fredag den 15. november 2024

Novembersol

Jeg kom en dag til at mindes de gamle gardisette-gardiner. Vi har nu aldrig haft dem, men de var meget populære i 1970'erne, da man byggede huse med store vinduespartier. Når man kom ind i et hjem med gardisetter, var det som om solen aldrig nåede ind i stuen, fordi undergardinerne lagde en mat hinde for vinduerne. Sådan har det også føltes i nogle dage i november. Solen har holdt sig helt væk, og det har været, som om det var gråt både ude og inde.

Men så skete der det fantastiske i tirsdags, at solen brød frem allerede fra morgenen af, og siden har vi set solen hver dag. Jeg måtte have telefonen med på morgentur, så jeg kunne tage et par billeder.

 

Hjemme i haven havde solen fundet vej til forhaven, mens baghaven lå i skygge fra huset


Det så næsten ud, som om bregnebladene strakte sig efter solen.


I forhaven ligger der et lille bed, som jeg kalder det gule bed, fordi der hovedsagelig vokser stauder med gule blomster. Der er ikke så meget, der blomstrer her i november, men flere af stauderne har vintergrønne blade, så der er fortsat noget at se på.


Syd for huset er figentræet med til at levere efterårsfarverne. Der er fortsat mange figner på træet, men de når ikke at modne.


De sidste hostaer er ved at skifte farve.


Blomster er der ikke så mange af længere, og de ser lidt medtagne ud.



Nogle af dahliaknoldene er gravet op og ligger nu og tørrer.


Sommerblomsterne har leveret, hvad de skulle, og jeg har samlet frø, som ligger parat til en ny havesæson.


Næsten alle blade er blæst af rødegen, så græsplænen skal rives en sidste gang. Enten man kan lide det eller ej, går havesæsonen på hæld.


18 kommentarer:

  1. Ja, det har vært mye grått vær i det siste og lite sol. Den kom igjen her også på tirsdag, og det er godt å se den. Det er deilige bilder du viser fra hagen. Tenk at du har hosta med grønne blader fortsatt. Dahliaknollene ser flotte ut. Om et halvt år kan de plantes ut igjen, og det er godt å ha noe å se frem til.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har hosta med grønne blade, men jeg har andre slags, som er helt visnet ned. Jeg tror, det kommer an på, hvor tykke bladene er.
      Knoldene er fine, så er det bare et spørgsmål, om jeg kan opbevare dem vinteren over. Ja du har ret, om et halvt år kan de lægges igen. Det er modsat forårsløgene, til den tid er de ved at have afblomstret.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. God sammenligning med gardisette, solen kan vi ikke undvære her i november - ikke desto mindre har den været væk i flere dage. Denne uge har trods alt været god, men hos os har den stort set kun skinnet hver anden dag, i dag er der ingen sol hos os, det er igen kedeligt og gråt. Sådan nogle dag, hvor man får et eller flere solglimt er guld værd, december bliver der nok heller ikke så meget sol, men så går det den anden vej igen. Dejligt at du har samlet frø.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi havde tre dage i træk med solskin, men i dag har vi ikke set solen. Det er utroligt, hvad det gør ved vores humør, når solen skinner. Det er lidt sjovt at så frø, som man selv har samlet, og så er det gratis. Men vil man have nye sorter, må man jo til pengepungen.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. ja sol i november er en vitamin indsprøjtning. Her har det været sol hver anden dag i denne uge.
    Din hosta har da holdt flot indtil nu. Der er stadig farver derude, især i solen.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Novembervejret har sådan set været fint nok med tocifrede temperaturer og mange dage med stille vejr og kun ganske lidt regn, 11 mm har vi fået. Men man bliver glad, når solen skinner, og som du skriver, giver det noget ekstra til farverne.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Dahlieknoldene ligger til tørre, frøene er puttet i poser, og bladene er revet væk. Du har næsten lukket og slukket for 2024

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg lukker aldrig haven ned, der kan altid findes noget at lave derude. Men kommer der frost og sne i den kommende uge, gør det ikke noget, haven skal nok klare sig.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!
    Vi har solsken men det blåser otroligt mycket, så det lockar inte att gå ut. Nästa vecka är det lovat snö, och det får gärna vänta. Går det att plocka fikonen och låta dem mogna inomhus, eller fungerar inte det?
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Fignerne er for umodne til, at de kan ligge indenfor og modne. Jeg ved ikke, om man kan sylte grønne figner.
      Her er der også meldt om lavere temperaturer. Jeg håber ikke, vi får sne i november.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Novemberlyset er fantastisk når det kommer. Gir plantene en fin glød. Her ligger også georgineknollene til tørk.
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Solskin i november er en gave. Det kan godt være lidt svært at opbevare georgineknoldene rigtigt. Når de har ligget nogle dage for at tørre, lægger jeg dem i kasser i garagen. Men jeg skal passe på dem, hvis der bliver hård frost.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Nej, jeg har heller aldrig haft gardisette-gardiner (alene navnet:) men til gengæld meget beskidte vinduer, som - under over alle undere - netop blev pudset i den forløbne uge, og det gav næsten dobbelt op på solskinnet:-)
    Forstår din trang til at hive kameraet frem - det er en ualmindelig dejlig serie billeder du har taget. Stemningen er legende let med solen der smyger sig rundt blandt planterne og giver et godt perspektiv både på turen og i haven. Det tredje billede er jo lige til at hænge op på væggen - og bregnerne der rækker ud efter solen decideret morsomt!
    Dejligt du har fået samlet så mange frø til næste år. Så er der håb om endnu en blomstrende sæson - og en del arbejde med potterne:-)
    Når solen viser sig i november er det er det en glædens dag!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ulla! Det er utroligt hvad solen kan gøre, og navnligt når den kommer frem efter nogle dages gråvejr. Den gør noget ved stemningen i haven, men den gør også noget ved mit humør :-)
      Jeg har en pæn lille samling af frø, og jeg behøver ikke flere, for jeg har ikke plads til flere sommerblomster. Så er det bare et spørgsmål, om jeg kan holde fingrene væk fra butikkernes frøstativer ;-)

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Den lave novembersolen er fantastisk, alt blir så mye lysere og letter. Ha en fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja novembersolen er næsten mere kærkommen end sommersolen.
      Hav det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Flotte billeder af haven i den lave vintersol. Det giver en særlig lys/skygge effekt. Ja vi er ved at være pakket sammen for vinteren. Jeg kan dog konstatere, at ukrudtet gror stadig, så det bliver stadig til nogle runder med havehandsker på. ;-)

    SvarSlet
  10. Det er godt, vi er parate til vinteren, for i morges lå der et fint lag nyfalden sne over haven.
    Ja der er fortsat gang i ukrudtet, men jeg kan godt lide at arbejde i haven året rundt, når bare vejret er nogenlunde, og så er det jo godt, der er lidt at lave derude ;-)

    Hilsen Elna

    SvarSlet