fredag den 24. november 2023

November, november, november

Så bliver der igen rusket op i de stakkels planter. Det blæser for anden dag i træk med vindstød af stormstyrke. Planterne har stået meget igennem i løbet af havesæsonen, men de har kæmpet bravt. De smukke efterårsblade er stort set alle blæst af træerne, en undtagelse er papegøjetræet, der fortsat har en del blade i behold.


Denne Astrid Lindgren rose fører i kampen om at blive årets sidste rose stærkt forfulgt af Winchester Cathedral. Astrid Lindgren rosen er blegnet lidt i farve, man kan vel nærmest sige, at den har tilpasset sig efterårsfarverne.


Farvebælg har skiftet farve, så det nu ikke kun er frøstandene, der er sorte, hele planten er gået i sort.


Den hvide fredløs står derimod med brune blade og frøstande. Frøstandene er meget dekorative.


Termometret har været lige under nul et par gange, og det har sat sit præg på haven, men pelargonierne, der står i læ af hus og tagudhæng, klarer skærene og blomstrer ufortrødent videre.


På en måde lukker haven aldrig ned, for når den ene havesæson går på hæld, begynder en ny havesæson at vise ganske små spirer. Det er pæoner og juleroser, der giver håb for en kommende sæson.



Traditionen tro har jeg samlet materialer i naturen til at pynte med i krukker og potter. I sidste weekend kørte vi ud til Vesterhavet, hvor der er store områder med mos og lav. Der er så meget, at det ikke ses, hvis man tager til eget forbrug.

 

Denne fine lille svamp groede i klitterne. Den er et helt kunstværk, når man ser den på undersiden. Jeg er ikke svampekender, så jeg ved ikke, hvad den hedder. Kan det være lillebitte blækhat?


På billedet herunder ses klitterne i baggrunden. Jeg har bevæget mig ud i et moseområde, og de store rødbrune felter er porse.


Porse er så smuk i krukker sammen med buksbom, kristtorn eller hvad man nu har i haven af stedsegrønt.


En flok bramgæs gik på en eng i nærheden.


Da jeg nærmede mig, lettede hele flokken.


Længere oppe ad klitvejen kommer man til Husby Klitplantage. Der er en rig variation i beplantningen, og der er samtidig store områder, hvor naturen får lov til at råde, så det er et meget spændende sted at gå. 


Her er gode muligheder for at samle mos, lav og kogler af forskellig slags.



Her har en bregne fundet fodfæste i den mosbegroede træstamme. Det er altid spændende at gå i naturen og betragte plante- og dyrelivet. 




18 kommentarer:

  1. Ja, november byr på mye forskjellig vær, og det synes at du også har hatt frost. Dine pelargonia ser så friske og fine ut, at en skulle tro at de nettopp var plantet. I naturen kan en alltid se mye spennende. Nydelig bilde av den mosekledde trestubben og alt løvet rundt den. Morsomt å se bregnen som vokste på stubben.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har haft meget forskelligt vejr. Alene i dag har det stormet, regnet, haglet og tordnet. Det værste er blæsten. Jeg tror, pelargonierne er af en hårdfør slags. Jeg har et par andre sorter, men de er røget på komposten.
      Man oplever altid noget spændende i naturen, både når man betragter de store linjer, og når man går i detaljer.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. November har meget at byde på I din have på trods af blæsevejret. Det er specielt imponerende, at papegøjebusken har været i stand til at holde fast på sine blade.

    SvarSlet
    Svar
    1. Papegøjebusken, som vel nærmest er blevet til et træ, taber altid bladene sent. I år har den ikke så flotte efterårsfarver, som den plejer at have. I år er bladene gule, andre år bliver de røde og orange.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Ja det er altid dejligt at komme ud i naturen, flotte billeder af de landskaber I har gæstet. Papegøjetræet har altid løvet længe, selv vores lille nye træ har bladene endnu.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg holder så meget af de grå og grågrønne farver, som på denne årstid dominerer bevoksningen i klithederne. Jeres papegøjetræ må kunne lide at bo hos jer, eftersom den beholder løvet på.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Dejlige billeder både fra strand og skov.
    Så er det ikke ualmindelig papegøjen holder på sine blade så længe-. Jeg har undret mig lidt over min miniput holdt på sine blade. Jeg troede det var fordi den var så lille.
    Den passer da til sit navn,, farvebælg. hihi Den skifter da godtnok farver.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan forvente, at din lille papegøje, også når den bliver større, vil beholde bladene på langt hen i efteråret. Ja farvebælgen passer til sit navn. Jeg ved ikke, om man kan bruge den til plantefarvning.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!
    Ser ut som en skön tur i naturen, trots att det ser blött ut. Är imponerad över rosor och pelargoner som blommar så fint. Mina pelargoner fick komma in från växthuset för länge sedan, de skulle inte ha klarat sig därute. Ser härligt ut med nya skott på både pioner och julrosor.
    Önskar dig en trevlig helg /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en skøn tur. Jeg synes, det er så hyggeligt at gå og samle dekorationsmateriale.
      Man oplever en god portion optimisme, når man finder nye skud.
      Du må have en god søndag.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Dejlige billeder fra din have. Det er herligt at du kan nyde brune frøstande og blomster og små nye skud ved samme tid. Sikke et flot og varieret naturområde at gå tur i. Jeg havde ikke hørt om Husby Klitplantage før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sydney! Husby Klitplantage er temmelig stor. Den strækker sig helt ud til klitterne ved Vesterhavet. Derude er vejret så barskt, at der næsten kun gror fyrretræer, og de er ikke ret høje. Der gror mange spændende planter i skovbunden, fx. linnea og ensian.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Ja, haven byder på oplevelser året rundt, og du fanger de gode vinterstandere så fint, men naturen derude ved det store hav har sandelig også sine gode sider! Det er dejlige billeder af heden, klitterne og den spændende skov, og jeg kan levende forestille mig hvor meget forskelligt man kan samle sammen til julens pynt! Selv i vores lille skov var der mange store lyse svampe i går, og de voksede på lange rækker mellem træerne. Desværre er jeg heller ikke svampekender...
    Porse har en skøn vinterfarve og med kogler mos og lav i kurven er der noget at gå i gang med. Rigtig god fornøjelse og tak for fine billeder!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  8. Som jeg skrev ovenover i min kommentar til Sydney, er der mange spændende planter. Jeg tror, det må være et godt svampeår. Jeg ville også gerne have kendt lidt mere til svampene, det kan være jeg skal sætte en svampebog på min ønskeseddel til jul.
    Tak i lige måde Ulla! Du er jo godt i gang med at pynte op, og jeg ved, du nyder det.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  9. Papegøyetre kjenner jeg ikke til, det så artig ut. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Papegøjetræet får små bitte røde blomster i det tidlige forår, men jeg synes, træet er smukkest i efterårsfarver.
      Tak Ingeborg. Jeg nyder sneen, der har lagt sig som en hvid dyne over haven. Det er ikke hvert år, vi har sne.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Vilka underbara bilder! Ja det är alltid lika kul och inspirerande att kika in till dig...
    Vinterkram från Titti

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Titti! Du gør mig glad.
      Hilsen Elna

      Slet