Flere stauder fra den tørketålende have

Jeg er ikke helt færdig med at fortælle om stauderne i den tørketålende have. Siden jeg lavede det sidste indlæg derfra, er nye stauder kommet i blomst, og jeg har været ude med kameraet.

Den lyserøde katost kommer hist og pist, hvor der er et hul, hvor dens frø kan få fat. Den har sin pælerod langt nede i jorden, så den kan altid finde en tår vand. Jeg synes ikke, selvsåning er et problem, men planter med pælerod skal man selvfølgelig altid være lidt på vagt overfor, da de ikke er så lette at rykke op, når først de har vokset sig store.

Kamferbalsam, Tanecetum balsamita, har små margeritlignende blomster. Det er en af de mest tørketålende planter i bedet.

Geranium Rozanne hører ikke rigtig hjemme i den tørketålende have. Jeg havde ikke sat mig nok ind i dens krav, da jeg plantede den. Jeg tror ikke, den går ud, hvis den får det for tørt, men dens blade bliver helt brune og visne. Men nu står den der og er så smuk med de lyseblå blomster, og så må jeg huske af og til at give den en kande vand.

Den hvide moskuskatost, Malva moschata alba, har en meget ren hvid farve. Her ses den sammen med blå dusksalvie, Salvia horminum. Salvien er etårig, men har man den først i haven, dukker den op fra år til år. Begge planter er altid omgivet af summende insekter. Som det ses på billedet. bliver den hvide moskuskatost ikke så stor som den lyserøde.

Den lyserøde brudeslør, Gypsophila 'Rosenschleier', har en dejlig lethed over sig. Den væver sig ud og ind mellem nabostauderne, og den dækker næsten stien. Den lyserøde storkenæb, Geranium 'Rose Clair', i forgrunden, var blevet lidt trist at se på, så jeg klippede den ned, efter at billedet var taget. Så vil den skyde friske grønne blade

Denne merian har jeg ikke navnet på. Den stammer fra en pose frø, der blev sået for mange år siden. Dens blomster kan man have glæde af over lang tid.

Her ses merian sammen med en sankthansurt med lysegrønne blade. Når man har de to stauder sammen, er man sikker på blomstring igennem flere måneder.

Den hvide staudelathyrus, Lathyrus latifolius, står vist lidt i skyggen af de etårige ærteblomster, måske fordi den ikke dufter. Men jeg vil godt reklamere lidt for staudelathyrussen, fordi det er så nemt, at den kommer igen år efter år. Man slipper for frøkøb og såning. Her er den i let og yndefuld selskab med en hvid brudeslør af ukendt navn.

Russisk mandstro, Eryngium planum 'Blaukappe', er en stikkende oplevelse. I vores have, hvor det blæser en del, lægger blomsterstænglerne sig altid ned, og man er simpelt hen nødt til at binde dem op, for hvis de stikkende blomster lægger sig ud over havens stier, river man sig på dem. Russisk mandstro bliver altid beskrevet som tørketålende, og det er for så vidt også korrekt, da den blomstrer fint trods tørke, men bladene blive gule. Det er så et spørgsmål, om det gør noget. Russisk mandstro er en (lidt for) ivrig selvsåer.

De senest udsprungne stauder (eller halvbuske er det vist) er lavendlerne. De tilfører haven den dejligste duft. Det er 'Munstead', der ses på billedet.

De fleste tørketålende stauder er insektmagneter, og der er en konstant summen mellem blomsterne.

Nogle vil måske spørge, om jeg aldrig vander i min tørketålende have. Det gør jeg, men ikke ret meget. Vi havde et meget tørt forår, i marts fik vi 8 mm og i april 25 mm regn, så haven fik en grundvanding i maj, så planterne kunne få en god start på vækstsæsonen. Og så har jeg vandet i denne uge, for det er fortsat tørt. Jeg har klippet nogle af de afblomstrede stauder ned, og for at få dem i gang igen, har jeg givet endnu en grundvanding.