Her i januar vil jeg vise billeder fra nogle af sidste sommers havebesøg. Det blev en dejlig sommer, hvor vi ligesom mange andre holdt ferie i Danmark. Vejret var overvejende smukt, og vi nød at køre rundt og opleve vores dejlige land. Det kom der temmelig mange fotos ud af, og jeg vil vise en serie billeder fra Haven i Hune.
Anne Justs have i Hune har jeg besøgt mange gange, og jo flere gange, jeg ser haven, jo mere fantastisk synes jeg, den er. Haven bærer præg af, at den er skabt af to kunstnere. Den har en meget gennemtænkt grundplan, og den rummer nogle meget fine plantesammensætninger.
Der bliver skruet op for nysgerrigheden, når man ser den smukke jernlåge og stien, der slår et sving. Hvad mon der gemmer sig inde bagved?
Haven er anlagt, så den består af mange rum, og man kan ikke se fra det ene haverum til det næste. Rummene er adskilt af hække, bygninger, niveauforskelle og tæt beplantning. I dette haverum er der arbejdet med kontraster mellem klippede geometriske former og planter, der har en let og vild vækstform.
Haveplanen er præget af symmetri, hvilket giver ro og balance. Jeg tror mange haver, iberegnet vores egen, vil vinde ved, at man tænker lidt mere symmetri ind i grundplanen.
Vand i haven kan laves på mange forskellige måder. I Hune er der flere vandbassiner, og de er overvejende anlagt med rette linjer. Der er ingen små kunstige søer, der skal ligne naturlige vandhuller. Jeg synes, det lange smalle bassin kantet med løvefod og en klippet hæk er et meget spændende eksempel på en anderledes måde at skabe vand i haven på.
Her er et andet af havens bassiner. På billedet ses, hvordan bassinets lige kanter bliver indrammet af den klippede takshæk.
Grupper af åkander bløder op på de geometriske former.
Frodigheden er overvældende. Bar jord findes ikke i haven. Overalt er der bevoksning, og det er der både nede ved jorden og i højden.
Bevoksningen ser så naturlig ud, at man næsten får det indtryk, at planterne er kommet af sig selv. Men jeg er ret sikker på, at der er tænkt meget over plantesammensætningerne. Der er arbejdet meget med kontraster, både når det gælder bladformer og blomsterformer, og der er tænkt meget over farvesammensætninger. Der er også tænkt på det praktiske som på billedet herunder, hvor alliumplanternes grimme blade bliver skjult af hostabladene.
Selvom haven ikke har forandret sig ret meget efter Anne Justs død, har den selvfølgelig gennemgået en helt naturlig forandring på grund af, at planter vokser sig større og tættere, træer ældes og planter går ud. Men der bliver også lavet nogle nye tiltag. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har set skråningen med det vilde bed, og jeg tror, beplantningen er ny.
Der er ikke mange kunstværker i danske haver. Det kan der være flere årsager til. Dels har der vel aldrig rigtig været tradition for kunstværker, dels kan det være et økonomisk spørgsmål, da kunstværker oftest er dyrere end planter, og dels tror jeg, at mange synes, det er svært at finde en god placering til et kunstværk. I Haven i Hune har man selv kunnet skabe kunstværkerne. Her er mange af dem, og de er placeret, så de falder så smukt ind i omgivelserne, men de fleste er sikkert også skabt til netop den placering, de har.
Det var billeder fra sidste sommers besøg i Haven i Hune. Jeg håber, at der bliver lejlighed til at gense haven til sommer.
Super billeder fra haven i Hune! Jeg sidder netop og læser Anne Just's bog om Haven i Hune og dine billeder er et godt supplement da de faktisk siger mere om haven end de illustrationer der er i bogen. Haven står øverst på ønskelisten efterhånden, da jeg endnu ikke har set den selv, men der er meget at komme efter, kan jeg forstå på dig! Tak for dette fine indlæg!
SvarSletHilsner fra Ulla
Du har en oplevelse til gode. Jeg tror bestemt, du vil kunne lide haven. Kommer I til Nordjylland, skulle I næsten også til Frederikshavn og se Bangsbo Botaniske Have. Den er også et besøg værd.
SletHilsen Elna
Tak for endnu et tip om en god have i det Nordjyske! Vi kommer nok derop senere på året og så er det dejligt at have noget at se frem til. Kan hænde jeg også kan kigge forbi jeres have med passende varsel naturligvis?
SletHilsner fra Ulla
Vi holder ikke åben have, men mine haveblogvenner er selvfølgelig velkomne til at kikke forbi. Det vil være hyggeligt at møde jer.
