanteret charmerende.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Den røde pompon er en rigtig lille charmetrold. Jeg er helt enig med dig i, at gyldne farver er fine til georginer - og til efterårets farver. Jeg gemmer kun knoldene, hvis georginerne er smukke og har gode egenskaber, for jeg plejer at forspire knoldene indendøre, og jeg har ikke ret meget plads til potterne.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det er jo morsomt å lese dine betraktninger angåene georginene. Jeg har stikk motsatt erfaring angående 'Creme de Cassis' for min begynte å blomstre i september. Jeg skal ha den igjen, men da må jeg få plantet den mye tidligere. Din Noordwijk's Glorie' har jo vært helt fantastisk. Jeg har røde lønner og solbrud som står for det røde her, men ellers ikke noe rødt. En kan helt klart endre standpunkt, men jeg er ikke kommet dit enda 😉

    SvarSlet
    Svar
    1. Så vidt jeg husker, var ‘Creme de Cassis’ den første af havens georginer, der kom i blomst. ‘Noordwijk’s Glorie’ har blomstret helt overdådigt, og den har fortsat mange blomster. Bare vent, en dag kommer der også en lille rød charmetrold ind i din have og tager dig med storm 😉.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. God idé at gøre status på dine georginer, selvom jeg ingen har og ikke skal have det, læste jeg interesseret med, for det er jo spændende at se, hvad du vælger at fortsætte med, jeg forstår fuldt ud dine fravalg, men siger som Lisbeth 'Noordwijk's Glorie' er meget fin. 'Creme de Cassis' synes jeg også godt om.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan jo sige som dig, jeg har ingen rhododendron og skal ikke have det, men jeg læser også altid interesseret med om dine og nyder billederne. Vi skal jo have vores horisont udvidet 😉.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Du har fina dahlior och det är bra att läsa dina erfarenheter. Creme de Cassis har jag sen några säsonger men jag tycker den blommar dåligt varje år. Rött kan ge fräcka kontraster men gillar man inte färgen så gör man inte.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Carina! Har man georginer, der ikke gror så godt eller ikke vil blomstre, er de ikke værd at gemme på, for der findes så mange smukke og gode sorter.
      Rød er så dominerende en farve, at jeg tror, man skal lære, hvordan man bruger den. Røde blomster skal udvælges og placeres med omhu.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Jeg nyder dine karatergivning til geoginer. Jeg elsker egentlig alle, dog ikke de megastore. Men af praktiske grunde har jeg kun dem jeg kan så hvert forår. Dog er de så fine i år at jeg overvejer at prøve at gemme dem. Det har jeg ikke haft det store held med ellers.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. De megastore er jeg heller ikke så begejstret for. De er så dominerende, de knækker, og de er næsten umulige at arrangere i en vase.
      Jeg har overvintret georginer med skiftende held. Engang pakkede jeg altid hver knold ind i avispapir, men jeg tror, de fik det for varmt og for tæt. Nu lægger jeg dem bare ned i et par flyttekasser, som jeg stiller i garagen. Er der hård frost kommer de ind i bryggerset.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Hei Elna.
    Fint at du har gjort opp status for dine georginer, til nytte for meg som egentlig aldri har fått det helt til med georginer. Sist vinter glemte jeg at jeg hadde lagt alle knollene til tørk i drivhuset, og der er det ingen varme på. Så jeg tror jeg skal prøve meg på "Noordwijk`s Glorie" :-)
    Troe også jeg må ha noen lave, enkle røde. Jeg er nemlig ganske glad i røde blomster i hagen. selv om det nesten bare er pelaronia og kanna i år. Mener å huske at du hadde en rød elegant løkplante foran garasjeveggen:-) Prøvde den i år, men den kom ikke opp...
    Ha en riktig god helg/Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan bestemt anbefale dig at prøve med 'Noorwijk's Glorie'.
      Jeg vil også øve mig lidt mere i at plante røde blomster :-)
      Da I så vores have, havde vi en rød Montbretia, Crocosmia 'Lucifer' ved garagen. Jeg havde fået den foræret, men den klarede ikke vinteren.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hej Elna!
    Riktigt fina dahlior. Har flera som inte har klarat av regn och blåst, men tror att det är få som gör det. Creme de Cassis har jag haft och den är riktigt fin. I år har jag haft några som inte blommat, vet inte om det är någon idé att spara dem. Noordvijks Glorie är mycket vacker.
    Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ærgerligt, når georginerne vælter i blæsten. Selv om man har dem bundet op, kan de store stængler godt knække. Jeg tror, der er stor forskel på, hvor robuste og blomstervillige de forskellige slags georginer er. Jeg overvintrer kun de bedste, og så prøver jeg med et par nye sorter til næste år. 'Noorwijk's Glorie' har klaret sig rigtig fint i vores have, de to år, vi har haft den.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Det er interessant at læse om de erfaringer, du har gjort med dine georginer i år. Jeg kan godt lide at kombinere nogle pålidelige gengangere med et par nyindkøb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det med georginer som med sommerblomster. Nogle knolde/frø går igen fra år til år, og samtidig skal der prøves lidt nyt.

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Tak for en god informativ gennemgang af årets georginer. Jeg har holdt mig lidt fra de meget store blomster, og jeg kan se at dine erfaringer bekræfter det. Jeg er helt forliebt i Noordwijk's Glorie. Den må på ønskesedlen til næste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god georgine til ønskesedlen. Den er virkelig blomsterrig. Det er spændende, hvor længe den vil blomstre. Jeg håber ikke, der kommer frost foreløbig.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Ja, så fik du sorteret fårene fra bukkene Elna, og det er jo fint at kende de gode sorter til næste år. Også sjovt at en enkelt rød dog trods alt fandt nåde for dit blik:) Det er ikke alt man kan forestille sig på forhånd, og så det fint med den slags 'uheld' der kan give stof til eftertanke. Vores gamle (unavngivne) georgine er netop sådan en robust en med små runde hoveder, og det er så den eneste vi gider beskæftige os med.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Der må sorteres lidt i georginerne, for jeg har ikke så meget plads til forspiring, og der skal jo helst også afprøves et par nye sorter.
      Den lille røde er kommet for at blive, hvis ellers jeg kan overvintre den.

      Hilsen Elna

      Slet
  11. Hei Elna! Kloke ord fra en tidligere statsminister. I hagen synes jeg det er spennende å se "nye" farger og dermed nye muligheter ( ellers også selfølgelig).
    Ha det godt! Anne

    SvarSlet