SletHilsen Elna
Ja, du viser flotte bilder fra Haven i Hune. Den så jeg første gang på norsk tv for mange år siden. Den er så flott
SvarSletlaget, og spesielt bassenget med taxus rundt synes jeg er så fint. De rosa vannliljene i dammen er utrolig vakre. Den må være et drømmested å besøke. Takk for hagevandringen!
Hilsen Marit
Jeg kan godt huske, at jeg så en række udsendelser fra haven på dansk tv for en del år siden. Det er sikkert de samme udsendelser, I har set på norsk TV. Jeg har mødt Anne Just et par gange. Hun var en meget spændende og farverig person.
SletTakshækken omkring bassinet er jeg også meget begejstret for. Det er godt fundet på.
Hilsen Elna
Väldigt vacker trädgård och många inspirerande bilder. Jag fick några idéer :) Vill gärna ha symmetri på några ställen men det är inte alltid enkelt när tomten är full av synligt berg och sluttar samtidigt. Men jag har en liten plätt :)
SvarSletHa det gott! Carina
Jeg forstår godt, at det er svært at skabe symmetri i en have, der er anlagt på klippegrund. Jeg er spændt på, om det lykkes for dig, at skabe symmetri i et lille område. Jeg spekulerer også på, om jeg selv kan gøre noget, men jeg synes, det er svært.
SletDu må også have det godt.
Hilsen Elna
Flotte billeder fra Hunehaven. Den er en af de steder jeg drømmer om at se, men der er jo et stykke vej derop fra os. Jeg har Anne Just bøger om haven, og det glæder mig hendes ånd stadig er i haven. Det er ellers ikke altid den kan bevares.
SvarSlethilsner Gunvor
Jeg ved ikke, hvor du bor, Gunvor, men Hune ligger jo langt mod nord. Jeg føler, at haven næsten er, som da Anne Just var der og lyste op med sit glade smil og sin farveglade påklædning.
SletHilsen Elna
Vi besøgte også haven i 2021, og det er morsomt at gense den gennem din linse. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg bedre lide den i din præsentation end i virkeligheden, men sådan er vi jo så forskellige. Der er i hvert fald meget at se på i haven, det medgiver jeg, så tak for turen.
SvarSletMange hilsener Lisbeth
Første gang jeg mødte Anne Just var til et foredrag i havekredsen, og jeg blev fuldstændig blæst omkuld af den lille runde dame i det farvestrålende tøj. Hun var sprudlende og snakkede i et væk. Hendes have måtte jeg bestemt se. Jeg var ligeså begejstret for haven, som jeg var for damen, og det er efterfølgende blevet til mange besøg i Hune. Jeg fornemmer, at haven ikke helt faldt i din smag. Alligevel håber jeg, du nød besøget og fik et par ideer med hjem.
SletHilsen Elna
Jeg har kun set Anne Just i fjernsynet, men der sad jeg til gengæld også klistret til skærmen. Hun var meget kreativ og karismatisk. Jeg kan sagtens nyde detaljer i en have og få ideer, selv om den grundlæggende ikke falder i min smag.
SletJa jeg har set efterhånden mange billeder fra Haven i Hune, jeg vil give Lisbeth ret, din præsentation er virkelig god, jeg har ikke altid været lige begejstret for billederne. Jeg må tilstå, at jeg aldrig selv har været der. Jeg fald for billedet af hostaerne med alliumblomster svævende over bladene, det ser godt ud.
SvarSletHilsen Lisbeth
Du skal nu prøve at tage op og se haven :)
SletJa det ser godt ud. Hvis ikke man ved, hvordan hostablomster ser ud, kan man godt blive narret og tro, at det er hostaens "egne" blomster.
Hilsen Elna
Hej Elna!
SvarSletTack för en fin tur, i en mycket vacker trädgård. Där skulle jag gärna gå omkring.
Det är fina kombinationer av växter och vackra planteringar. Vackert med vattnet och bron. Ser grönt och frodigt ut med allt gräs, och hosta med Allium är riktigt snyggt ihop.
Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika
Jeg kan også godt lide motivet med broen og vandet. Broen fører over til en lille overdækket terrasse med en siddeplads.
SletDu kan læse mere om haven på www.annejust.dk
Hilsen Elna
Hei Elna!
SvarSletDen hagen skulle jeg gjerne ha sett. Jeg blir veldig inspirert av å se bildene dine fra hagen. Den byr på overraskelser. Ha det godt! Anne
Jeg bliver altid inspireret, når jeg ser haven. Det er godt billederne også kan inspirere.
SletDu må også have det godt!
Hilsen Elna
Tak for en dejlig rundtur i Haven i Hune. Det er bare den smukkeste have i Danmark - af dem jeg har set:) Hilsen Susanne
SvarSletGodt nytår, Susanne! Det er dejligt at se, du følger med i blogverdenen :)
SletJeg er helt enig med dig, Haven i Hune ER Danmarks smukkeste.
Hilsen Elna